Liseleje Strand og fandenivoldske jobansøgninger

Jeg vil skrive om to emner. Det ene om en tur til Liseleje Strand, og det andet om at skrive jobansøgninger, og hvordan min holdning til sidstnævnte har forandret sig totalt.

I går havde jeg aftalt med en ven, der bor i Helsingør, at vi skulle på en udflugt. Vi blev enige om at mødes på p-pladsen ved Liseleje Strand og gå en tur ved vandet.

For mig blev det også en tur ned ad mindernes boulevard fra en vanvittig tid, men stedet frembragte primært gode minder.

Jeg besøgte ret ofte Liseleje Strand under den ubehagelige tid mens Corona Vanviddet var i fuld sving, og alle os der gennemskuede manipulationen, og derfor ikke ville gå med masker og alt det andet pseudovidenskabelige vrøvl, var persona non grata i butikker, spisesteder, museer og mange andre steder.

Jeg husker ikke hvornår jeg besøgte stedet første gang, men jeg har en hel del fotos fra disse ture, som jeg er glad for. Ofte var jeg alene, men af og til havde jeg en ven med.

Selv i dag, når jeg kører derop, erindrer jeg stadig følelsen fra dengang. Det var som at køre i en usynlig tunnel. Jeg kunne ikke gå ind i butikken på en benzintank, eller hos bageren i Liseleje. Den følelse har ikke helt forladt mig, og det vil den muligvis aldrig.

Det fører mig videre til jobansøgningerne, for Coronavanviddet var også tiden hvor jeg i min vrede over at staten ville udføre disse uvidenskabelige overgreb på befolkningen, ikke mindst børn, udviklede en stærk trang til at skrive. En trang der havde været undervejs i årevis, men på grund af tilbageholdenhed, usikkerhed, selvkritik, ikke var blevet til noget.

Men nu gjorde jeg det, for jeg skulle have luft, og med tiden overvandt jeg disse begrænsninger. Min selvopfattelse ændrede sig, og jeg udviklede rutine og en ligegyldighed over at jeg ikke kan huske noget om grammatik, sætningsanalyse og tegnsætning. Jeg er enhver dansklærers mareridt, men det er jeg ligeglad mig. Jeg skriver som jeg har lyst, til jeg synes der er flow i det.

Og jeg føler mig helt sikker på at det er denne rutine jeg nu mærker når jeg skriver jobansøgninger.

Da jeg blev ledig i sommeren 2019 var det besværligt at skrive ansøgninger, ikke mindst fordi jeg ikke vidste i hvilken retning jeg skulle søge. Hvis systemet var skabt for mennesker, kunne man godt forestille sig at man ville give mulighed for en periode på 6 måneder, inden man skal begynde at skrive de obligatoriske ansøgninger. 

Især hvis man har været på arbejdsmarkedet i 35-40 år, og derfor ikke har ligget systemet til last, og måske kunne tænkes at have behov for at tænke sig om.

Men det vil jo kræve at systemet er til for borgerne, og ikke omvendt, som det er tilfældet i Danmark, hvor borgerne skal tilpasse sig skabelonen i bollesprøjtesamfundet.

Sjovt nok var det netop Coronatiden der lidt senere gav mig den pause, da kravet om jobsøgning blev indstillet, da landet jo var lukket.

Nu skriver jeg jobansøgninger uden den modstand, og jeg er mere modig og benytter en mere fri og personlig skrivemetode.

Det var smukt vejr i går og det var en hyggelig tur. Det var højvandet, så vi var af og til  nødsaget til at kravle på store sten for at undgå våde sko, og måtte gå væk fra stranden, op og ned ad stejle trapper for at passere.

Senere gik vi ind hos bageren i Liseleje og drak kaffe og spiste usunde, men gode, kager.

Da jeg kom hjem, uploadede jeg dagens billeder, der ikke var noget særligt, og fik lyst til at  kigge i mine arkiver af gamle billeder fra Liseleje. Jeg fandt to billeder der vækkede nogle gode minder. Det ene er fra en februardag i 2021, med storm, eller måske blot stiv kuling og havet blev pisket op og det var bidende koldt. Jeg tog billedet med en ældre Nikon D800 og et 200-500 mm zoom, på 500 mm, som jeg ikke har mere. Det var eftermiddag, solen stod lavt og jeg frøs om fingrene og det var svært at stå stille på grund af vinden. Jeg har taget mig nogle kunstneriske friheder og gjort himlen lidt mere orange, end den var, men den mulighed har historiefortælleren jo.

Det andet billede er taget senere på året, i marts, og jeg havde besluttet at tage noget akvarel malegrej med derop og forsøge mig med “plein-air” maling. Der var bare det problem, at jeg glemte farverne. Jeg havde husket blokken og penslerne.

Så fik jeg den idé at jeg måske kunne finde et eller andet der kunne bruges som erstatning. Jeg traskede rundt og søgte, men det var mest vådt sand og det giver ikke meget farvepigment. Men jeg fandt et stykke træ, der var delvist brændt – måske havde det ligget på et bål?

Jeg skrabede det forkullede træ af med en nøgle, og lavede fingermaling med kullet. Det blev ikke stor kunst, men jeg er alligevel glad for mindet. Det tredje billede er taget i går.

Crede et Vicisti – Tro og Vind