Livets passepartout

Det er lørdag og jeg er egentlig for træt til at skrive og havde besluttet at være stille. Stilhed er undervurderet og en mangelvare. Meister Eckhart sagde at stilhed er det tætteste man kan komme på det guddommelige.

Men så fik jeg alligevel lyst til at skrive lidt om den passepartoutskæremaskine jeg modtog forleden dag. Langsomt, meget langsomt, samlede jeg den, kiggede på den, læste instruktionsbogen, betragtede mange instruktionsvideoer, og laaaangsomt nåede jeg frem til dagen hvor jeg skar den første passepartoutramme. Det gik fint. Ikke helt perfekt, men tilfredsstillende. Det er ikke svært, men kræver omhyggelighed og præcision. Respekt for pappet. Nu har jeg en fin ramme der passer til et billede i 297×420 mm. Derefter måtte jeg anskaffe noget specielt tape. Det hedder PH7-70 Conservation tape. Det er PH neutralt,  syrefrit, i arkivkvalitet, og skader ikke papiret, selv efter mange år.

At montere et billede bag en passepartoutramme vil nok, for mange, forekomme at være en enkel og triviel handling, men der er nogle forhold man bør observere og tage højde for.

Man kan let foranlediges til at tro at det da vel for pokker bare skal tapes fast i alle fire sider og klaskes i rammen, og så er det som det skal være.

Men nej. Det er bedre at bruge den kendte “t-hængsel” metode, hvor man, med eksempelvis PH7-70 tape, konstruerer et hængsel i toppen af billedet. Fordelen ved denne teknik, er at kunstværket hænger frit bag passepartoutrammen og de kan derfor bevæge sig uafhængigt af hinanden, når skiftende temperaturer og luftfugtighed får materialerne til at arbejde.

Pap og mennesker har meget til fælles. Begge har behov for at bevæge sig uafhængigt.

Dog lader det til at mange mennesker ikke har noget imod at være fastlåst af rammer der ikke muliggør bevægelse, har tilsyneladende ikke det behov og er tilfredse i livets passepartout, og den må gerne være lille.

Pap, derimod, skal kunne bevæge sig. Mennesker kan bevæge sig, men ved ikke at det er muligt. Det handler altid om tanker.

Jeg har endnu ikke monteret billedet, men jeg tror det kan blive i denne weekend. Jeg skal lige være helt sikker på at det er færdigt, hvis man da kan sige det. Leonardo Da Vinci sagde, angiveligt, at et kunstværk aldrig er færdigt. Man forlader det blot.

Der er noget om snakken, men det var der jo altid når Leonardo udtalte sig.

Crede et Vicisti – Tro og Vind