Carl Jung og mine drømme

Den kraftige vind blæste min kasket af hovedet, og jeg husker at jeg løb rundt for at fange den, men vinden tog hele tiden fat i den og blæste den længere væk, så det var umuligt. Så vågnede jeg.
Som oftest kan jeg ikke huske mine drømme, men måske fordi jeg i øjeblikket lytter til Carl Gustav Jungs selvbiografi, “Memories, Dreams, Reflections”, kunne jeg huske noget fra min drøm i nat. Jeg tror, at drømmen var noget længere, men husker kun det sidste.
Og jeg der aldrig går med kasket eller anden hovedbeklædning, med mindre det er bidende koldt.
Jeg skal ikke gøre mig klog på Jung, blandt andet fordi jeg ikke er så langt i bogen, men blot konstatere at han var en meget interessant mand, langt mere interessant end jeg troede. Han levede tilsyneladende et stærkt og rigt indre liv og lyttede til sin intuition og mange andre signaler han modtog, både fra sit indre og i det ydre.

Det er tankevækkende at han skriver om sin taknemmelighed for også at have et helt normalt familieliv, med børn og børnebørn, der mindede ham om vigtigheden af at forblive rodfæstet i den fysiske verden, og ikke kun opholde sig i en uhåndgribelig, underbevidst og metafysisk tankeverden, og med patienter der også kunne påvirke og udfordre ham.

Selvom jeg tror han mente det var i det ubevidste, man måtte søge hen for at finde svar på mange vigtige spørgsmål, for at udvikle sig som menneske.

Det er interessant at læse hvordan han gradvist måtte trække sig fra sin ellers gode ven og mentor, Sigmund Freud, der åbenbart blev stærkt emotionelt tilknyttet til sine egne teorier om alt handler om seksuel tiltrækning, fantasier og behov, og ønskede at Jung skulle videreføre disse ideer, og at det skulle gøres til et dogme, en sandhed der ikke kunne diskuteres.
Det endte med at Jung måtte sige fra og det blev slutningen på deres venskab.

Og apropos dogmer og ideer der ikke må stilles spørgsmål ved, så lod jeg mig desværre trække ind i en diskussion på Twitter i går.
Den udsprang af den ikke særligt overraskende nyhed, at Søren Brostrøm, tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen, har fået nyt job hos WHO.
Naturligvis fremsætter en hel del, jeg selv inklusive, den påstand, at det er en belønning for hans villighed til at lade sig bruge i et politisk spil og tilsidesætte sin faglighed under coronahysteriet.
Det er der naturligvis ingen der kan dokumentere, men set i lyset af at Anders Tegnell, den svenske statsepidemiolog, blev lovet et job i WHO, der pudsigt nok, ikke blev til noget alligevel, kan man jo selv danne sig sine slutninger.

Jeg var også inde og give mit besyv med på Indenrigs og Sundhedsminister Sophie Løhdes Twitter profil, der ikke overraskende, skamroste Brostrøm for sin “fantastiske” indsats.

Jeg kan glæde mig over at de første 50 kommentarer, eller flere, var negative og på linje med mine holdninger. Det samme gjorde sig gældende i Berlingskes historie på Twitter, så hvis de tal ellers kan bruges til noget statistisk, er der grund til optimisme. Det kan også bare være at det er krigerne der er ude, mens de andre sidder foran tv’et, som de plejer.
Men jeg mødte også en kvinde der mente at det var en konspirationsteori at hævde at jobbet var en belønning for hans følgagtighed, men det jo også kunne være fordi han havde klaret det hele så godt. Desværre indlod jeg mig på en diskussion, og det er faktisk ret rystende så lidt disse mennesker ved. Jeg gjorde hende opmærksom på at det er kendt at Brostrøm ikke ønskede de mange mærkelige pseudovidenskabelige tiltag, men at han blev presset af Per Okkels fra Sundhedsstyrelsen og at der derfor ikke var sundhedsfaglige beslutninger. Og hvordan kan man hævde at indsatsen var en succes, set i lyset af de øvrige omkostninger, både menneskelige og økonomiske, når man blot ved at kaste et blik mod Sverige, kan se at de havde mindst lige så gode resultater, og langt bedre end mange andre lande, uden at sende børn hjem fra skole og presse folk til at gå med masker og andre mærkelige intelligens og loyalitetstests der ikke har nogen dokumenteret effekt.
Jeg synes det er uforskammet af disse mennesker, at latterliggøre os der brugte tid på at undersøge emnet, mens de sad foran tv’et og troede på historien. Der er noget Dunning-Kruger møder Erasmus Montanus over det. Det er svært at trænge igennem.
Rundt omkring ser jeg af og til spørgsmålet stillet, ikke til mig, men: “Er du ikke snart træt af at skrive om Corona. Vi andre er videre for længst”. Men jeg omskriver vaneforbryderen Egon Olsens berømte sætning fra “Olsenbanden i Jylland” – “Vi skal ikke videre, vi skal hjem”.

I går arbejdede jeg igen lidt på mit abstrakte billede. Jung var også ret interesseret i at lave billeder og jeg tror han så dem som signaler fra det ubevidste. Det skal jeg vide mere om.

Gad vide hvad Carl Jung ville sige til min kasket-i-vinden drøm?
Jeg tror ikke han tolkede andres drømme, men lod det være op til os selv.

Det var egentlig min plan at skrive om tid og om nervøsitet. Men det må blive en anden dag.

Crede et Vicisti – Tro og Vind