Jeg er blevet medlem af klubben

Man skal huske at være god ved sig selv. Det har jeg sagt før 😀 Derfor har jeg foræret mig et klubmedlemsskab til Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Det er et dejligt sted og med min ny-genfundne glæde ved at tegne og male, planlægger jeg at lægge vejen forbi noget oftere end jeg har gjort de senere år.

Jeg har anskaffet et såkaldt 1+1 klubkort og det giver, i modsætning til det almindelige medlemskab, mulighed for at medbringe en gæst uden at denne skal betale for en billet.

Der er også andre fordele, eksempelvis 10% rabat i restauranten og butikken, rabat på billetter på op til 4 yderligere gæster og man får tilsendt publikationer 4 gange årligt – og flere andre ting.

Men det er primært for at motivere mig til at besøge stedet oftere, og lære de udstillede værker meget bedre at kende. For få uger siden havde jeg den store glæde at være med mit 5 årige barnebarn og hendes mor på museet og det var første gang de besøgte stedet. Det var mit indtryk at den lille pige syntes det var ret underholdende – selvfølgelig ikke på niveau med tivoli og bonbonland, men det var ok.

Når jeg kigger på billeder, bliver jeg ofte skuffet over det tekniske niveau. Det virker sjusket, ufærdigt og på et håndværksmæssigt lavt niveau. Jeg har nok ikke forstået kunsten så, for det er åbenbart ikke det det handler om. Men det gør det for mig – også. Men jeg er også primitiv, stivnakket og gammeldags 😀

Apropos lavt håndværksmæssigt teknisk niveau, så er dagens hønsebillede fra mig, et lille eksperiment. Jeg havde behovet for at slå mig løs, og fik lyst til at blande flere forskellige materialer. Først kul, så akvarel, så akrylmarkers og igen kul osv. Papiret er 160 g. Fabriano mixed media. 

I går købte jeg adgang til filmen “Seeren fra Andalusien” af Lars Muhl, og jeg kom til at tænke på en passage fra bogen, om netop kunstnernes rolle.

Her er et uddrag:

“Når kunstnere opfanger noget i universet kan de omsætte det til noget smukt. Ikke smukt i gængs forstand, men smukt i universel forstand, sådan at kraften udtrykkes i værket. Men langt de fleste forfalder til egoisme. Derfor spiller kunsten ikke længere den rolle, som er tiltænkt den. Kunstnere er i de fleste tilfælde små børn, der leger, uden at forstå omfanget af de kræfter, de leger med. Og jo mere personificeret kunsten bliver, desto mindre bliver den. Så er kunstnere ikke mere det universelle talerør. Gaverne, de har fået, har de ikke fået for deres egen skyld. En god forfatter, poet, billedkunstner, musiker, filmmager, sanger, danser et cetera er oversætter og fortolker af det universelles sprog, det bevægeliges sprog, ord, billeder og musik, som bevæger. Inspirationen er ikke deres, ikke en gave til deres personlighed, men noget de har pligt til at forvandle og give videre. Så bliver det smukt. Seeren ser – og bevæger. Maleren malere ud fra det universelle, ikke ud fra sig selv, og ikke for sin egen eller pengenes skyld. Leonardo da Vinci var formidabel. Han forstod at omsætte tingene i den ånd, han modtog dem. Han var visionernes talerør. Det var en form for klarsyn. Han forstod, at det var hans opgave, at udvikle profetisk sans.

Det var tydeligt, at han tillagde dette stor vægt.

– Der findes ingen sand kunst ud over evnen til at se og lytte på det oversanselige niveau. At være åben for den kosmiske impuls. En kunstner må være villig til at skærpe sin bevidsthed og sine intuitive sanser, for at kunne se og frigøre det humane og kosmiske i selv det mest ubetydelige, banale, overfladiske og middelmådige. Han må aldrig forfalde til blot at gengive. Kunstnerens opgave er at forvandle. Desværre er kun de færreste villige til at give afkald på de personlige ambitioner, egoismen og dens strategier, der altid står i vejen for den højere erkendelse.”

Jeg vil glæde mig over at jeg nu har ubegrænset adgang i en længere periode, ikke mindst da besøg på museer og andet, har været besværliggjort af den berømte “tv-virus” der blev markedsført som det værste siden pesten hærgede. Især for os der ikke hoppede på pseudovidenskabelige og symbolpolitiske tiltag.

Heldigvis kan jeg glæde mig over at den historie langsomt men sikkert falder fra hinanden, og det bliver tydeligt at de opportunistiske og politisk motiverede over-reaktioner har været langt mere destruktive end den relativt ufarlige virus.

Det ærgerlige er at så mange kunstnere svigtede og ikke havde modet til at sige fra.

21 x 29,7 cm. 160 g. mixed media papir.

Crede et Vicisti – Tro og Vind