En ukonventionel golfputter
Og nu til noget helt andet. Dagens skriveøvelse skal handle om en Golfputter. Jeg synes den er interessant fordi den er usædvanlig og der ligger nogle ukonventionelle ideer bag designet.
Jeg vil fortælle historien om, hvorfor den ser sådan ud.
Dave Pelz er manden bag putterens design. Han er putte og shortgame guru og har været i golfbranchen i mange år. Han er en moden mand på 80 år, men stadig meget aktiv.
Som tidligere NASA videnskabsmand, har han altid været meget systematisk og analytisk i sin tilgang til golfspillet.
Næsten alle golfspillere har store problemer med at sigte korrekt. Oftest sigter de til højre for målet og korrigerer herefter. Det giver inkonsistente resultater.
En professor fra University of Maryland, fortalte Pelz, at når en golfbold placeres foran putterens slagflade, bliver de fleste distraheret og bruger ikke længere putterens sigtemidler til at sigte. I stedet fokuserer de på bolden og bruger den til at sigte med. Putterhovedet får mindre betydning.
Fjerner man bolden, kan de fleste sigte langt bedre.
Pelz afprøvede denne påstand med flere af de tourproer han samarbejdede med og fik den bekræftet.
Han fik nu den ide at konstruere en putter der havde flere plastikgolfbolde monteret i en række. Når man sætter den ned bag en rigtig bold, ser det ud som om den rigtige bold indgår i linjen af bolde. For at teste sin teori, konstruerede han nogle prototyper med helt op til 12 bolde monteret. Han fik flere tourproer til at teste den og de var begejstret. Men en putter med så mange bolde var upraktisk, og derfor valgte han 3 bolde, tog patent på ideen og bragte produktet på markedet.
I 1985 vandt D.A. Weibring en turnering med sådan en putter, og det fik USGA og Royal and Ancient til at reagere. De fandt at den ikke overholdt de gældende regler, og det blev forbudt at benytte den.
Produktet blev trukket tilbage og gik i glemmebogen.
En del år senere, kontaktede Callaway Golf’s chefdesigner, Dick Helmstetter, Dave Pelz og udtrykte interesse for at lave en tilsvarende putter, men i en form der overholdt reglerne.
Han tilbød Pelz 80.000 dollars for patentet, men Pelz ville have 2,5 dollar pr. solgt putter. Det var lige lovlig meget, men de blev til sidst enige om en pris på 250.000 dollars for patentet.
I 2001 blev Odyssey Whitehot 2-Ball putteren sendt på markedet. Det er den man kan se på billedet.
Den blev en kæmpe succes og er, sammen med Ping Anser, den bedst sælgende putter nogensinde. Og den overholder alle regler.
Det var dagens historie og skriveøvelse.
Foto: Jes Roger Petersen
Putter og bold venligst udlånt af Copenhagen Golf Center