Inspiration fra universet
Jeg har gennem en længere periode søgt efter et staffeli. Jeg ville helst købe det brugt for at spare penge. Vi fattige kunstnere må være fornuftige.
I går var jeg heldig og min søgeagent på DBA sendte besked om at et staffeli var sat til salg. Jeg responderede, aftalte et møde, og senere på dagen kørte jeg mod vest, til Jyderup.
Jeg mødte sælger, hans kæreste og deres lille barn, i et flot, stort, men helt tomt Pippi Langstrømpe-agtigt hus, de var ved at fraflytte. Staffeliet havde vistnok tilhørt hans mor, men hun skulle ikke male mere og da de unge skulle flytte til noget væsentligt mindre end dette fremlejede hus, ville de gerne af med staffeliet og en hel del tilbehør bestående af 7-8 opspændte lærreder, en håndfuld pensler, en rulle lærred og en rigtig “gammeldags” træpalet. Det er i fin stand og af det anerkendte italienske mærke Mabef. Og til kr. 350,- var der ikke nogen grund til at tænke så længe, for engang skyld, selv for en langsommelig person som mig.. Jeg spurgte om de ville have kontanter, men da de ikke kunne give penge tilbage, blev det på MobilePay. Jeg nåede dog at lave lidt aktivisme for bevarelse af kontanter, mens jeg betalte.
Nu har jeg en hel del tomme lærreder hængende og jeg antager at jeg inden længe begynder at male på dem.
I går aftes, mens jeg sad og glædede mig over en, også på flere andre måder, rigtig god dag, fik jeg tilsendt inspiration til et billede fra ingen ringere end universet selv.
En refleksion fra vinduerne i det overfor liggende hus sendte sollys på et af lærrederne, og jeg nåede at tage et billede. Det var smukt, men flygtigt.
Crede et Vicisti – Tro og Vind