En forfærdelig oplevelse, men det gik

Jeg har haft en forfærdelig oplevelse. Jeg har været i København.

Den østrigske læge og psykiater Victor Frankl, der overlevede Auschwitz KZ lejren og efterfølgende skrev den legendariske bog “Man’s Search for Meaning”, citerede Friedrich Nietsche: 

“He who has a WHY can bear any HOW”

Hvis man har en stærk motivation, kan man udholde alt.

Jeg skulle til København for at købe karton til min nye passepartoutskæremaskine. 

Jeg er ved at lave et maleri til mit barnebarn og den skal i en ramme med passepartout.

Det har været lidt af en udfordring at finde steder hvor jeg kan købe karton til dette formål, og til mit behov, men nu falder det på plads.

Jeg havde efter længere tids efterforskning, fundet ud af at en butik i Store Kongensgade i København, havde produktet jeg søgte.

Jeg havde ikke lyst til at køre til København, men jeg mindede mig om at turen havde et højere formål. Det var vigtigere end hvordan jeg havde det.

Jeg kørte tidligt for at undgå trafik og for mange parkeringsudfordringer og jeg huskede på at jeg har trænet i at bevare selvkontrollen i Ikea, og når man kan det, kan man klare alt.

Jeg ankom, fandt en p-plads, startede Easypark appen, og vandrede afsted mod mit mål.

Et kort øjeblik overvejede jeg at gøre det til en hyggetur, med kaffe og frokost, men mine hypersensitive spidermanlignende sanser begyndte at sende beskeder til mig.

Jeg var ankommet til socialistterritorium. Ingen tvivl om det. Overalt var der valgplakater med mennesker der mener at vide hvordan jeg skal leve, og som er mere end villige til at begrænse min frihed.

Luften var tyk af forstenede socialistiske tankemønstre og forvrøvlet poltisk korrekthed, der kun tjener det formål at ensrette mennesker, og fjerne deres sunde fornuft, så de bliver lettere at kontrollere og villigt stemmekvæg.

Jeg skrottede hurtigt planen om hygge, og turen var nu kun en hit-and-run mission.

Jeg ankom til butikken, og selvom det var et slaraffenland for en kunstnerartikelindkøbsafhængig person som mig, kunne jeg ikke rigtig nyde det. Jeg spurgte til produktet og blev guidet til en kælder af en sød ung pige med tatoveringer. Jeg valgte 3 ark karton, og mens den søde ekspedient pakkede det meget fint ind i brunt papir og konstruerede et genialt håndtag af tape, fik jeg en lille sludder med en nyansat der var ved at blive lært op. Jeg fortalte at jeg også lige er startet i nyt job, og vi udvekslede erfaringer om hvor anstrengende det er at lære nyt, men at man nok skal få det lært, og at det snart skal blive rutine. Sålænge man ikke mister humøret, som Dan Turell sagde i sit fantastiske digt “Jeg skulle have været Taxachauffør.” “Pludselig kan jeg se det – det var det jeg skulle have været.”

Der var 30 minutter tilbage af min parkeringstid, og der var 21 minutters spadseretur til bilen. Ingen grund til at forlænge tiden.

Der var mange fristelser da jeg gik gennem Strøget. Vafler, is og meget andet, men jeg gik målrettet i gråvejr, ankom til bilen, stoppede appen for at spare penge og kørte hjem.

På vej ud af byen, blev spidermansignalerne svagere, og min vejrtrækning friere.

Jeg havde hvad jeg skulle bruge. 3 ark karton i hvid, off white og lys grå i størrelse 70 x 100 cm, tykkelse 2 mm.

Da jeg var hjemme og havde sat de store smukt indpakkede kartonstykker, gik fase 2 i gang.

Jeg havde fået oplyst at en glarmester og rammebutik i Roskilde, angiveligt kunne levere passepartoutkarton og det ville jeg undersøge.

Det viste sig at være korrekt og de havde et fint udvalg i standardfarver, en god pris og var i stand til at skaffe et hav af specielle farvenuancer hjem på bestiling med kort leveringstid. Og venlig betjening.

Turen til København havde været unødvendig.

Men at færdiggøre billedet til mit barnebarn, er vigtigere end mit personlige velvære.

Det var mit “hvorfor”.

Man søger lykken alle mulige eksotiske steder, blot for at finde den 800 meter fra sin bopæl.

Da mine papmissioner var overstået var jeg glad, og jeg gik i gang med at male på et par billeder og lavede derefter øvelsen på det vedhæftede billede. Det handler om at træne  proportioner i ansigtet. Jeg måtte stoppe fordi solen gik ned – jeg kunne ikke se noget.

Da jeg var færdig var jeg i en let euforisk tilstand. Det var ikke fordi jeg havde stået i terpentindampe, for jeg benytter Talens Cobra vandblandbare oliefarver. Nej, jeg var bare glad for at jeg havde malet. Det har ligget lidt stille, fordi jeg, som jeg også talte med den søde pige i kunstbutikken om, er startet på nyt job, og det kræver lidt ekstra energi. Men nu kommer overskuddet tilbage, og jeg kan igen begynde at male og tegne og alt muligt andet.

Det er jo det vigtigste.

Nu skal jeg i gang med at lære at bruge passepartoutmaskinen.

En passepartout er interessant. Den skaber plads om billedet, så det kan “ånde”.

Det er tilsyneladende tomrum og ingenting, men det skal man ikke lade sig narre af.

Billedet skal have lov til at være i fred fra en omklamrende ramme og en urolig verden.

Så kan man betragte billedet i ro og mag. Passepartouten er som en meditation der skaber plads om tanker, og betragteren kan bedre forholde sig til disse, og overveje om de tjener noget formål, om de bør udskiftes og hvordan man vil reagere på dem.

Jeg citerer Frankl igen:

“Between stimulus and response there is a space. In that space is our power to choose our response. In our response lies our growth and our freedom.”

Crede et Vicisti – Tro og Vind