Forhindringen er vejen

Luk øjnene. Træk vejret langsomt gennem næsen, dybt ned i lungerne, så maven presses ud og pust langsomt ud gennem munden. Langsomt, roligt, Slap af i kæberne, slap af i hele kroppen. Gentag vejrtrækningen på denne måde. Du slapper af, spændinger i kroppen forsvinder. Du har det godt. Lad tankerne vandre tilbage gennem mindernes boulevard. Alle de gode ting du har oplevet. Træk vejret. Pludselig kommer du til at tænke på noget. Et spørgsmål melder sig. Hvilke partier har du egentlig stemt på ved tidligere folketingsvalg? Det går pludselig op for dig, at du er blevet narret.

Du lever nu i en socialistisk/fascistisk stat med overvågning på alle områder, intet privatliv og kontrolleret og reguleret ned i mindste detalje, og selv den mindste og fuldstændigt ligegyldige fejl, udløser en bøde. Det såkaldte private erhvervsliv er overtaget af politisk kontrol og styret af inkompetente mennesker der hverken har viden, uddannelse eller erfaring.

Det er ok at hyperventilere nu.

Og det skete lynhurtigt, mens du sad og blev forarget over et børneprogram i tv. Som du kunne have slukket for.

En af mine fb venner, Brian Dahl, henledte min opmærksomhed på, at forfatteren Dennis Nørmark snart udkommer med en ny bog. Nørmark har tidligere skrevet bogen “Pseudoarbejde”, men til efteråret udkommer bogen “Ufrihedens pris”.

Så vidt jeg kan se i beskrivelsen, kunne den bog være skrevet af mig, hvis jeg altså kunne skrive bøger 🙂 – men det jeg mener er, at hans holdninger harmonerer meget fint med mine.

Jeg gengiver her et par citater fra beskrivelsen:

“Han (Nørmark) mener, at vores liv aldrig har været så regulerede og administrerede som i dag. Vi tror, vi er frie, men vi har reelt ikke meget frihed. De mange regler, der styrer vores gøren og laden, efterlader det moderne menneske med en følelse af utilstrækkelighed og en usikkerhed på egne evner.”

“Når man ikke tillader frihed, men hele tiden lader flere regler komme til, fralægger mennesker sig deres moralske ansvar og bliver ligeglade. Frihed må ikke blive til individualisme, men skal ansvarliggøre os over for hinanden, så vi kan skabe frie selvregulerende fællesskaber og sætte mennesket fri fra overadministration.”

Jeg er meget enig i dette. Dog undrer jeg mig lidt over det med individualisme, hvorfor må man ikke dyrke den? – Men måske misforstår jeg begrebet?

Forleden dag skrev jeg om en oplevelse hos Silvan Byggemarked, hvor jeg fik en bøde på deres p-plads, for at parkere i 20 minutter, mens jeg gik ind og støttede deres forretning med indkøb af forskellige produkter.

Jeg er helt med på at det står Silvan frit at sætte et skilt op, hvor det står at man skal stille en p-skive, men hvorfor gør de det? Hvad er formålet med at genere folk på en plads med 110 båse en grå torsdag eftermiddag, hvor kun 10 biler er parkeret.

Silvan kunne også lave en regel der påbød kunder at bære lyserøde t-shirts om torsdagen, ellers vanker der bøder. Men hvorfor?

Jeg har skrevet 3 gange til Silvan nu, men har kun fået det svar at de forsøger at få den lokale butikschef til at respondere. Dette er ikke sket endnu.

Det handler ikke om bøden, men om at jeg forsøger at forstå hvorfor, og om det virkelig er nødvendigt. Eller om det blot handler om ussel mammon, og fordi adfærdsnormerne har rykket sig i den retning, at folk accepterer det uden at stille spørgsmål.

Det gør folk som Nørmark heldigvis.

Jeg gentager denne sætning, for der ligger en stor visdom og, mulighed for, læring:

“De mange regler, der styrer vores gøren og laden, efterlader det moderne menneske med en følelse af utilstrækkelighed og en usikkerhed på egne evner.”

Helt korrekt. Der en konsekvens og en pris. Mennesker mister evnen til at tænke selv. Og det skorter ikke på villighed til at deltage i angiveri.

Desværre er den frihedsberøvelsen og overvågende proces sket uden at folk lagde mærke til det. Og er tilsyneladende også forbavsende ligeglade.

Det er interessant at ordet “fællesskab” nærmest har udviklet sig til et skældsord for mig.

“Tag en for holdet” – nej tak, jeg springer over.

I denne tid er jeg meget optaget af den gamle filosofi stoicisme – jeg læser, lytter og skriver noter på livet løs, og det er ikke en ny interesse, den har været der i lang tid, men som det ofte er med interesser, svinger de i styrke. Men lige nu er den meget stærk.

Måske fordi jeg forbereder mig mentalt på en ny fase i mit liv. Jeg har opsagt min stilling i bilbranchen, og arbejder nu på en ny plan. En ny måde at leve på.

Det var egentlig meningen at jeg skulle stoppe ved udgangen af april, men jeg sagde ja til at vente, da den nye medarbejder først kunne starte medio maj. Så jeg bliver hængende lidt endnu, indtil han er startet og oplært.

Min plan, foreløbig, er at finde et job kun 3 dage om ugen for at tjene nogle penge. Resten af tiden vil jeg dedikere til at “studere” kunst. Når jeg siger kunst handler det ikke om at slaske billig akrylfarve fra Harald Nyborg op på et lærred, NEJ, det handler om at lære teknikkerne, ordentligt, seriøst, dybt og med respekt for at det er et håndværk, og det er svært, og det tager tid. Anatomi, perspektiv, farvelære, materialekendskab, komposition osv. osv.

Men det vil kræve stor disciplin. Disciplin er nøgleordet.

Tiden vil vise om jeg har den. Og om jeg kan finde et job der dækker mit behov.

Hvorfor fascinerer stoicismen mig? Der er mange ting og jeg er ikke ekspert i det, så mit kendskab er kun begrænset.

For at forklare hvorfor, et det nemmeste nok at copy/paste et par citater af den mest kendte stoiker, den romerske kejser Marcus Aurelius:

“You have power over your mind – not outside events. Realize this, and you will find strength.”

“Dwell on the beauty of life. Watch the stars, and see yourself running with them.”

“The happiness of your life depends upon the quality of your thoughts.”

– Marcus Aurelius

Crede et Vicisti – Tro og Vind