At passe sit barnebarn

Det er blevet fredag og jeg har lyst til at skrive. Kl. er 4.57, og det er mørkt og stille ude på den fredelige villavej, jeg kan iagttage her fra min sofa.

Jeg havde set frem til torsdag, for jeg skulle hente mit barnebarn efter skoledagens afslutning. Hun er 6 år, og går i 0. klasse, og af og til vil hun hellere hentes tidligt, hvis det er muligt, i stedet for at gå over i SFO’en og være der nogle timer, inden mor henter hende. Jeg glæder mig dels over at hun gerne vil hentes af mig, og dels over at jeg får mulighed for tilbringe tid med hende, som altid er en fornøjelse, og et eventyr til nye steder jeg ellers ikke ville opleve. Og det er jo kun noget jeg har mulighed for så længe jeg er ledig, så den forsvinder så snart jeg igen kommer i arbejde.

Apropos arbejde, så fik jeg udbetalt den første fulde a-kasse-ydelse i går, og jeg kan egentlig godt forstå, hvis folk ikke gider tage et job til en lav løn, for der er ikke meget forskel.

Men tilbage til skolen. Jeg var som altid i god tid, og ventede uden for klasselokalet. Døren åbnede og de små mennesker begyndte at pible ud, og i den alder er de nysgerrige og direkte, og jeg fik flere spørgsmål om hvem jeg var, og hvem jeg skulle hente. Der var en der gjorde mit barnebarn opmærksom på at jeg var ankommet, hun kom ud og hoppede op til mig som hun plejer, og jeg fik det kram jeg havde glædet mig til.

Vi skulle derefter hente hendes ting og checke ud i computersystemet, der allerede tidligt konditionerer de små til det overvågningssamfund de skal ud i, selvfølgelig for deres egen sikkerheds skyld.

Vejret var formidabelt – indian summer kan man vel kalde det, så vi måtte lige en tur på skolens legeplads hvor hun skulle vise mig nogle tricks i redskaberne.

Efterhånden kom der flere af hendes kammerater til, og de var også nysgerrige. De ville vide hvad jeg hedder, hvem jeg er og hvor gammel jeg er og flere andre ting, som jeg selvfølgelig beredvilligt svarede på. Da jeg sagde at jeg var farfar, fortalte en af pigerne, at hendes bedsteforældre var døde, og det var jeg selvfølgelig ked af at høre, men en anden havde stadig sine bedsteforældre, og det glædede mig.

Da jeg er stærkt interesseret i fotografering, og har været det i mange år, har jeg den vane, at jeg altid slæber rundt på et rigtigt kamera. Kameraet i en mobiltelefon er fint og brugbart, og lige ved hånden, men det er stadig langt fra så godt som et dedikeret kamera, både når det gælder billedkvalitet, hastighed og andre faktorer.

Gennem årene har jeg modtaget adskillige spørgsmål om hvad jeg skulle fotografere, for mange tror helt forståeligt, at der må være en konkret årsag til, at jeg har kameraet med.

Det skete også i går fra de unge mennesker, og pludselig opstod der en interesse for at tage billeder, og efter jeg havde taget en del billeder af min pige, som jeg har mange af, ville hun lige pludselig fotografere kammeraterne. De var straks klar til at posere, og der opstod en hel del sjove situationer, og visse billeder tog min pige, med mig bag hende for at instruere og for at passe på at det ikke blev tabt i sandet, og de andre kom bagefter løbende over og ville se billederne på kameraets skærm. Jeg tog også nogle billeder med min pige sammen med hendes kammerater, og jeg hæftede mig ved hvor bevidst og bekymret jeg er for hvordan omverdenen opfatter mig med kameraet. Tanken om at jeg måske kan blive betragtet som en gammel pervers mand der finder glæde ved at fotografere børn, af de forkerte årsager, er til stede i min bevidsthed.

Jeg kan slå det hen, og det er nok noget pjat i en tid hvor alle har en mobiltelefon med kamera, folk bliver overvåget på alle måder, og har tilsyneladende ikke meget imod at de ikke længere har en privatsfære.

Det er ikke det samme, det ved jeg, men bevidstheden om at jeg er bevidst, er der og det er også ok. Og mekanismen kan være den samme, hvad enten det er en perverteret person, eller et politisk system, bliver det skabt ved tillid, der senere bliver misbrugt.

Opmærksomhed, bevidsthed og italesættelse er vigtige redskaber.

Vi forlod legepladsen og kørte til min bopæl, og så var det tid til at shoppe. Jeg bor tæt på centrum, og hun ville gerne ud i byen og kigge på butikker.

Jeg betragter med stor fascination og undren, hvordan en lille pige på 6 år allerede har stor glæde ved at kigge på ting og ikke mindst beklædning. Efter en tur i Bog og Ide hvor hun fik et viskelæder og en blyantspidser, derefter i Normal og her fik hun et par blyanter, gik vi i H&M og jeg blev trukket ind i børneafdelingen og tøjet blev vurderet og kommenteret.

Der var især en hvid stribet trøje, hun var meget glad for, men der stoppede gaveboden, for tøjindkøb må hendes mor selv stå for.

Så begyndte sulten at melde sig, og vi spiste et velfortjent måltid på burgerrestauranten Halifax.

Crede et Vicisti – Tro og Vind

På billedet ses den hvide trøje med striber, men jeg har valgt et anonymt billede.