Virkelighedens storyboard

Jeg har ikke så meget at skrive i dag. Så måske skal jeg bare tie stille. Nej det går ikke.

Det vedhæftede billede af en blyantstegning, er starten på en ny hønsehave. Jeg fotograferede det lidt instagram-agtigt med en blyant og et viskelæder helt “tilfældigt” placeret på et 300 g. Fabriano papir. Der skulle nok have været lidt mere tilbehør og dekorative elementer, for at skabe den rigtige stemning, eksempelvis en kop kaffe og andet tilbehør. Det må jeg øve mig i. Det kaldes i fagsprog for “regi” – genstande og tilbehør brugt til eksempelvis teaterstykker, film eller reklamefotos. På engelsk kan det kaldes for “props” der er en forkortelse for “theatrical property” og udtrykket bruges om alle flytbare genstande brugt til at understøtte en stemning, et tidsbillede eller tilsvarende.

I min søgen efter forklaringen på ordet, kom jeg tilfældigt forbi en webshop der åbenbart sælger “props” fra spillefilm, og her så jeg et originalt storyboard fra filmen Good Morning Vietnam til salg for 1325 dollars. Nej jeg køber det ikke.

Jeg er i færd med at demonstrere hvordan man skriver en historie så kedelig og usammenhængende at ikke engang min mor gider læse den.

Når jeg starter en tegning, skal jeg gennem forskellige faser. Først kigger jeg på det blanke papir, og det er sig selv en overvindelse at sætte de første streger. Men det skal jo gøres.

Når tegningen har nået et niveau, eksempelvis som den er på billedet, har jeg ikke rigtig lyst til at fortsætte. Jeg bliver glad for den, og bliver bange for at ødelægge den.

Men jeg ved at skal videre, for billedet skal have 5 høns, blomster og farver. Så på den igen. Men jeg hæfter mig ved den “angst” der opstår i de forskellige faser og det var den jeg gerne vil skrive om.

Da jeg så storyboardet på webshoppen, kom jeg til at tænke på Neville Goddard, som jeg har skrevet meget om. Jeg har forresten lige købt en nyindspillet udgave af de 10 bøger han skrev, og hører dem med fornøjelse.

Et storyboard er noget seriøse filmproducenter får lavet inden optagelserne til en film starter. Det er som regel håndtegnede illustrationer af alle scenerne i filmen, så man har en god idé om hvordan scenerne skal optages, og om de hænger sammen. Illustrationerne kan være fremragende og det kan blive små kunstværker.

Neville mener at vi kan skabe de oplevelser vi ønsker, ved bevidst at programmere underbevidstheden. Fremgangsmåden er at leve sig dybt ind i den situation man ønsker, så man virkelig fornemmer den så tydeligt som muligt, og derefter glide over i søvnen.

Så jeg kom bare til at tænke på at, selvom jeg egentlig synes det er latterligt at man skaber et kunstigt opstillet billede af en situation, fordi jeg beskærer billedet på en sådan måde at man ikke kan se at mit bord flyder med blyanter og molotowmarkers, en billig kaffekop fra Søstrene Greene, og andet rod, er der måske alligevel en sammenhæng med Nevilles metode til at programmere underbevidstheden i den retning man ønsker at bevæge sig.

Crede et Vicisti – Tro og Vind