Du er alene, find selv svaret
I går havde jeg den interessante oplevelse, at min historie fik meget lidt interaktion, altså meget få “likes” på FB. Det kan være fordi den var usammenhængende, rodet og kedelig, men det var tankevækkende at den samme historie klarede sig langt bedre på en anden platform der primært beskæftiger sig med erhvervsrettet indhold.
I historien nævnte jeg to social media platforme, men uden deres dot suffix, og jeg spekulerer på om det kan være nok til at FB begrænser historien.
Jeg nævnte også et par “kontroversielle” politikere i historien, kontroversielle fordi de sætter ord på en ubekvem sandhed, og det kan måske også være årsagen. Jeg ved det ikke, jeg gætter, måske er jeg paranoid.
På den erhvervsrettede platform, havde jeg endda den fornøjelse at udveksle en kort dialog med Christine Stabell Benn, den modige læge og vaccineforsker, der er en af de få fagfolk der har modet til at tale corona- og vaccine narrativet i mod, og være en støtte for de mange vaccineskadede der bliver svigtet af systemet.
Min morfar benyttede af og til ordet: “Sølle”. Det er et gammelt ord der sjældent høres, men hvor er det sølle at man ikke giver disse stakkels mennesker en bedre og mere respektfuld behandling og anerkendelse.
Dialogen handlede om at jeg, i historien, nævnte mit forsøg på, meget bevidst, at undlade at tale nedsættende om mennesker der har en anden mening end jeg, men at jeg af og til, desværre ikke er i stand til at beherske mig. Og min undren over at så mange stadig tror på de åbenlyse løgne, og ikke har nogen interesse for den eksisterende viden. Men jeg ved jo godt hvorfor, så hvorfor bliver jeg ved med at undre mig.
Eckhart Tolle fortæller mig, hvorfor jeg gør det. Fordi egoet styrkes af konflikter, og det skal jeg lære. Og forstå. Jeg har lært det, men jeg skal også huske det og integrere det i alt hvad jeg gør. Svarene findes ikke i tankernes verden, men i den bagvedliggende bevidsthed, og den oplever man kun i stilheden. Det er meget svært for mig at praktisere, men jeg øver. Stilhed betyder ikke nødvendigvis stilhed, som i fravær af larm og uro, men stilhed er også evnen til at skabe en afstand, et rum, omkring støjen. Sådan tolker jeg Tolles ord.
Jeg har forstået at de amerikanske sundhedsmyndigheder nu anbefaler at alle tager en CV19 vaccine, og det gælder børn, helt ned til 6 måneders alderen. Heldigvis er det ikke sådan i Danmark og andre europæiske lande, hvor aldersgrænsen for anbefalingen er 65 år.
Men hvordan disse mennesker, der står bag denne anbefaling, kan falde i søvn om aftenen, når de ligger i deres seng, er mig en gåde.
Det føles som om man i disse år, deltager i et stort udskillelsesløb. Som at være med i en film, og være agenten der er blevet placeret bag fjendens linjer, med beskeden: du er alene nu, du må klare dig selv, og selv finde løsninger hvis du får problemer. Og bliver du opdaget, benægter vi ethvert kendskab til dig, forvent derfor ingen hjælp.
Crede et Vicisti – Tro og Vind