Transistorradioer og frekvenser

I dag vil jeg skrive en historie om transistorradioer.

Hvor gammel skal man være for at kunne huske den lille firkantede kasse der stod i mange familiers hjem, måske i køkkenet, i bryggerset, eller sommerhuset? De kunne ofte køre både på batterier og lysnettet.

Jeg tror jeg kan huske en radio der tilhørte min familie. Den var sort og sølvgrå, den stod i køkkenet, og det var muligvis en Blaupunkt.

Og hvis jeg husker rigtigt, var det fra sådan en, jeg hørte, at Elvis Presley var afgået ved døden i august 1977. Der er hændelser i livet, der sætter sig fast i hukommelsen, og mange andre har givetvis modtaget information om skelsættende hændelser fra radioer, måske før transistorer erstattede rør, da den første transistorradio kom på markedet i 1954. Måske hørte man om mordet på præsident John F. Kennedy, eller da radioen d. 4. maj 1945, bragte meddelelsen: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Selvom jeg endnu ikke var født den dag, får jeg kuldegysninger når jeg læser, eller hører det.

Men de fleste har sikkert minder fra langt mindre dramatiske oplevelser, som fodboldkampe eller anden underholdning, hvor familien var samlet omkring radioen, i hjemmet, eller måske i teltet på campingpladsen en regnfuld sommerdag.

Der var mange forskellige mærker og modeller at vælge mellem, og der var en skala på toppen, eller på siden, og en hel del knapper, både tryk og drejeknapper, til volumen, lydkvaliteten, og muligheder for at vælge AM eller FM og sikkert andet som jeg heller ikke aner noget om.

Når man aktiverede tænd/sluk knappen, mærkede man modstanden i fingrene, og derefter et tydeligt hør- og mærkbart klik, og der gik lige en brøkdel af et sekund, inden der kom lys i displayet, og lyd i højtaleren. Husker jeg ret, var tænd/sluk og lydstyrken i samme drejeknap?

Hvis ikke radioen var indstillet korrekt, kunne der komme hvæsende eller hylende lyde i mange interessante variationer. Og man skulle også huske at trække antennen ud, da det forbedrede signalmodtagelsen.

På displayet, oplyst af et hyggeligt orange lys i baggrunden, stod en masse eksotiske by- og landenavne. Der kunne stå: “Saarbr. Luxbg, Mt Carlo, Vatican, DLF, Nizza, WDR, BR,

BBC, France, Prag”. Jeg ved ikke hvorfor, og jeg har aldrig hørt noget fra Vatikanet, og vores radio stod vist også mest på den samme kanal, med musik, nyheder og vejrudsigten.

Jeg har ikke forstand på elektronik, måske var det bare en marketing gimmick.

Når man havde tændt radioen, kunne man finde frem til en passende kanal ved at dreje på en knap, der var større end alle de andre. Det var jo den vigtigste, for det var med den, man  flyttede indikatoren, og valgte frekvensen, så den skulle være stor, så man kunne betjene den med præcision.

Mens man drejede og søgte, kunne man komme forbi sportsreferater, samtaler, eller 

“Fiskerinoteringerne: Skagen fiskeauktion fik tilført 431000 kg fordelt på 230 både.

Heraf 5500 kg levende rødspætter, 6000 kg rensede, 12000 kg torsk, 4000 kg makrel, 60000 kg sild af første sortering, 85000 kg sild af anden sortering, 212000 kg sild af tredie sortering, 4000 kg brisling, 20000 kg dybvandsrejer, 4000 kg dybvandshummer … “ 

– man oplevede meget på den korte tur, og endelig fandt man måske en kanal, man havde lyst til at lytte til. Men mit gæt er at langt de fleste radioer rundt omkring i verden stod fast på en favoritkanal.

Grunden til at jeg har lyst til at skrive denne helt ufatteligt kedelige historie, er ikke en brændende interesse for vintage transistorradioer, ej heller for at genopfriske sentimentale minder.

Men jeg synes det er meget fascinerende at tænke på at alle frekvenser er i æteren hele tiden. Og det er mit valg, bevidst eller ubevidst, hvilke jeg tuner ind på og modtager.

Det samme gælder relationer til mennesker. Jeg opfatter mennesker som både sendere og modtagere, på en eller flere frekvenser. Og jeg overvejer også hvor meget jeg egentlig kan påvirke min egen frekvens.

Heldigvis er vi mennesker således indrettet, at vi kan modtage flere forskellige kanaler, endda samtidig, hvis vi ønsker. Men kun hvis vi ønsker og finder det givende.

Jeg indrømmer at jeg i denne tid, mest har lyst til at slukke.

Og det var vist egentlig bare det jeg ville fortælle med denne historie.

Jeg håbede at finde et passende billede af en gammel radio i mit billedarkiv, men det lykkedes ikke. I stedet fandt jeg et billede jeg tog i Berlin i august 2011, fra en tid hvor streetphotography var en stor hobby for mig. Jeg fandt det interessant, at de to arbejdere stod på næsten samme måde, og at den stribede kantafmærkning med lampen hælder i samme vinkel som de to mænd. Og det er også det historien handler om – at svinge, en rytme, i samme frekvens, eller ikke.

Crede et Vicisti – Tro og Vind