At køre bil i mørke

Det er mandag. Solen skinner. 

Ferrari vandt Le Mans i et flot comeback efter 50 års fravær. Novak Djokovic vandt French Open i tennis. Tennis interesserer mig ikke det mindste, men jeg har stor respekt for Djokovics beslutning om ikke at lade sig vaccinere mod CV19, selvom det har kostet ham deltagelse i en række turneringer. Han er en helt, og verden har brug for flere mennesker som ham. Det har haft omkostninger, men han har bevaret sin selvrespekt og det kan ikke gøres op i penge.

Jeg har heller ikke den store interesse for motorløb, selvom den dog er større end for tennis.

Men der er noget fascinerende ved Le Mans. 24 timer er hårdt for bilerne og en ekstrem test af holdbarheden. Kørerne skal tænke langsigtet, være vedholdende og bevare roen.

På de nævnte punkter kan jeg nok identificere mig med Le Mans kørerne, selvom jeg bevæger mig i et mere adstadigt tempo. At være selvbestaltet kunstteknikhistoriefortællerstuderende uden indtægt, og uden et klart defineret mål, er ensomt, usikkert og måske som at køre bil om natten – en lyskegle oplyser et kort stykke af vejen og man håber at de rigtige vejskilte bliver synlige efterhånden som man bevæger sig frem.

Jeg har brugt en del af weekenden på at træne perspektivtegning, og har også fundet gode undervisningsmaterialer med en fin beskrivelse af et pensum jeg kan følge.

Og en afstikker til en produktfotoopgave har jeg også fundet tid til. Jeg fotograferer røgelse og andre relaterede produkter. Det er hyggeligt og det var samtidig mit første forsøg med en ny lyskilde med fast lys, og ikke som før, med de studieflash jeg skilte mig af med for et par måneder siden. Det fungerer meget fint og det var beroligende 😀

Ikke mere tid til vrøvl – jeg skal videre.

Crede et Vicisti – Tro og Vind