Vejen er alt, målet er intet
Det er mandag, og når man, som jeg, har valgt, for en stund, at holde en pause fra arbejdsmarkedet, OG a-kassen, for at hellige mig studiet af en stor interesse, passion, om man vil, spiller det ikke rigtig nogen rolle.
Jeg tænker på nogle kloge ord jeg i tidernes morgen læste i bogen “Hvordan man går i stykker, uden at falde fra hinanden” af forfatteren Mark Epstein.
Det var de klassiske “Der er ingen vej til målet. Målet er vejen.”
Epstein er psykolog og buddhist, og i sine bøger bygger han broer mellem de to måder at tænke, der ofte ikke er så langt fra hinanden.
Søren Kierkegaard bliver også tilskrevet citatet ”Vejen er alt, målet er intet”, men jeg kan ikke finde noget der bekræfter det. Men han sagde så meget andet klogt.
Jeg tænker på citatet, fordi man, altså jeg, kan føle mig, lidt, forpligtet til at retfærdiggøre mine handlinger, med et mål. “Jeg gør det her, fordi jeg så kan opnå et eller andet, ude i fremtiden.” Et nyt job, større muskler, flere penge osv.
Men det har jeg svært ved i dette tilfælde, og det generer mig ikke ret meget, endnu, men tanken strejfer mig af og til, som den gjorde i dag, denne smukke mandag morgen.
Jeg har før kommenteret lørdage, som en dag hvor jeg føler mig presset og er bange for at sætte mig mellem to stole, hvor den ene er at jeg skal huske at holde fri og lave ingenting, men samtidig gerne vil opleve noget, så jeg føler dagen har været underholdende og givende.
Jeg har aldrig lidt af “blå-mandags-depressioner”, da jeg arbejdede, men det interessante er at dagene stadig føles forskellige i denne tid uden arbejde. Mange års programmering, konditionering og vaner sidder stadig i mig.
At følge en passion er ikke en god ide. I ordet ligger implicit at det føles ekstatisk godt, men det gør intet i længere perioder. Så drivkraften skal være en anden. Eksempelvis følelsen af at være på en mission, noget der stadig er vigtigt, når ekstasen har fortaget sig.
Jeg læste en artikel af den tidligere eliteroer, @mettebloch der har vundet en del medaljer, og som nu er coach, foredragsholder og forfatter, og jeg tænker på hvordan pokker man kan opretholde passionen for at hive i et par årer, for at vinde nogle turneringer.
Passion eller interesse, det er ordkløveri. En interesse kan holde sig hele livet.
I går lærte jeg noget nyt, som faktisk er overordentligt interessant. Jeg har jo købt en ægte syngeskål fra Nepal og jeg lærte af en af mine fb venner, at de ikke kun bruges til at slå på, men at man kan vedligeholde vibrationen ved at køre den medfølgende “pind” rundt i kanten. Det er samme princip som at spille på krystalglas. Jeg måtte derfor af sted til Youtube, min uudtømmelige kilde til viden, og fandt en masse spændende information og er nu blevet helt god til at holde vibrationen kørende i lang tid.
En ven hævder at skålen er stemt i A der svarer til 3. øje chakraet. Det ved jeg intet om, men måske er det årsagen til at jeg bliver lidt søsyg når jeg sætter den i sving 🙂
Nå jeg synes denne historie sejler lidt i alle retninger, uden mål og med, så hvor vil jeg egentlig hen. Ingen steder, det har jeg jo lige forklaret 😀
Crede et Vicisti – Tro og Vind