At være i nuet med en teleskoplæsser
Efter en lille pause i skriveriet, vil jeg, denne mørke regnfulde søndag morgen, fortælle lidt om en dejlig konkret oplevelse. I den forløbne uge har jeg deltaget i et 5 dages kursus med henblik på at blive certificeret til at betjene teleskoplæssere.
I modsætning til den klassiske gaffeltruck, som de fleste nok kender, er teleskoplæsseren ikke helt så berømt.
Jeg tror grunden til at jeg har lyst til at skrive lidt om den oplevelse er, at det er befriende at befinde sig i en meget konkret verden, hvor man ikke blot kan udslynge en påstand, når virkeligheden, der kan kontrolleres og verificeres, fortæller noget andet.
Og når konsekvensen af at tage fejl betyder at man taber en last på eksempelvis 1 ton, fra 6-8 meters højde, nytter det ikke at påstå at man gjorde det rigtige.
Og også nuets mester Eckhart Tolle har været en god hjælp i visse lidt tilspidsede situationer i den forløbne uge.
Teleskoplæsseren adskiller sig fra gaffeltrucken, ved at være udstyret med en teleskoparm, der ligger oven på køretøjet. Denne var på dette kursus udstyret med gafler, som gaffeltrucks, for det er alt, hvad certificeringen giver ret til at benytte, dog må man også montere et mandskabsbur. Det er også mere velegnet til at køre på ujævne underlag, da de har store hjul og 4 hjulstræk, og styring.
Teleskoplæsseren har derfor den fordel at den kan flytte en last til et sted hvor det ikke er muligt at køre maskinen tæt på. De findes fra ganske små modeller, til meget store, nogle kan også “krøje”, som det hedder i fagsproget, og det betyder at tårnet kan dreje uafhængigt af en fast base, på hjul og støtteben.
På kurset havde vi mulighed for at køre 3 forskellige maskiner i forskellige størrelser, med tilrettelagte øvelser, der trænede relevante manøvrer og teknikker.
Den store udfordring er at lære at betjene teleskoparmen i to plan, der, når man udskyder armen, bliver længere, og slæden med gaflerne flytter sig længere væk fra maskinen, og kombinere det med løftet, der jo bringer slæden op, og tættere på maskinen, men længere væk fra stedet man ønsker at optage eller afsætte lasten. Og naturligvis omvendt, når man skal tilbage igen.
Desuden skulle man være opmærksom på gaflernes vinkel, der også kan justeres. Sideværts kunne krøjemaskinen justeres hydraulisk, men de to andre maskiner, skulle man line op med køretøjet.
Den egenskab, der blev udfordret mest, var tålmodigheden. En justering foretages med en joystick, og fordi maskinerne er hydrauliske, skal man være forsigtig i sine bevægelser, og vente tålmodigt til den reagerer, og kan man ikke det, bliver man måske fristet til at give joysticket et voldsomt ryk, og pludselig reagerer maskinen meget kraftigt.
Det er præcis det man IKKE har brug for når man er ved at bringe gaflerne ind under et stålbur med ca. 15 cm frihøjde, og placeret i ca. 6-8 meters højde, uden visuel kontakt. Så skal det hele gå stille og roligt.
Det var i disse situationer, jeg tænkte på Eckhart Tolle. Jeg sagde til mig selv. “Jes, gamle dreng, koncentrer dig om nuet, den manøvre du skal lave lige nu, for at komme frem til det næste nu, der ligger lidt længere inde under stålburet med de store sten. Tag det helt roligt, intet hastværk. Ellers går det helt galt.
Her et lille citat af filosoffen Thomas Sowell:
“It is hard to imagine a more stupid or more dangerous way of making decisions than by putting those decisions in the hands of people who pay no price for being wrong.”
Der var en teoretisk prøve med 30 spørgsmål og man måtte have 4 fejl. Og sidst var der en praktisk prøve, og her måtte man have 1 stk. type 1. fejl og 4 stk. type 2 fejl.
Vi fik en gut med om torsdagen, der var dumpet på et tidligere kursus, og skulle op til en ny prøve. Måske var det med til at skærpe opmærksomheden, at han kom. En type 1 fejl var eksempelvis at tabe en last, og det var præcis, hvad der var sket for ham. Men han klarede den heldigvis, og det gjorde vi andre også.
Og jeg undgik katastrofer og blev som kurset skred frem, bedre til at få bevægelserne i de forskellige joysticks ind i muskelhukommelsen og fik større sikkerhed.
Jeg slutter af med endnu et fint, og relevant citat af Thomas Sowell:
“The problem isn’t that Johnny can’t read. The problem isn’t even that Johnny can’t think.
The problem is that Johnny doesn’t know what thinking is. He confuses it with feeling.”
– Thomas Sowell
Crede et Vicisti – Tro og Vind
