Fortiden har indhentet mig

Fortiden har indhentet mig. Helt bogstaveligt.

Den sidste måned har jeg arbejdet på et lille projekt jeg, så vidt jeg erindrer, aldrig har prøvet  før. Jeg fik en tilskyndelse til at lave en opgørelse, eller opsummering af året 2023, der på mange måder har været usædvanligt. Dagbogsnoter med tilbagevirkende kraft, kunne man også kalde dem? 

Så jeg startede et dokument og begyndte at se tilbage på året.

Jeg har jo siden mine teenageår været en entusiastisk fotograf, og tager derfor mange billeder, og ved hjælp af min kalender, som jeg dog ikke bruger disciplineret, men af og til, og mine mange historier, memorabilia, tegninger, og selvfølgelig hukommelsen, der stadig fungerer ganske glimrende, så vidt jeg husker, har jeg forsøgt at nedfælde året, måned for måned, dag for dag, og beskrive de oplevelser der kommer op og som jeg finder betydningsfulde..

Fra starten vidste jeg at det skulle gå langsomt, jeg har ikke travlt, skal ikke nå nogen deadline. Projektet er udelukkende for min egen skyld. Jeg ved ikke hvorfor, men måske et behov for at bearbejde et ret usædvanligt år. En talemåde lyder “Ingen kender dagen, før solen går ned”. Eller var det Storm P. der omskrev til: “Ingen kender dagen før værtshuset lukker?”. Den er sjovere, men jeg går aldrig på værtshus og drikker sjældent alkohol, selvom jeg må indrømme at en hvidtøl i ny og næ, bekommer mig vel.

Som sagt valgte jeg at processen med at kigge tilbage på året, skulle være langsom, for det handler mest om at bearbejde, forstå, hvis der er noget at forstå, og lære, og måske opdage et mønster? Se, mens jeg skriver dette, kommer jeg pludselig til at tænke på at opsummeringen også bør indeholde en liste over bøger jeg har læst og lyttet til. Det havde jeg helt glemt.

Det er paradoksalt at jeg, der er så optaget af nuets kraft, og har læst og genlæst alle Eckhart Tolles bøger om emnet, bruger tid på at se tilbage.

Jeg erindrer tydeligt at jeg på den første arbejdsdag 3. januar, bakkede en Iveco kassevogn med lift, ind i en bygning, i regnvejr, i mørke, fordi alt lys var slukket, der var jo krig, kan du huske det?, bygningen var matsort og umulig at se, og jeg besluttede at det var et tegn der signalerede at 2023 ville blive et fantastisk år. Jeg genlæste nu min post fra 4. januar, at jeg åbenbart havde besluttet at være mere uforsigtigt og fandenivoldsk i 2023. Det havde jeg glemt. Jeg opfandt også et udtryk på “latin”. Intercursus cautela (delvist selvopfundet latin) – Fuck forsigtighed.

Måske var jeg uforsigtig i 2023. I hvert fald i forhold til jobs, som jeg har udskiftet et par gange og med selvvalgte og selvbetalte pauser. Men det var velovervejet, så at kalde mig for fandenivoldsk, er nok lige at stramme den.

Jeg har efterhånden genskabt 2023, og nåede for nylig frem til nuet, så den seneste tid har min opsummering gået fra at være søgen i fortiden, til dagbogsnotater i nutid.

Men jeg kommer stadig i tanker om hændelser der skal ind i min opsummering og jeg overvejer at lave en notesbog med billeder, skitser, memorabilia og andet, fra 2023, men tiden vil vise om det sker. Året har været præget af selvvalgt jobusikkerhed, et dødsfald i nær familie, men også en række dejlige oplevelser med dem der står mig nær, og alligevel er det som om det er foregået i en forholdsvis rolig iagttagende tilstand. Det skal nok gå.

Crede et Vicisti – Tro og Vind