Når lokummet brænder
Hun er vild med Teslaer, men det er også sjovt at spejle sig i den forkromede kofanger på en pink Cadillac Coupe de Ville fra 1957.
Det er lørdag morgen. Jeg stod op kl. 5 og spiste morgenmad, som jeg plejer. Jeg overvejer, om jeg skal genoptage mit gamle ritual, at drikke bulletproof kaffe med usaltet smør og kokosolie, blendet. Men foreløbig drikker jeg bare almindelig kaffe med mælk.
Gårsdagen var sidste dag på det job, jeg har haft siden oktober 2022 og nu begynder en ny fase. Jeg forlod stedet i god ro og orden og i en god stemning, og vi bevarer kontakten, da det muligvis kan komme på tale at jeg skal hjælpe lidt til, i særlige tilfælde. Og min bil skal også fortsat repareres på det autoværksted, der er en del af virksomheden. Allerede i den kommende uge skal den have skiftet forhjulslejer og til efteråret er det tid til syn.
Det er altid et stort spring at sige sit job op, uden at vide hvad man skal.
Men det har jeg gjort før, og da gik det godt.
Den seneste tid har jeg været meget optaget af at genopfriske gammel viden om målsætning. Jeg har pløjet gennem de gamle klassikere for at være så velforberedt som muligt.
Jeg fandt en bog der hedder “The Cosmic Habit Force”, oprindeligt skrevet at den legendariske Napoleon Hill, men her fortolket af Mitch Horovitz – og den genopfrisker 23 gode principper, der er værd at huske på, alle vigtige i den skabende proces som livet jo er.
Men der var nogle stykker, der særligt fangede min opmærksomhed.
Eksempelvis #3 med titlen: “The Force of Necessity”. Jeg kunne finde på at oversætte den til “Når lokummet brænder” – forstået på den måde at man bliver virkelig stærkt motiveret når presset på økonomien, helbredet eller andet vigtigt, bliver tilstrækkeligt stort.
Jeg husker selv et par eksempler fra mit eget liv, hvor det ubehagelige pres egentlig var en velsignelse i forklædning, fordi det fik mig til at bevæge mig. Det er sjældent i komfortzonen, der sker det helt store.
Også kapitel #5 resonerede. Det hedder “Harness Unexpected Forces”, som handler om at løsningerne kan komme fra de mest uventede steder og måder, som man ikke selv i sin vildeste fantasi kan forestille sig. Så sæt mål, men vær åben for at løsningerne bliver præsenteret på uforudsete måder. Også her erindrede jeg et par eksempler fra mit eget liv, hvor netop dette skete.
Og så er der jo selvfølgelig mine gamle venner, Stoikerne. Disse principper skal være en fast bestanddel i mit liv og det øver jeg dagligt.
Særligt den romerske kejser Marcus Aurelius legendariske citat:
“The impediment to action advances action. What stands in the way becomes the way.”
Selvdisciplin er nøgleordet.
Crede et Vicisti – Tro og Vind