Første møde

Dagens historie skal uden tvivl handle om mit møde med jobcenteret.

Jeg vil ikke benytte billige historiefortæller-tricks og udskyde afsløringen om resultatet af mødet til senere, men straks fortælle at det forløb uden problemer – i en venlig, positiv og konstruktiv tone. Den eneste uforudsete hændelse, opstod fordi den person jeg skulle møde, var blevet syg, så en vikar måtte i hast træde til, og det klarede hun fint.

Jeg ved ikke helt hvad formålet med disse møder er, men noget af tiden går med at fortælle mig om hvilke muligheder jeg har for uddannelse, kurser etc. Og de vil også gerne høre hvad jeg gør for at finde et job.

Jeg valgte at spadsere hen til stedet, fordi det var smukt vejr, og jeg var ualmindelig søvnig, fordi jeg er inde i en periode hvor jeg vågner tidligere end jeg bør, så jeg vurderede at turen ville gøre godt, som spadsereture altid gør.

Bortset fra at den begyndte for tidligt, fik dagen den bedst tænkelige start. Jeg sad i mørket og var ved at være færdig med at skrive dagens historie, og kl. 6.15 ringede min telefon. Det var mit lille barnebarn på 6 år, der lige ville høre om jeg kunne hente hende efter skole i morgen, som er i dag, fordi fremtiden nu er blevet nu. Det var egentlig meningen at hendes mor skulle have fri, men ekstra opgaver på jobbet som socialrådgiver, meget apropos, havde kaldt hende på arbejde. Hendes mor fortalte senere at hun havde forsøgt at tale hende fra at ringe, men den lille varede: “Mor farfar står altid op før mig, så han er faktisk vågen”.

Sådanne oplevelser og historier er frydefulde og jeg føler mig privilegeret.

Fordi jeg åbenbart gik hurtigere end forventet, ankom jeg til jobcenteret i god tid. Mens jeg ventede, tænkte jeg på det jeg har lært, eller gen-lært, af Eckhart Tolle og flere andre kloge lærere gennem tiden, der især den seneste tid, bliver genopfrisket, så det er helt fremme i min opmærksomhed. At være til stede i nuet, uden at fodre det med tanker, der blot er forventninger, bekymringer, gætterier, om en fremtid der endnu ikke er kommet, og heller aldrig kommer, for når fremtiden er der, er den nutid og ikke fremtid og ofte helt anderledes end forventet.

Mens jeg sad og kiggede på folk der kom og gik, tænkte jeg på forfatteren Dennis Nørmark, der har skrevet bogen “Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting” og er aktuel med en ny bog der hedder “Ufrihedens pris – hvordan vi lærte at tro at vi ingenting kan”. Sidstnævnte udkommer 11.10.23. og her er en lille smagsprøve:

“Aldrig før er vi blevet så styret, reguleret og administreret som i dag. Samfundet og statens tætte greb gør os usikre, famlende og modløse. Men hvordan er det nået så vidt? Hvordan lærte vi at tro, at vi ingenting kan?”

Jeg er ganske enig, men når man oplever niveauet på dem, der burde føre an i debatten, kan man godt blive modløs, hvis altså ikke, man som jeg, er ukuelig optimist.

Debatten skal føres fra et andet plan. Fra afstand, ikke lade sig trække ind den tilsyneladende pålydende værdi, men forstå de bagvedliggende motiver og konsekvenser.. Vertikalt.

Jeg skal hele tiden minde mig om at det jeg søger gennem Tolles belæringer, er ikke bare fred i sindet og være i en lykkelig, apatisk, ligegyldig, semi-nihilistisk tilstand, men at få kontakt med den virkelige kilde til kreativitet, den der kan findes i stilheden, og forhåbentlig bliver omsat til noget brugbart.

At lære at trives i den verden, der er nu, er ikke målet, for det er mennesker ikke konstrueret til. Det skaber ikke trivsel, som Nørmark skriver, men det modsatte. Mistrivsel. Meget tyder på, at vi er midt i en “modningsproces” hvor latente totalitære tendenser, bryder ud i lys lue. Narcissisterne og psykopaterne er sprunget ud, og forsøger ikke længere at skjule deres dagsorden.

Jeg mærker en underliggende vrede over det, der foregår. Det har konsekvenser. Glem ikke at man for ganske kort tid siden, lokkede forældre til at lade deres ned til 5 årige børn blive sprøjtet med en utestet eksperimentel, såkaldt vaccine. Den havde ikke den påståede effekt, men man brugte frygt og skyldfølelse til at manipulere og styre folk.

Og ingen af de ansvarlige har format til at indrømme fejlene og sige undskyld. Og man forsøger endog at ignorere dem, der har fået skader.

Hvorfor er der ikke flere, der reagerer vredt? Hvorfor forbliver mange misbrugte børn loyale over for dem, der misbruger dem? Det må være samme svar.

Senere på dagen fik jeg en anden god meddelelse. Det teleskoplæsser kursus jeg er tilmeldt, er godkendt, så det vil jeg frem til – selvom det ligger et par uger ude i fremtiden og meget kan ske inden da. Mens jeg venter, forsøger jeg at leve i nuet.

Crede et Vicisti – Tro og Vind