BlogDreamjobs

Passion for bindingsværk

Min far var også tømrer, men det lå ikke i kortene at jeg skulle vælge det fag.

Efter skole havde jeg arbejdet på forskellige bondegårde som landbrugsmedhjælper. Men det blev hurtigt sådan at når der skulle laves noget håndværksarbejde, var det mig der trådte til.

Min interesse lå altid i håndværket og det ligger naturligt for mig.

Min farmor og farfar havde et frilandsgartneri og der gik jeg også altid til hånde.

Men så i 10. klasse var jeg i erhvervspraktik i et tømrerfirma, og da jeg havde været der i en uge, tilbød de mig en læreplads efter sommerferien. Så jeg kom i lære i et lillebitte tømrerfirma, hvor der var en fantastisk dygtig svend. Jeg lærte virkelig meget af ham. For ham handlede det ikke bare om at mase på, men om at lave det korrekt og det tiltalte mig.

Da læretiden var slut, arbejdede jeg meget i København som tømrersvend. Jeg var heldig at være med til at lave nogle spændende opgaver i Tivoli. Det var både nybygning og renovering af bygninger.

Det var derefter planen at vi skulle til Roskilde Domkirke og lave nogle sidebygninger, men det firma jeg arbejdede for, tabte licitationen. Så det blev ikke til noget.

Derefter besuttede jeg mig for at blive selvstændig. Jeg gad ikke køre til København for at lave rutineprægede tømreropgaver.

Jeg ville ud og lave noget mere spændende.

Så jeg startede som traditionel kassevognstømrer. Og jeg fik tilfældigt nogle små bindingsværksopgaver.

Jeg kunne mærke at bindingsværk havde min interesse. Det en gammel byggeteknik som man ikke bruger mere. Opgaverne er altid forskellige og det kræver omhyggelighed, viden og forberedelse. Man bliver nødt til at sætte sig ind i bygningens historie, og det bliver aldrig rutine.

Men så havde jeg et uheld i en fodboldkamp. Jeg ødelagde mit knæ og måtte holde pause. Jeg benyttede pausen til at tage på Center for bygningsbevaring, for at lære noget mere.

Her mødte jeg guruen inden for bindingsværk. Han hed Erik Terkelsen. Han mærkede min interesse og spurgte om jeg ville overtage hans kunder på Sjælland.

Han havde mere arbejde end han kunne overkomme og ville gerne overdrage noget af det til mig. Hvis jeg bare lovede at at gøre det ordentligt, ville han skrive til sine kunder og sige at jeg kom i stedet for. På den måde kom jeg i gang med det jeg brænder for.

Bindingsværk er en lille niche inden for tømrerfaget og det er vigtigt at man holder en meget høj standard. Laver man det dårligt, rygtes det hurtigt og man får ikke flere opgaver.

Jeg har også lavet traditionelt tømrerarbejde og har haft langt flere folk ansat. Men det passer mig meget bedre at arbejde som jeg gør nu.

Det kan være svært at forudsige omfanget af arbejdet når man arbejder med ældre huse, men efter 15 år med bindingsværk som speciale, har vi samlet en kæmpe erfaring og viden. Det gør mig bedre i stand til at vurdere de reelle omkostninger ved arbejdet og jeg kan informere vore kunder om hvad de kan forvente. De undgår derfor for mange uforudsete overraskelser.

Det er svært at finde tømrere der kan lave bindingsværk. Så jeg uddanner dem selv og så får de noget ekstra uddannelse som restaureringshåndværker bagefter.

Jeg er glad for at være med til at bevare gamle bygninger der både er smukke og har historisk værdi.

Tømrermester Søren H. Rasmussen
bindingsvaerk.dk
kontakt@bindingsvaerk.dk
Tlf: 78 76 66 89