Selvsabotage, og en hyldest til det almindelige menneske

Efter et par dage i eftertænksomhed og med søvnunderskud og som lykkelig børnepasser, de to sidstnævnte er ikke relaterede, har jeg igen lyst til at skrive en historie.

Min tanke er at den skal handle om det almindelige menneske, der helt uspektakulært, passer sit liv, sine daglige forpligtelser og rutiner og ingen opmærksomhed eller anerkendelse får.

Og jeg vil også gerne skrive lidt om hvordan, eller om, man kan identificere svagheder i sin adfærd, der spænder ben for videre udvikling – og om disse begrænsninger kan bearbejdes på samme måde som mere tydelige selvdestruktive problemer, eksempelvis alkoholisme eller tilsvarende. Det er et eksperiment, men jeg vil give det en chance.

I går lyttede jeg til en podcast, der inspirerede mig til denne historie, men den handlede om noget helt andet. Den handlede om en forfatter, der har skrevet en bog med titlen “The Comfort Crisis” om det moderne menneske, der aldrig bliver seriøst udfordret og altid bliver underholdt og derfor aldrig får mulighed for at kede sig. Og da livet bliver lettere og lettere, finder man mindre og ligegyldige problemer, og blæser dem op, så man har noget at brokke og bekymre sig over.

Hjernen søger efter problemer, og når der ikke er nogen store, tager den fat i de små.

Jeg er sikker på han har ret, men podcasten startede med at forfatteren, der stadig er ret ung, fortalte at han i sine helt unge dage, havde udviklet et alkoholproblem, som han tog op og fik under kontrol.

Og det var det, der fik mig til at tænke på en person jeg mødte for mange år siden på et længerevarende kursus. En sød køn ung fyr der havde misbrugsproblemer, og flere tilbagefald. Jeg fik den tanke, at han fik en del opmærksomhed og sympati på dette og tanken om at den opmærksomhed og anerkendelse, i sig selv, kan skabe en afhængighed, opstod. Jeg ved ikke, om min kyniske påstand er korrekt. Måske bunder den i mine egne oplevelser med en far, der selvdestruerede i alkohol og generel usund livsstil.

Jeg har ikke selv problemer med alkohol, stoffer, spiseforstyrrelser, ludomani eller tilsvarende udfordringer.

Men jeg har tidligere skrevet om emner der i høj grad stadig har min interesse – jeg tænker på selvsabotage, og udsættelsessyndromet, hvis man kan kalde det det – det sidste ord har jeg selv opfundet. På det engelske sprog findes ordet “procrastination”, der betyder overspringshandling, udsættelse, forhaling.

Så mit spørgsmål er, om man kan tilgå problemet, eksempelvis selvsabotage, på samme måde som alkoholisme.

Jeg har læst lidt om anonyme alkoholikere – den berømte organisation og metode der blev udviklet for at hjælpe mennesker der ikke kan styre deres behov, og har brug for hjælp.

Man kan kalde den “anonyme udsættere” eller “anonyme selvsabotører”.

Jeg er ikke sikker på, at de er helt ens, men det er min opfattelse, at de er i familie med hinanden.

Jeg ved godt at der allerede findes netværk der understøtter, men jeg er nok mere interesseret i om det er muligt at identificere de dybereliggende årsager der måske er et sted i underbevidstheden.

Jeg har taget et par kendte værktøjer i brug. Jeg har genoptaget den personlige dagbog/journal, der aldrig bliver offentliggjort, og efter at have læst Carl Jungs selvbiografi “Memories, Dreams, Reflections”, er jeg blevet inspireret til at tage noter om drømme. I et håb om at kunne lokalisere emner der kan være relevant at undersøge.

Og lad mig lige vende tilbage til udgangspunktet for denne historie. I stedet for at give uforholdsmæssigt meget opmærksomhed til minoriteter, og klappe af folk, og sig selv, når de kravler op af det hul de selv gentagne gange er hoppet ned i, synes jeg det må være på sin plads at hylde de helt almindelige mennesker der fredeligt passer deres job, betaler enhver sit og forsøger at skabe en normal, stabil og rolig opvækst for deres børn.

“Komfort krisen” er værd at tænke over. Hvorfor skal det nødvendigvis handle om at undgå lidelse for enhver pris. Måske er det bedre at tilgå lidelsen som noget man må forholde sig til, klare og leve med, og glæde sig over at det er muligt.

Jeg slutter med et citat fra mesteren Carl Jung:

“Every form of addiction is bad, no matter whether the narcotic be alcohol or morphine or idealism. We must beware of thinking of good and evil as absolute opposites.”

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og Vind