Hvordan bliver jeg en del af eliten?

I dag vil jeg skrive om eliten. Hvem er det? Hvordan bliver man en del af den?

Jeg blev inspireret til at skrive om det emne, fordi jeg i går tilfældigt læste et indlæg på Linkedin, af Anne Sophia Hermansen, der er kulturkommentator og skriver for Weekendavisen.

Hun startede sit indlæg med at spørge: “Hvorfor er det egentlig, at vi har så anspændt et forhold til eliten?” 

Dernæst nævner hun, at det i Danmark er blevet finest at være almindelig og skriver: “Det er et spøjst fænomen, at det – næst efter at være kongelig – nærmest er blevet finest at være almindelig.” – hun nævner en række “kendte” i en undersøgelse, der vurderer sig selv meget lavt i hvorvidt de tilhører eliten. Og hun slutter med at skrive: “Vi er bare et mærkeligt folk, og ligesom man kan lide at glutenintolerance, kan man også lide af eliteintolerance.”

Jeg er ikke synderligt imponeret af hendes analyse, der virker lidt uoplagt, og generelt er jeg heller ikke begejstret for Anne Sophia Hermansen, fordi hun var en af dem der gik all-in på (tvangs)vaccinering for CV19. Søg på ordene: “Bliv vaccineret eller bliv væk. Jeg er træt af at høre på vaccineskeptikeres uoplyste pølsesnak” – og du finder en artikel på Berlingske. Den er fra november 2021.

Men jeg fik lyst til at skrive om “eliten”, fordi jeg har tænkt over ordet før, og nu dukkede det op igen og jeg undrer mig. For hvem er eliten, hvordan bliver man en del af eliten, hvad kræver det? Så en række spørgsmål i oprigtig nysgerrighed.

Nu ved jeg godt at det bare er et ord og det kan bruges på mange måder og ord mister ofte deres oprindelige betydning, og af og til bliver de pludselig forbudt.

I sportens verden har man eliteudøvere og det kan man være på flere planer. Det kan være i en mindre golf- eller tennisklub, hvor der en eliteafdeling med klubbens bedste.

Sportsudøvere kan kalde sig hvad de vil, men de bliver til syvende og sidst vurderet på deres resultater.

Og fordi man vinder et klubmesterskab i en mindre tennisklub, er det ikke sikkert man har en chance for at vinde hvis man stiller op mod Novak Djokovic.

Men det er ikke umuligt, for de gudbenådede talenter kan komme alle steder fra.

Den spanske golfspiller Severiano Ballesteros startede som caddie, men måtte ikke spille på banen, der kun var for medlemmer. Men han øvede sig på stranden med et gammelt 3 jern, og til sidst fik man øje på hans talent og resten er historie.

Men elite bliver også brugt til at omtale dem, der bestemmer, og dem der har indflydelse.

Eksempelvis politikere og velhavende mennesker og mennesker der, på en eller anden måde, bliver “kendte”, kommer i offentlighedens søgelys og pludselig har en skare af fans der lytter til dem. Sociale medier har skabt nye muligheder og en helt ny “elite” af “influencere”, findes der et dansk ord? “Indflydere?” – nå det går nok ikke – der har været gode til at samle folk de kan påvirke med meninger og produkter og blive velhavende og derefter måske medlemmer af eliten?

At danskere skulle lide af eliteintolerance er måske rigtigt i et vist omfang, janteloven lever i bedste velgående, men samtidig viste coronapsykosen at en meget stor del af befolkningen var villige til at følge elitens ordrer, selv om det åbenlyst var noget løgnagtigt pseudovidenskabeligt og tydeligvis politiseret vrøvl.

Inklusive Anne Sophia Hermansen.

Det ekstreme forsigtighedsprincip ved virussen blev erstattet af det ekstreme ligegyldighedsprincip ved “vaccinen”, men det undrede ikke mange og dem der gjorde blev hånet.

I modsætning til sportsfolk der skal præstere på et højt niveau, og vise resultater, består den politiske “elite” primært af mennesker uden uddannelse, uden erhvervserfaring, hvis eneste kvalitet er at de har en stærk trang til at bestemme over andre, og vil gøre alt for at opnå magt, også gerne lyve for hele befolkningen, slette sine spor og lukke sig bag en uigennemtrængelig mur af løgne og fortielser. De har ikke engang en oprigtig mening, for den tilpasser de opportunistisk efter hvad vej vinden blæser.

Måske er elite et mindset. Et drive og en evne til at motivere sig selv, drevet af talent og et begær, de forsøger at tilfredsstille med alle midler. En elitesportsudøver skal være parat til at investere store mængder tid og kedelige timer på at træne, fravælge det søde liv, for måske at opleve rusen ved at vinde.

En elitemagtbegærlig politiker skal tilbringe mange timer i møder, lytte og vente og lyve og fordreje, for af og til opleve glæden ved en sejr, en post højere i det politiske hieraki, eller bare opleve glæden ved at indføre ny meningsløse frihedsindskrænkende regler for almindelige mennesker, uden at disse bidrager til at skabe et bedre samfund og bedre livskvaltet.

I sport er der regler, dommere, slowmotionoptagelser, målfoto, dopingkontrol. Hos magtens elite er der intet af den slags, tværtimod.

Elite er måske et mindset?

Det er tydeligt, at elite ikke nødvendigvis betyder ærlighed og troværdighed.

Så jeg synes eliteskepsis er sundt og meget nødvendigt.

Jeg ved ikke om jeg kommer nærmere et svar og jeg bliver nødt til at tage dette emne op igen senere, for det er spændende. Jeg kan anbefale bogen “Turning Pro” af Steven Pressfield, der omhandler hans vej til at blive professionel forfatter.

Men som jeg har skrevet så mange gange før, inspireret af Seeren fra Andalusien: der findes ingen endegyldige svar. Alt er både godt og skidt, rigtigt og forkert. Det gælder også Anne Sophia Hermansen, der helt givet er en sød, varm og intelligent person, der desværre lod sig rive med af den rus der kan opstå, når man er midt i flokken af eliteudøvere og mister overblikket.

Glem aldrig Mark Twains berømte ord:

“Whenever you find yourself on the side of the majority, it is time to pause and reflect.”

Crede et Vicisti – Tro og Vind