Eftervirkningerne

Det er torsdag morgen og jeg har lyst til at skrive lidt. Gårsdagen var præget af eftervirkningerne af det gaffeltruckkursus jeg har deltaget i. Den pludselige tomhed efter 7 hyggelige dage med godt kammeratskab blandt mennesker med vidt forskellig baggrund og motivation for at være på kurset, interessant læring, for meget wienerbrød og tilfredsstillelsen ved at få en ny lille kompetence til cv’et der skal opdateres.

Om formiddagen havde jeg en samtale med jobcentret, men missede opkaldet fordi min telefon stod på lydløs. Jeg forsøgte at ringe op igen, men det tager så lang tid at komme igennem, at den afsatte tid var gået, da det endelig lykkedes at få besked om at personen var optaget. Jeg har intet behov for at tale med dem, så det var ikke noget større problem, og jeg fik en besked fra konsulenten, om at jeg bare skulle booke et nyt møde. Beskeden var en sms, og jeg kunne ikke svare på den. 

Jeg hæftede mig, igen, ved den besynderlige envejskommunikation der er skabt, med push-beskeder og ventetider og omstillinger med dårlig musik.

Et system der ønsker at kontrollere mennesker ned i mindste detalje, men forsøger at minimere dialogen og skabe distance.

Jeg har også iagttaget en anden morsom regel, der blot bekræfter min evige kæphest: Skabelonsamfundet, eller som jeg også kalder det, bollesprøjtesamfundet, der altid forsøger at tvinge mennesker ned i forme og kategorier, fordi systemer aldrig passer til mennesker, så det må blive omvendt. Jeg taler om muligheden for at deltage i kurser når man er ledig, som jeg har gjort brug af med et 7 dages gaffeltruckkursus, men i det øjeblik man vælger et kursus, bliver man sat i den erhvervskategori kurset er knyttet til og herefter, skal de følgende kurser være i samme kategori, men man kan dog søge om at skifte én gang, men så skal man fortsætte i den nye kategori.

Jeg vil gerne prøve et andet kursus, men det tilhører ikke den kategori jeg er i nu, men sjovt nok tilhører truckkurset begge kategorier, men jeg var altså på et kursus der var tilknyttet den anden kategori, selvom det er det samme kursus. Jeg undrer mig over, hvem der udtænker disse regler.

Nogle af de, alt for mange, socialistisk inklinerede borgere kunne sikkert finde på at spørge: “Jes, burde du ikke bare være taknemmelig for at du kan få kurser helt gratis når du er ledig?” Mit svar er: “Kurserne er ikke gratis, og jeg har selv betalt dem gennem 40 år på arbejdsmarkedet, i landet med verdens højeste skatter og afgifter”. Så svaret er nej. Systemet er ved at gå til grunde, som socialistiske stater altid gør. Det viser historien. Det er kun et spørgsmål om tid.

Senere på dagen ringede et vikarbureau og vi aftalte et møde på fredag om et muligt vikariat. Så det bliver interessant, og det var en god dag, og jeg fortsætter vedholdende mine studier af Eckhart Tolles visdomsord, der er fantastisk enkle, men udfordrende at praktisere og integrere.

Selvom den ovenstående kritik af et system, der er kørt af sporet, lyder som negativ brok, er jeg ikke emotionelt påvirket. Jeg betragter det med distanceret interesse.

Og jeg er helt sikker på, at der er mange velmenende medarbejdere, der prøver at gøre sit bedste i dagligdagen. Udfordringen for mig er at finde fordelen ved at være der hvor jeg er. Hvis man ikke troede på at Titanic var usænkelig, kunne man lade være med at gå ombord, men nu er jeg jo på skibet, så hvordan vender jeg det til min fordel.

Crede et Vicisti – Tro og Vind