En elefant i en porcelænsbutik

Jeg har brugt tid på at tænke på Heinz Guderian.

Som de fleste ved var han tysk general under 2. verdenskrig, og mest kendt som manden, der meget tidligt så potentialet i pansrede køretøjer, og senere perfektionerede det, der i folkemunde kaldes “blitzkrieg” eller lynkrig.

Det korrekte udtryk var vist Bewegungskrieg, og var en militær doktrin der gik ud på at bevæge militære tropper hurtigt og koncentreret, dybt ind bag fjendens linjer for at bryde gennem, omringe og adskille en overrasket fjende, der havde svært ved at finde en frontlinje at fokusere på og havde problemer med at komme sig over det voldsomme angreb.

Det var en koordineret indsats, men et vigtigt element var, at man ikke skulle sprede de pansrede køretøjer over en bred front, men bruge dem koncentreret og det skulle helst gå hurtigt. Som Guderian sagde, “man slår jo altid med en knyttet næve, ikke med fingrene spredt ud”.

Da jeg forleden aften stod og fotograferede en snegl, og beundrede den smukke skabning og glædede mig over det langsomme tempo, der gav mig mulighed for at nå at indstille kameraet, som jeg stadig udforsker og ikke er helt fortrolig med, erindrede jeg en artikel jeg læste forleden dag i Zetland. Den var lang og ubehagelig, men ikke overraskende. Den beskriver en magtgal statsminister, Mette F, der vil styre alt ned i mindste detalje, og den afslører, at alt altid skal gå meget hurtigt.

Det er en artikelserie der hedder “Alting haster”.

En hel del folketingsmedlemmer, har tidligere gjort opmærksom på at forslag de skal tage stilling til, får en helt urimelig kort deadline inden de skal svare.

Det samme gælder den digitaliseringsproces, som Danmark, af en eller anden grund, skal være foregangsland for. Det foregår i et vanvittigt tempo. Mange kan ikke følge med og der tilbydes åbenbart ikke et analogt alternativ.

Hvorfor? Er det en konkurrence? Eller er det snarere et kapløb med tiden?

Inden befolkningen opdager, hvad der har ramt dem? At de er indfanget i magtgale menneskers overvågnings- og kontrolsystem?

Mink skulle dræbes, og det skulle gå hurtigt, uagtet at konsekvensen bliver en række uacceptable fejl og ulovligheder. Haste udviklede eksperimentelle vacciner, der ikke har gennemgået normale test og godkendelsesprocedurer, fordi de er fritaget fra disse, skulle i hast sprøjtes i så mange som muligt, hurtigst muligt, også i børn.

Politiske modstandere, befolkningen, kolleger, øvrige ministerier, skal køres over så hurtigt, at de ikke opdager, hvad der rammer dem.

Det synes at være Mette F.s taktik. Som en elefant i en porcelænsbutik, eller en kampvogn på en slagmark. Det er en glimrende sammenligning, men Guderians lynkrigstaktik mistede sin effekt, da modstanderne blev bedre forberedt og lærte at håndtere metoden.

Tænk, jeg fik et kompliment i går. Jeg opdagede at jeg manglede få, men vigtige ingredienser i mit køleskab, og spadserede til den nærliggende Superbrugsen, og foretog mine indkøb. I mine egne tanker stod jeg i en ret lang kø og fløjtede den gamle klassiker “Java Jive”, efter bedste evne.

Og en dame der stod foran mig vendte sig og sagde “Du fløjter virkelig godt – det hører man sjældent, det er hyggeligt.”  Jeg takkede naturligvis og svarede, at hun da også måtte i gang med at fløjte noget mere, men hun forklarede at hun ikke selv var så god til det.

Jeg foreslog at hun skulle træne, men det vakte vist ikke genklang. Men jeg fik lov til at komme foran hende i køen, måske fordi jeg kun havde relativt få varer.

Crede et Vicisti – Tro og Vind