BlogMission Burhøne

Helt på månen

Dagens historie skal handle om meninger. Med mindre jeg ændrer mening.

I går forsøgte jeg at gøre mig morsom på bekostning af mennesker der diskuterer hvilket bilmærke, kameramærke, fodboldklub, eller noget helt andet, er bedst, vigtigst, mest betydningsfuldt, og måske endda bliver uvenner over det. I værste fald slår de måske hinanden ihjel.

Jeg har tænkt lidt over hvordan en mening egentlig opstår? Hvor kommer den fra? Hvorfor er det så vigtigt at have en mening? Er det overhovedet vigtigt? Hvordan ændrer man en mening? Er det godt at kunne ændre mening, eller er det bedre at holde fast i en mening?

Svarene er ja, og nej og måske, og det spiller ingen rolle og det spiller en stor rolle.

 – efter min mening, men andre behøver ikke mene det samme – det kan jeg godt rumme.

For nogen tid siden så jeg et billede, der blev postet på et socialt medie. Det var et billede af en astronaut, der kravler ned ad stigen på Apollo 11 landingsmodulet på Månen.

Den ledsagende tekst var noget i retning af: “Er det ikke utroligt at nogen har taget sådan et godt billede af den første mand på månen”. Det var ironisk ment, for vedkommende, der postede billedet, mente ikke at månelandingerne havde fundet sted, men var et svindelnummer.

Det har man bestemt ret til at mene, men det interessante ved historien er at absolut ingen fra NASA, nogensinde har påstået at billedet var af første mand på månen, men derimod taget af Neil Armstrong, der var den første mand på månen, af sin kollega Buzz Aldrin der var nummer 2.

Så billedet blev taget af Neil Armstrong med et af de 4 medbragte Hasselblad kameraer med 9 magasiner med specialudviklet ekstra tynd emulsion der gjorde det muligt at have 200 eksponeringer et filmmagasin.

Det er imponerende dårlig research, men det tilfredsstillede vedkommende og fik nogle bifald. Selvom man mener at månelandingerne er et svindelnummer, og aldrig har fundet sted, kunne man da i det mindste give svindlerne så meget kredit, at de ikke ligefrem ville lave en så åbenlys fejl.

Men det lader til, at vi mennesker fungerer på en anden måde. Vi har en mening, og derefter finder vi det materiale, der understøtter vores meninger. Og frasorterer det der modsiger dem. Så vi er villige til at acceptere ret usandsynlige påstande.

Det har vi set meget tydeligt under coronahistorien og det efterfølgende vaccine vanvid.

Man kan påstå de mest uhyrlige ting, og der vil altid være nogle, der vælger at tro på det.

Argumenter betyder ikke meget. Og dog, jeg synes det er vigtigt at argumentere, for de mennesker der er villige til at ændre holdning skal vide det er muligt og sikkert.

Og det er selvfølgelig også grunden til at der bliver brugt så meget energi på at indføre lovgivning der forhindrer den frie samtale. Frie mennesker er sværere at kontrollere, så det må man gøre noget ved.

I øjeblikket ser jeg en serie forelæsninger om berømte kunstforfalskere, produceret af en Dr. Laurence Shafe, Phd i kunsthistorie ved University of Bristol.

Underligt nok har kunstforfalskning haft min interesse, siden jeg for mange år siden så en serie med den engelske maler Tom Keating, der blev afsløret i at lave efterligninger, men senere lavede en serie udsendelser for BBC om berømte kunstmalere og deres teknik.

Og den tyske svindler Wolfgang Beltracchi har jeg også set en del om, og han levede et liv i sus og dus, og tjente gode penge på at efterligne kendte kunstnere. Han fik god hjælp af sin hustru.

Han blev afsløret da et af hans billeder, blev analyseret og man fandt spor af farven titanium hvid, og da dette pigment ikke fandtes på den tid, billedet angiveligt blev malet, blev man mistænksom og han blev afsløret. Beltracchi hævdede at det ikke var en fejl, og at han havde brugt zink hvid, men at producenten åbenbart også havde iblandet en mængde titanium hvid uden at det stod angivet på tuben. Hans faglige stolthed var tydeligvis såret, og han måtte finde en god forklaring, så det ikke fremstod som hans fejl.

Hvorfor bliver svindlere ved med at svindle, i stedet for at stoppe mens legen er god.

Hvis USA ikke havde teknologien til at komme til Månen i 1969, men måtte udføre et svindelnummer, med alle de risici det ville indebære, hvorfor gjorde de det så 5 gange mere. I alt 6 månelandinger og en mission der måtte afbrydes på grund af en teknisk fejl.

Ja, jeg tror at USA var på månen, men jeg opfatter Mette F. som en uvederhæftig lystløgner, der har gaslightet og ført den danske befolkning bag lyset. Og som oven i købet nu moraliserer over befolkningens arbejdsindsats og andet, for at overbevise dem om at deres funktion i livet, er at skaffe penge til verdens største velfærdsstat, der leverer et elendigt produkt, i forhold til omkostningerne.

Det skulle ikke undre mig at der findes folk der har den modsatte mening. De stemmer med glæde på Mette F. igen, og ser velvilligt gennem fingre med alle hendes historier.

Kunstforfalskere arbejder sjældent alene, men har ofte mellemhandlere, der formidler salget.

Når de bliver opdaget, er det sjældent at de bliver rigtig upopulære, måske fordi folk synes det er lidt sjovt at de narrede flere såkaldte eksperter og herregud, der var jo bare nogle rige mennesker der mistede en masse penge på nu værdiløse billeder. Nogle kommer i tv og berømte, når de er kommet ud af fængslet.

Det lader til, at mange har den samme opfattelse af politikere. Det er helt almindeligt at de lyver og bedrager deres vælgere, og mange synes åbenbart det er ok, og har vænnet sig til dette niveau. Det er i orden at narre folk og klare sig gennem en krise, og senere stå uanfægtet og moralisere.

Og kun få har lyst til at indrømme at de er blevet svindlet, og mange har glæde af svindlen, så hvorfor bore for meget i det.

Jeg spekulerer lidt på hvilke meninger jeg har, som jeg med fordel kan udfordre, måske ændre. Jeg er også meget åben for tanken om at have flere modstridende meninger samtidig. Det er absolut muligt, hvis man arbejder med det.

One small step for man, one giant leap for Jes Petersen

Crede et Vicisti – Tro og Vind