Et abstrakt gennembrud

Det er mandag, og det er tid til at skrive.

Gårsdagen, søndag, var banebrydende på en meget fredsommelig måde.

Jeg startede på et abstrakt billede, og det har jeg taget tilløb til i længere tid.

Men noget inden i mig blokerede. Da jeg forleden dag ledte efter et billede jeg skulle bruge til et blogindlæg, faldt jeg over et foto jeg havde taget i Liseleje. Helt nøjagtigt d. 14.2.2021 kl. 16.38. Motivet var af en stor sten i bølgebryderne ved stranden, i lav sol.

Over Liseleje. Så kommer jeg til at tænke på Gnags gamle sang om Aarhus. Den er stemningsfuld.

Da jeg så billedet, gik det pludselig op for mig at en abstraktion ikke behøver at være fri fantasi. Det kan det være, men ikke nødvendigvis. Jeg besluttede at lade denne sten danne grundlag for et abstrakt billede. Jeg har vedhæftet billedet, men jeg betragter det på ingen måde som færdigt. Det er i proces. Det er vi vel alle.

Det frustrerende ved billeder er, at man ikke kan fortælle historier så effektivt som med tekst.

Det var en lettelse da det gik op for mig at jeg ikke behøver at opfinde abstraktionen, og at man kan finde dem alle steder. Det gik faktisk op for mig, nu denne morgen, at jeg for mere end en menneskealder siden lærte netop dette, at der er abstrakte billeder over alt. Jeg lærte det på et kursus af underviseren Carsten Dinnsen og han var virkelig dygtig. Jeg lærte en hel del af ham. Desværre er han afgået ved døden, har jeg erfaret.

Jeg husker billedet af stenen meget tydeligt, for det er taget i den meget triste Corona tid, hvor vi der ikke ønskede at rende rundt med masker og coronaapps – var persona non grata de fleste steder. Ideen med fotografiet, var at da jeg ikke kunne få lov til at gå på museer, ville jeg selv finde skulpturer og billeder i naturen og steder hvor jeg stadig kunne bevæge mig frit.

Jeg følger den nye amerikanske præsidentkandidat Robert F. Kennedy Jr. med stor interesse. Jeg glæder mig over hans tilsyneladende oprigtighed, men mest af alt at han tør gå mod strømmen og at han går i flæsket på hele det korrupte, etablerede og sammenspiste system. Han fortæller nogle interessante sandheder, som mange tilsyneladende ikke er vilde med. 

Og det lader til at hans meningsmålinger er så gode at mainstream, helt forudsigeligt, i en koordineret indsats, har sat sig for at bringe ham i miskredit, koste hvad det vil, og med alle midler, også gerne de ufine. De holder sig ikke tilbage fra at sværte ham på alle måder.

Grunden til at jeg kommer til at tænke på RFK, er at jeg så et interview med ham i går, hvor han bliver spurgt hvorfor han går ind for det der i USA kaldes “Affirmative action”, som ikke alle, heller ikke mange af hans egne støtter, er begejstret for. Jeg anede ikke hvad det betød og måtte slå det op. Affirmative action betyder nok “positiv særbehandling” – så man mener at minoriteter skal have fordele og hjælp, så de kan få et løft i et samfund de ellers har svært ved at klare sig i. Det går helt tilbage til Lyndon B. Johnsons præsidentperiode (63-69) og det har ham der igangsatte inititativet for at hjælpe sorte, der havde det svært i et raceopdelt samfund.

RFKs argument var til dels at han huskede hvordan han kørte rundt i landet med en sort ven, og måtte gå ind og hente mad i restauranter til dem begge, som de derefter måtte spise i bilen, eller da vennen skulle købe sko, skulle han sidde ude på fortovet og prøve dem, fordi han ikke måtte gå ind i butikker og restauranter, der kun var for hvide.

Jeg er helt klar over at der er forskel på at være sort i et raceopdelt land, og at være en der nægter at gå med maske og lade sig teste for en ufarlig virus, for jeg kunne jo blot underkaste mig, så kunne jeg også gå i butikker eller på museer og andet. De sorte kunne ikke gøre meget. Men det havde jeg heller ikke.

Jeg ved ikke hvordan affirmative action fungerer og vil ikke gøre mig klog på det.

Men jeg tror generelt ikke det er en god ide at give folk positiv særbehandling på grund af køn, farve, religiøse og poltiske holdninger, familierelationer, eller andet der ikke nogat har at gøre med evner og talenter.

Man kan jo se hvordan det går i dansk politik, når alt det kræver er hæmningsløs leflen for laveste fællesnævner for at få stemmer nok, og at det er fordelagtigt at være tro partisoldat for at avancere i hierakiet.

Men tilbage til mit lille maleri. Det er malet med gouachefarver, som jeg synes er meget smukke. Det er opakt og helt mat når det tørrer.

Det var egentlig meningen at jeg ville skrive lidt om tiden, der for mig både går hurtigere og langsommere, tilsyneladende, og også om min gamle ven nervøsiteten, der stadig ikke har indfundet sig, trods mit økonomisk belastende livseksperiment.

Men det må blive en anden dag.

Så jeg slutter med at citat af Mahatma Gandhi:

First they ignore you, then they laugh at you, then they fight you, then you win.

Crede et Vicisti – Tro og Vind