BlogMission Burhøne

At se er befriende

Det er søndag og jeg vil skrive lidt om en passage i Eckhart Tolles bog “A New Earth”.

Emnet interesserer mig meget, og da jeg genhørte det, satte jeg et bogmærke og har transskriberet og oversat stykket efter bedste evne.

Tolle bruger ordet “grievance” og jeg har svært ved at finde et godt tilsvarende ord.

Men det kan være beklagelse, klage, klagepunkt, brok, reklamation og der er sikkert flere.

Jeg har valgt “beklagelse”, selvom jeg ville foretrække et bedre ord, men jeg kan ikke finde et.

Overskriften er: Reaktivitet og beklagelse

Hvor modstand og krænkelse ofte er den følelse, der følger beklagelser, kan konsekvensen også være stærkere følelser, som vrede eller tilsvarende former for oprevet sindstilstand.

På den måde bliver den mere energetisk opladet.

Beklagelser bliver til reaktivitet, en anden af egoets måder at styrke sig selv.

Mange søger den næste ting, vi kan reagere imod, og at føle sig irriteret eller forstyrret af. Og det tager aldrig ret lang tid, før vi finder noget.

“Dette er forkasteligt”,  “hvor vover de, jeg finder mig ikke i det.”

Man bliver afhængig af vrede og oprevethed, som andre er af alkohol eller stoffer.

Ved at reagere på alt muligt, styrker man sin selvfølelse.

En længerevarende modstand, kan kaldes en beklagelse (grievance)

At bære en beklagelse, er at være i en permanent tilstand af modstand.

Og derfor er en beklagelse en vigtig del af egoet.

Kollektive beklagelser kan eksistere i århundreder i psyken på befolkningsgrupper, politiske og religiøse ideologier, stammer, og være brændstof til uafbrudte cyklusser af vold og konflikter. En beklagelse er en stærk negativ følelse, forbundet til en hændelse nogle gange i en fjern fortid, der holdes i live af tvangsmæssig tænkning og ved at genfortælle historien, hvad der skete for mig eller os.

En beklagelse kan også negativt påvirke andre dele af livet. Eksempelvis kan en gammel beklagelse forvrænge oplevelsen af en hændelse, der sker i nutiden. Eller påvirke den måde man taler til eller opfører sig overfor en person i nuet. Man fastholdes i egoets greb.

Det kræver indsigt at opdage, om man stadig har disse beklagelser, om der er områder eller personer, man endnu ikke har tilgivet.

Hvis det er tilfældet, så vær opmærksom på de tanker der holder dem i live. Og mærk de følelser, der er kroppens respons på de tanker. 

Prøv ikke at slippe sorgen, for at prøve, virker ikke.

Tilgivelse sker af sig selv, når man opdager at sorgen ikke har andre formål end at styrke selvfølelsen og holde egoet på plads. Et se, være bevidst, er befriende. The seeing is freeing.

Jesus’ belæring om at tilgive sine fjender handler om at opløse et af de vigtigste egoistiske strukturer i det menneskelige sind.

Fortiden kan ikke forhindre mig i at være til stede nu. Kun vreden over fortiden, kan gøre det.

Og hvad er en beklagelse? Bagage af gamle tanker og følelser.

Uddrag slut.

Der er klare paralleller til Gay Hendricks “det der oplyses, opløses”. Og man skal heller ikke glemme at tilgivelse ikke betyder accept af overgreb. Det er en indre tilstand, der befrier negative følelser.

I fredags sad jeg ved Rungsted havn og talte med en ven, mens jeg drak kaffe og spiste rabarberkage – tror jeg nok det var – om historien fra biblen om den fortabte hjemvendte søn, der bliver modtaget af faderen med tilgivelse og rummelighed, selvom han har gjort alt forkert, mens hans anden søn, dydsmønsteret, bliver ret fornærmet, fordi han har gjort alt rigtigt. Det er vel den samme historie.

Nå, jeg gider ikke skrive mere i dag.

Crede et Vicisti – Tro og Vind