BlogMission Burhøne

Jeg kører Suzuki

Der sker mange dramatiske ting ude i verden, men jeg afholder mig fra at forholde mig til de fleste af dem. Kun når myndighederne vil forsøge at bilde mig ind at jeg skal gå med masker på grund af en ufarlig virus, eller forsøger at tvinge mig til at sprøjte mig, eller endnu værre, mit barnebarn, med utestet eksperimentel medicin på grund af omtalte virus, siger jeg fra med min egen lille ordkrig, som sikkert ikke har nogen effekt, men det tilfredsstiller i høj grad mig selv, og det er et godt udgangspunkt.

Men i går så jeg til min glæde, at den amerikanske præsidentkandidat Robert F. Kennedy Jr. som forventet har valgt at fortsætte sin kampagne som uafhængig. Det vil sige, at han ikke længere er tilknyttet demokraterne eller andre partier. Om det vil lykkes er tvivlsomt, men jeg føler mig sikker på at det er en bedre vej at løfte sig ud af ideologer, fastlåste holdninger og de klassiske skyttegravskrige.

I denne tid arbejder jeg meget med at forstå et paradigme som jeg blev opmærksom på igen, da jeg for nylig begyndte at læse Gay Hendricks bøger om selvsabotage etc, og ikke mindst da Eckhart Tolle’s bøger kom ind i mit liv, igen. Jeg tænker på paradigmet der hævder at problemer sjældent forsvinder ved at bekæmpe dem, men en bedre metode er at bringe dem frem i bevidstheden og belyse dem med opmærksomhed og accept. Så vil de, med tiden, fylde mindre, og forhåbentlig helt forsvinde.

Tolle bruger også et andet udtryk, smertekroppen, som han beskriver som en del af de fleste mennesker, hos nogle stærkere end andre, men en trang, et behov der er skabt gennem de mange smertefulde oplevelser et menneske har været igennem.

Det paradoksale er, at hvis smertekroppen dominerer, kan mennesker finde en vis tilfredsstillelse i at søge, og (gen-)skabe smerte, selvom det lyder ulogisk. Ikke fordi det er rart, men fordi man ikke tror det kan være anderledes. Det afspejler menneskets indre overbevisning.

Robert F. Kennedy Jr. forsøger at skabe tilslutning til et politisk budskab, der handler om det modsatte af skyttegravskrige og konflikter, der tilsyneladende eskalerer i disse år. Han prøver at samle folk med forskellige meninger, og han har også en vis succes med det, for mange er trætte af konflikter, og mange kan sagtens rumme mennesker der har en anden mening end dem selv. Men da de fleste mennesker er påvirket af smertekroppen, er det tvivlsomt, om han kan skabe et flertal.

Men der er flere penge i magt og kontrol, og en af de bedste måder at opnå kontrol, er “del og hersk” metoden og den benyttes flittigt. Og langt de fleste mennesker er helt ubevidste og er villige til at tro på de mest bizarre historier, uden at bruge tid på at undersøge om der er hold i påstandene.

Til slut vil jeg bare sige at jeg kører i Suzuki og det er den bedste bil i verden, og især dem der kører BMW er nogle idioter. Og mit foretrukne kamera er Sony, og især Nikon og Canon brugere er fatsvage. Og jeg holder med Maribo boldklub, og havde det ikke været fordi deres boldbaner er så dårlige, havde de ligget i Superligaen 😀

Crede et Vicisti – Tro og Vind