Fra Socialpædagog til Møbelsnedker

Min oldefar var brændevinsbrænder og hestepranger. Min bedstefar var karetmager og hjulmager. Og min far blev typograf.

Og jeg er blevet møbelsnedker. Jeg er oprindelig uddannet socialpædagog, men jeg har været langt omkring.

Jeg startede som 16 årig med at tænke: “Hvad skal man lave her i livet”

Jeg var altid glad for at lave mad og jeg havde en onkel der arbejdede for et rederi. Han kunne skaffe mig en tur med et fragtskib. Efter folkeskolen kom jeg ud og sejle som kokkeelev. Turen varede i 4 måneder og vi sejlede i Middelhavet.

Det var før mobiltelefonen og jeg talte faktisk ikke med mine forældre i den tid jeg var væk. Og de fik heller ikke postkort. Jeg kom jo sjældent i havn, og hvordan sender man et postkort når man ligger i Tripoli i Libyen. Det kunne jeg ikke finde ud af.

Da turen var slut havde jeg fundet ud af at jeg ikke skulle være sømand. Det var en stor oplevelse, men det var en anden kultur og det sagde mig ikke noget.

Men jeg overlevede og jeg var et andet menneske da jeg kom hjem. Så man skal ikke være bange for udfordringer.

Den modstand, der ikke slår dig ihjel – gør dig stærk, som Friedrich Nietzsche sagde.

Da jeg kom hjem, gik jeg på gymnasiet og tog en studentereksamen. Derefter overvejede jeg igen hvad jeg skulle tage mig til.

Alle i min familie er håndværkere. Jeg følte mig fristet af at blive tømrer, men så kom jeg på universitetet. Det gjorde alle og det gjorde jeg også.
Jeg læste historie og samfundsfag, men det var dengang marxisterne havde indtaget universiteterne. Det handlede ikke om historie og samfundsfag. Det var meget politisk og det var kedeligt.

Jeg mødte en fransk pige som jeg giftede mig med. Hun blev gravid og vi fik et barn.

Så skulle der jo ske et eller andet. Jeg skulle finde en uddannelse og det skulle hun også. Vi startede begge på seminariet og blev pædagoger.

Det var egentlig ikke noget jeg brændte for. Det var mest for at få en uddannelse og tjene penge. Men jeg var heldig og fik et job i en døgninstitution, hvor man lavede et nyt forsøg med placere en institution i nærmiljøet.

Før sendte man børn fra belastede familier, langt væk, men nu kunne de flytte ind på institutionen og stadig være tæt på hjemmet. Vi udviklede en helt ny pædagogik omkring det. Der blev skrevet bøger om det og det blev faktisk meget spændende. Jeg var der i 10 år, men jeg vidste inderst inde godt at det ikke var noget jeg skulle lave resten af livet.

Det blev for kedeligt og man sad for meget og kiggede ud ad vinduet. Jeg savnede et mere konkret arbejde.

Så jeg begyndte igen at spekulere over hvad jeg skulle lave. Det brugte jeg et par år på.

Jeg havde jo denne gamle drøm om at blive håndværker. Jeg har altid godt kunnet lide at lave noget med mine hænder.

Så jeg sad og kiggede efter annoncer i telefonbøger, som man havde dengang. Jeg over en annonce hvor der stod:

“Møbelsnedkeri.
Restaurering af møbler”

Da jeg så den annonce, tænkte jeg. Det er lige mig.

Jeg kunne godt se at jeg ville være 40 inden jeg var færdig med uddannelsen og det med at kravle på stilladser og lægge tag som tømrer, det fristede ikke så meget. Så pumpede jeg cyklen og kørte ud til møbelsnedkeren i Valby. Og da jeg havde plaget ham tilstrækkelig længe, accepterede han at jeg startede. Det var rigtig spændende.

Det der ikke var så spændende var at jeg lige var blevet skilt. Derfor skulle jeg forsørge mig selv, mit barn og skaffe mig et sted at bo. Det kunne jeg ikke på en lærlingeløn. Så jeg fandt et job som nattevagt på en ungdomspension.
Det var fra kl. 23. til 7 om morgenen, 7 dage i træk, hver anden uge.

Efter vagten var slut, tog jeg direkte ud på lærepladsen og arbejdede hele dagen som møbelsnedker.

Det var hårdt, og jeg ved ikke hvordan jeg klarede det. Men jeg bed tænderne sammen og besluttede at jeg var nødt til at gøre det for at klare mig.

Jeg havde heller ikke noget sted at bo. Jeg levede en ret forhutlet tilværelse i den periode. Til sidste lånte jeg en sofa hos mine forældre. Så kunne jeg sove der hver 2. uge. Jeg arbejdede hele tiden og så kun mit barn hver 2. weekend.

Men da jeg var færdig som lærling efter 3,5 år, havde jeg opsparet et ret stort beløb. Pengene gav mig mulighed for at realisere en anden drøm.

Jeg købte et hus med tilhørende værksted, fordi jeg ville arbejde som min bedstefar. Han var hjul og karetmager og havde værksted ved sit hjem.

Han stod op kl. 5 og gik tur i skoven med sin hund. Derefter tilbage og arbejde. Trængte han til en middagslur, kunne han lige smutte ind og ligge lidt.
Og så tilbage til værkstedet og arbejde. Arbejde og privatliv hang sammen og han kunne arbejde og hvile som han havde lyst til.
Og han gik ikke så højt op i arbejdstid. Så længe der var lys, arbejdede han.

Sådan havde jeg også lyst til at arbejde. Og i mit nye hus kunne jeg skabe den tilværelse.

Det gik rigtig godt i en årrække. Men jeg fik problemer med en nabo der klagede over mig og alle andre. Jeg var derfor nødt til at finde et nyt værksted.

Jeg fandt et nyt sted, men det var kostbart og det krævede også en del modifikationer før det kom til at fungere. Det var en stor omvæltning, med meget usikkerhed om fremtiden. Min nattesøvn var ikke god i den periode. Men det gik godt og kunderne flyttede med. I dag har jeg en god forretning med mange forskellige opgaver. Jeg har haft mange lærlinge, så jeg har selv uddannet nye møbelsnedkere.

For nogle år siden gik jeg og bekymrede mig om hvordan det skal gå når jeg stopper og går på pension. Men en dag slog det mig. Hvem siger jeg skal stoppe? Jeg havde gået og programmeret mig selv oppe i hovedet og fået den ide at man skal på pension når man har en bestemt alder.

Gu’ skal jeg da ej stoppe.

Jeg elsker mit job og så længe jeg kan arbejde, vil jeg blive ved med at arbejde.

Kai Petersen, Egedam snedkeri