Ikke for enhver pris
Det er fredag. Jeg føler mig ikke helt på toppen i dag, men som Morten Post sagde i julekalenderen Vinterbyøster i 1973: “Posten SKAL ud”.
I går lod jeg mig inspirere af et indlæg på Twitter, skrevet af en kulturkommentator Niels Frid.
Han brugte noget, der naturligvis blot var en talemåde, i forbindelse med nyheden om at Postnord ikke længere skal have statsstøtte.
Som amatørpsykolog, lommefilosof og ultraliberalistisk anarkistisk ekstremist, hæftede jeg mig først og fremmest ved ordene: “Som barn af velfærdssamfundet” og derefter gik jeg i selvsving – og han skrev videre “er det smertefuldt at opleve bærende søjler smuldre.”
Jeg fik senere en kommentar fra en af Danmarks førende frontkæmpere for retten til at leve et analogt liv, hvis man ønsker, Anders Kjærulf, der skrev at Frid nok mente det som:
“en hyldest til INSTITUTIONER og de søjler som staten bør oppebære for at vi overhovedet kan tale om et samfund, søjler, som samme stat netop nu, saver ned med foruroligende hast, så man i den grad kommer i tvivl om, hvad i alverden vi overhovedet betaler skat for?”
– Citat slut
Og her fik jeg igen lyst til at tage en sætning ud af sammenhængen og sige: Ja lige præcis, hvad er det vi overhovedet betaler skat for?
Og jeg tænkte på, om et postvæsen, der ikke længere er stort behov for, skal holdes i live for enhver pris. Og jeg tænkte på at velfærdsstaten engang i tidernes morgen vel var tænkt som en måde at hjælpe dem der var dårligt stillede, og havde brug for en håndsrækning, en servicefunktion for borgere der havde behov, men gennem årene i et uafbrudt vokseværk der åbenbart ikke kan stoppes, i dag har ændret paradigmet til at borgerne arbejder for at holde velfærdsstaten i live, men uden, i mange tilfælde, at kunne dokumentere en gavnlig effekt, uden ret og mulighed for at stille spørgsmål og kræve at vide hvad der foregår i stadig større tillukkethed og hemmelighedskræmmeri. En velfærdsstat, der respektløst invaderer folks privatliv, og den gensidige afhængighed bruges til at retfærdiggøre kontrol og overvågning.
Jeg kom til at tænke på dengang tv var uskyldigt og naivt, jeg huskede når min morfar og mormor skulle se nyhederne, som et fast ritual, og man gik hen til det store træmøbel og trak jalousilågen til siden og trykkede på den store mekaniske knap man både kunne føle og høre et tydeligt klonk, og langsomt tonede billede frem, man hørte den kendte jingle og så kom de hyggelige venner, som fortrolige familiemedlemmer, Bent Bertramsen, Flemming Madsen, Steen Bostrup m.fl. og jeg fattede ikke at det var starten på en grooming proces der altid starter med at opbygge tillid, hvorefter den politiserede manipulation langsomt, men sikkert indsneg sig ad bagdøren, men med tiden blev mere og mere tydelig, for til sidst at være helt åbenlys. Det har givetvis ikke været intentionen, men opportunistiske mennesker vil altid gribe muligheden.
Jeg har ikke set DR tv eller andre tilsvarende kanaler i snart 10 år og jeg så gerne at man privatiserede den kostbare mastodont og lod skatteyderne beholde deres penge.
Jeg ønsker ikke at betale for at blive overvåget og invaderet. Jeg vil være i fred.
Men nu vil jeg stoppe skriveriet, jeg har faktisk lovet at sende en pakke med nogle ting jeg har solgt på Den Blå Avis – med GLS 😀
Crede et Vicisti – Tro og Vind