Normaltid
Jeg har ikke haft den store lyst til at kommentere det kommende valg. Langt vigtigere ting har fyldt mit liv. Eksempelvis at male og indramme et billede til mit 5 årige barnebarns nye værelse.
Jeg følger ikke med, ser og hører ikke nyheder, men kan ikke undgå at opfange forskellige signaler fra opdateringer på forskellige sociale medier. Jeg kan forstå at de sædvanlige overbuds og bestikkelsesmetoder er i fuld gang.
Forleden så jeg et indlæg af debatøren Anne Sofie Allarp, der på mange måder er en fornuftig stemme. Hun skrev:
“Det manglende behov for at argumentere og handle i overensstemmelse med de vedtagne normer for politisk samtale og ageren er udtryk for en ny, næsten revolutionær tænkning. Jeg er ved at være der, hvor en politisk analyse i disse år må være en tilsvarende ny størrelse, for reglerne for »det Danmark vi kender« er vendt på hovedet, skriver Anne Sofie Allarp.”
Jeg forstår det sådan at selv Allarp er ved at indse at MF, med sin hæmningsløse og afstumpede opførsel, har flyttet grænserne for adfærdsnormerne i politik. Det var også på tide at hun og forhåbentlig flere af hendes kolleger er “ved at være der”.
Det har taget lang tid – måske for lang tid. Måske har Allarp for længst forstået at den er gal, men vælger at udtrykke sig forsigtigt. Det ved jeg ikke. Og måske er det også en fornuftig taktik. Måske er hun bare et naivt systemmenneske. Det ved jeg heller ikke.
Men jeg synes der er grund til optimisme. Narrativet, eller historien, er ved at ændre karakter. Det latente totalitære mindset der sprang ud i fuldt flor under coronamassepsykosen, har fået modstand.
Staten Alberta i Canada har valgt ny premiereminister, Danielle Smith, der tilsyneladende taler historien i mod, vil arbejde mod de totalitære tendenser, har opsagt samarbejdet med WEF, og flere andre tiltag der peger i den rigtige retning.
Elon Musk har overtaget kontrollen med Twitter, og angiveligt fjernet censuren og “løsladt” de profiler der var suspenderet.
Folk som Jordan Peterson, Russel Brand, Dave Rubin, med flere, bliver mere og mere populære, og bredere accepteret og kan tilsyneladende sige ting der før kunne medføre at deres kanaler blev lukket.
For år tilbage havde jeg egentlig besluttet at jeg aldrig mere ville stemme til valg. Jeg ville dedikere min tid til det vertikale liv, den spirituelle søgen, afdækning og belysning af mine skyggesider, hvis jeg da har nogen? 😀 – og et skabende liv i min egen parallelverden.
Men så kom Cirkus Corona til byen, og jeg måtte ændre mening.
Jeg stemmer på det eneste parti der, så vidt jeg husker, aldrig støttede Coronapasset. Dette afskyvækkende og fuldstændigt virkningsløse symbol på kontrol og overvågning. Om partiet var med helt fra starten husker jeg ikke, men det var det første der sagde fra.
Det kan sagtens være drevet af politisk opportunisme, fordi der er stemmer i at have den holdning, men det er også fint nok for mig. Man kan ikke være kræsen i den verden.
Jeg vil gerne støtte nogen der taler mod vanviddet. Så det bliver Nye Borgerlige.
Det er også et parti der arbejder for lavere skatter, færre regler og mindre magt til, og indblanding fra politikere og det har min sympati. Og lidt kontrol med hvem der kommer og går, er også meget fornuftigt. LA siger også mange gode ting, men desværre støttede de Coronapasset.
Jeg bryder mig ikke om ideologier, om politik, om politikere, om at andre skal bestemme over mig – så jeg er helst fri for at stemme, men jeg stemmer på det mindst dårlige, fordi jeg tror det er bedre end at lade være.
Og nu gider jeg ikke skrive mere, men jeg vil dele en artikel af den danske psykolog og forfatter Glenn Bech:
Her et lille uddrag:
“Det er, desværre, også blevet en ny standard at udbyde kurser i de såkaldte “mørke personlighedstræk,” som typisk anses for negative, men paradoksalt nok indeholder nogle egenskaber, som forbindes med “performance” og “succes i jobbet.”
Nærmere bestemt psykopati (mangel på empati), narcissisme (overdrevet selvoptagethed) og machiavellisme (overbevisningen om, at målet helliger midlet), som samlet set menes at give individet en række konkurrencefordele på arbejdsmarkedet.
Kald mig naiv, men ovenstående udvikling, synes jeg, er skræmmende.
Manipulation, løgnagtighed, foragt for menneskelig udsathed, spidse albuer, håndfast og overfusende kommunikation, magtmisbrug, svindel, skjult lobbyisme, mobning, nepotisme, personangreb i pressen, smædekampagner, mundkurvsprincipper – alt sammen udtryk for antisocial adfærd. Og en kultur og arbejdsmiljø, som virker særligt tillokkende for henholdsvis amoralske, risikovillige og statussøgende individer.”
Kære folketingspolitikere, har I det godt? Er det muligt at trives i en kultur, hvor antisocial adfærd belønnes, som det er tilfældet?”
Crede et Vicisti – Tro og Vind