En beklagelig hændelse, og perspektivtegning
Det er vistnok søndag morgen 🙂 Kl. er 4.13 og ingen normale mennesker er stået op, har spist morgenmad og er klar til at skrive. Men det er jeg. Jeg ville dog have foretrukket at sove lidt længere, men der er nogle tanker jeg har lyst til at nedfælde og dele.
I går havde jeg en mindre behagelig oplevelse, som jeg egentlig gerne ville have håndteret anderledes. Men det lader sig naturligvis ikke gøre. Sket er sket.
Jeg havde fået den skønne opgave at hente mit barnebarn og hendes mor på togstationen i Roskilde, da de ankom efter en ferie i Spanien. Den lille pige hoppede, heldigvis, og som jeg havde håbet, op til mig og jeg bar hende hele vejen fra perronen, gennem den underjordiske passage, og op til stedet hvor min bil stod parkeret.
Jeg havde omhyggeligt sat p-skiven, men da jeg nærmede mig bilen, så jeg en p-vagt der stod ved min bil og fotograferede p-skiven. Jeg kunne mærke raseriet flammede op i mig og jeg råbte: “HEY, hvad laver du ved min bil?”.
Jeg var ikke så mobil fordi jeg bar den lille pige på armen, men jeg nærmede mig og spurgte om der var noget galt? Der var ikke belæg for at udstede en bøde, men han beklagede sig over at jeg havde råbt ad ham. Han var jo også et menneske, som han sagde. Han var ikke indfødt dansker, så kommunikationen var ikke helt optimal.
Jeg har tidligere skrevet om min besynderlige oplevelse i Silvan, i marts 2023, hvor jeg modtog en p-bøde for at parkere på deres p-plads som kunde, men har lige fået denne bøde refunderet da Silvan åbenbart kan få p-vagtfirmaet til at tilbagebetale på opfordring.
Så hvorfor overhovedet udstede bøden?
Nogen vil måske, med rette, stille spørgsmålet, “Jamen Jes, mener du at have ret til at parkere ulovligt som det passer dig? Skal du ikke overholde loven som alle andre?”
Jo det skal jeg da, men jeg har bare lidt svært ved at forstå, og acceptere at Danmark skal være et land hvor man opsætter booby traps og snubletråde for borgerne, for at skabe basis for en forretningsmodel der går ud på at udstede dummebøder til dem der har lavet en fuldstændig ligegyldig “forbrydelse”.
En bøde på kr. 875,- i verdens hårdest beskattede land.
På den pågældende p-plads er der mere end 200 pladser, men da det var lørdag, var kun ca. 40 pladser opdaget, de fleste givetvis af folk som mig, der skulle hente eller bringe. Det kræver særlig tilladelse at holde i længere perioder, ellers 15 minutter med p-skive.
Det er beklageligt at p-vagten skulle lægge ryg til min frustration over det overvågede, privatlivskrænkende, søvngængerskabende socialist hul Danmark har udviklet sig til, og endnu mere ærgerligt at mit barnebarn skulle høre det.
Hun lod sig dog ikke på nogen måde mærke af det, så jeg tror ikke der er sket nogen skade.
Nu vil jeg forlade dette kedelige emne, for denne gang, og fortælle lidt om noget helt andet, der OGSÅ kræver ubønhørlig, ubøjelig, kontinuerlig, stædig vedholdenhed.
Nemlig, tegningens ædle kunst, nærmere bestemt, perspektivtegning.
Jeg har nu gennemført den første 250 box challenge på Drawabox kurset.
Det er træning i at tegne kasser i perspektiv, i fri hånd, uden horisontlinje og forsvindingspunkter – kun på øjemål.
Er jeg blevet bedre, spørger jeg mig selv? Det tror jeg nok. Lidt.
Indlæring er en langsom, ikke-lineær proces, hvor man, trods næppe synlig fremgang, må tro på, at det nok skal komme. Der er gode stunder og dårlige stunder, gode kasser og dårlige kasser. Koncentration og træthed spiller en stor rolle og det er vigtigt at være opmærksom på hvornår man skal holde pauser. Indlæring sker i trin eller “spring”, hvor man efter længere perioder uden synlig fremgang, pludselig kan opleve forbedring.
Nu venter en ny udfordring – 250 cylinderformer i perpektiv.
250 er bare et tal, men det giver en tilfredsstillende følelse af fyldbyrdelse. Det bliver konkret. Men det stopper ikke der. Måske skal jeg lave 500, eller 5000 kasser før min teknik er acceptabel.
Som Arnold Schwarzenegger siger: “No matter what it takes – Wørk your ass off. Do it – do it now.”
Crede et Vicisti – Tro og Vind
I WILL BE BACK