Et mirakel

Jeg har skrevet en del om de små mirakler der sker i hverdagen, men som man måske ikke opdager, fordi man er uopmærksom.

D. 19.6. dette år, skrev jeg en historie om at finde en mentor.

Da jeg skrev historien, lavede jeg en del fejlantagelser. Blandt andet at muligheden for at det kan lade sig gøre, havde noget at gøre med økonomi – at det koster penge. Jeg skrev heller ikke specifikt om den male og tegneteknik og kunst, der senere har grebet mig, men som jeg på daværende tidspunkt kun legede med.

Og nu er miraklet sket. Jeg har fundet en mentor.

Han hedder Dan Frøjlund og han er kunstmaler. Og jeg kan godt sige, uden den mindste overdrivelse, at Dan virkelig kan male og tegne. Han har styr på teknikken. Og jeg mener det seriøst. Han har arbejdet som illustrator i tiden før computerne tog over og blev senere kunstmaler i flere genrer. 

I dag arbejder han primært med “Superrealisme” – med ultrarealistisk gengivelse af forskellige motiver, ofte stilleben med glas, der er lidt af et speciale for ham. Men han laver også portrætter og andet.

Men gør mig den tjeneste at søge på hans navn Dan Frøjlund og se billederne der dukker op. Han har nemlig ikke noget website – endnu. Eller følg ham på Linkedin https://www.linkedin.com/in/dan-frøjlund-3269b55b/

At Dan er blevet min mentor er han sådan set selv skyld i. Han skrev til mig på Linkedin:

“Det bekymrer mig altid lidt, når folk ryger i “Posca fælden” – der er tusindvis af muligheder, og de ligger ikke der.”

Det er måske en lidt kryptisk bemærkning, men udtrykket “Posca fælden” refererer til de akrylmarkers, eller “tusser” som jeg har brugt til male hønsebilleder. Posca er det mest udbredte mærke i den genre og, måske derfor, bruger jeg Molotow, men det er i praksis samme type produkt. Jeg er klar over at det er en begrænsning og vidste godt at jeg skulle videre på et tidspunkt.

Dan inviterede mig til Odense, hvis jeg kom forbi en dag, og med mine veludviklede “mirakelsanser”, forstod jeg at det var en invitation jeg skulle sige ja til. Så få dage efter, sad jeg i bilen på vej til Odense. Og vi havde en rigtig god samtale. Ikke kun om kunst og teknik, men også om livet, filosofiske og politiske betragtninger, hvor vi svinger på samme frekvens.

En mentor er, efter min opfattelse, ikke en lærer i traditionel forstand. Jeg skal selv lære at male og tegne, jeg skal studere og øve mig i timevis. En mentor er mere en der, fra et metaplan, af og til kigger lidt på det man laver, og kommer med et par bemærkninger, gerne lidt provokerende og drilagtig, som den med Posca fælden. Men det kan også være meget konkret.

Dan foreslog en øvelse der omgående gav mening. Jeg skal øve mig i at male kun med farverne hvid, sort og okker. Formålet er at øve sig i at fokusere på få farvers valør, eller lysstyrke, og ikke lade sig forvirre af for mange farvenuancer. Og jeg så straks for mig flere af Alberto Giacomettis portrætter, der netop er malet på den måde, og med disse farver.

Det var meget konkret og det råd vil jeg følge.

Endnu en fantasihave med vilde blomster og høns er afsluttet.

Det er nok ikke tilfældigt at dette billede primært er malet med akrylfarver på tube og rigtige pensler, og kun minimal brug af akrylmarkers. Jeg vil følge et råd jeg fik og lade være med selv at kommentere billedet. Det er som det er, på godt og på ondt 🙂

Crede et Vicisti – Tro og Vind

Mentorhistorien kan læses her: https://erduder.dk/en-mentor/