Den bevidste gaffeltruck
Det er lørdag morgen. I skrivende stund er klokken 5:51 og solen er ikke stået op endnu. Efteråret er kommet og det er en smuk tid.
Jeg har lige set et kort videoklip med Russell Brand, der for første gang siden anklagerne for seksuelle overgreb rettet mod ham, udtaler sig på sine online kanaler. Han fortæller at den britiske regering har bedt flere big tech firmaer om at censurere Brands indhold, og flere har efterlevet dette krav. Det kan ske fordi man i UK har lavet en lov der hedder “The Online Safety Bill” – der giver dem mulighed for at overvåge og censure efter behag, med det påskud at det handler om befolkningens sikkerhed.
Og som Russell siger, når ordet “sikkerhed” og “tillid” er brugt, er der grund til at være mistænksom og på vagt, for det handler selvfølgelig om noget andet. Kontrol og magt.
Han omtaler også “The Trusted News Initiative”, (TNI) og forklarer at det er et samarbejde mellem Big Tech og “Legacy Media”, sidstnævnte er de traditionelle ældre medier, med det formål at lukke munden på alle de nye uafhængige medier, som Russell Brand, er en del af, og som har vind i sejlene i denne tid fordi så mange er trætte af mainstream mediernes tydelige agenda drevne dækning der bliver solgt som nyheder, men i realiteten er politisk propaganda.
Det er en smuk tid, for man mærker angsten i magtens korridorer. De er bange og reagerer, og hver gang det sker, opdager flere, hvad der sker.
Jeg lytter stadig til Eckhart Tolles bog “Stillness Speaks” og i går fandt jeg tilfældigt en video med forskellige interviews med musikeren George Harrison, tidligere medlem af The Beatles, hvor han taler om sin interesse for det samme emne, bevidstheden, opmærksomheden – consciousness og awareness – og da det gik op for ham at det er det man er, det er det eneste der betyder noget, alt andet er bare fyld.
Det er fristende at hævde at “fyldet” – det der sker i livet, er ligegyldigt, men det er ikke korrekt, for livet består også af praktiske gøremål der skal passes.
Hvis det lykkes at være bevidst, kan man godt få følelsen af at være betragter på afstand, og hvordan kan man så være til stede, for er at være til stede ikke at være nærværende?, og hvordan kan man være nærværende på afstand, det giver egentlig ikke mening, hvis man tænker over det, eller rettere, er opmærksom på det. Og alligevel gør det.
I går var jeg igen på gaffeltruck kursus og jeg var glad for at jeg fik mulighed for at træne på et par trucks jeg følte mig svag. Det var en reach-truck og en stand-in stabler, især førstnævnte er speciel fordi man sidder med siden til gaflerne og det skal man lige vænne sig til. Men efter at have flyttet en del paller fra en pallereol til en rullereol og tilbage igen, begyndte det at gå bedre. Den store udfordring for mig er at betjene grebene blidt og blødt, for så reagerer trucken tilsvarende, og ikke som jeg er tilbøjelig til, med for kraftige bevægelser.
Måske kan man sammenligne det at være bevidst med at køre gaffeltruck? Truckføreren er bevidstheden, og trucken er “mig”, og føreren giver mig inputs med de forskellige håndtag. En truck foretager sig intet uden fører, men hvis jeg som menneske ikke er bevidst, slår egoet over i et automatisk program, styret at gamle vaner, der kan være positive, men kan også være traumer, neuroser, måske fra tidligere inkarnationer, eller en skæv barndom, forskellige afhængigheder, og i visse tilfælde vælter en del europaller og reoler. Men når truckføreren sætter sig til rette, går det forhåbentlig bedre.
Det medfølgende foto viser instrumenterne på en reach-truck. Rattet til venstre styrer hjulene, og i konsollen til højre er de vigtigste knapper den store til venstre, der bestemmer køreretningen, og de 4 mindre knapper på række er fra venstre, slædens lodrette akse, derefter reach funktionen der skyder masten frem og tilbage, den tredie er tilt af gafler og yderst til højre er det sidejustering af gaflerne.
Crede et Vicisti – Tro og Vind