En dag i Tivoli

Jeg kan jo godt lide at skrive om mine oplevelser, og det vil jeg også gøre i dag.

Gårsdagen tog en helt uventet drejning, da jeg om morgenen var ved at lægge sidste hånd på min historie om tolerance, næstekærlighed, tilgivelse, albatrosser og soulmusik, og jeg havde modigt, men ikke uden frygt, skrevet en tekst der potentielt kan opfattes blasfemisk af fundamentalistiske kristne.

Pludselig modtog jeg en besked med spørgsmålet: “Vil du med i Tivoli i dag?”. Ikke et sekund tøvede eller tvivlede jeg. Selvfølgelig ville jeg med i Tivoli, med mit barnebarn og hendes mor.

Et kort øjeblik overvejede jeg de økonomiske konsekvenser, men som bluesmusikeren BB King altid sang i den gamle Louis Jordan klassiker, og som BB ofte startede sine koncerter med: “You only live but once, and when you’re dead, you’re done, So let the good times roll.”

De unge ville tage toget, men jeg overbeviste dem om at vi skulle køre i min bil, og jeg kender et sted der har gode parkeringsmuligheder. Jeg er traumatiseret af 12 år som pendler med DSB, og har forståelse for Homer J. Simpsons klassiske replik: “Public transportation is for losers”.

Således inspireret købte jeg en billet og et turpas.

Vejret var næsten for godt til at være sandt. Flot solskin, skarp klar efterårsluft og en meget behagelig temperatur.

Vi styrede direkte mod den gamle rutchebane, ind i køen, og min lille pige på 6 år vidste hvad vi skulle, så hun guidede mig til bageste vogns bageste sæde. Det er angiveligt den mest dramatiske plads, og vi tog af sted.

De to unge har sæsonkort for 2023 og har været i Tivoli utallige gange i løbet af året. Så den lille pige var en god turguide, der vidste hvad hun ville og hvor vi skulle hen.

Ganske rigtigt letter man ca. 20 cm i sædet, hver gang vognen kører ned ad bakke.

Men sjovt var det.

Jeg spekulerede over, hvordan jobbet som rutchebanefører er og om det kunne være noget for mig?

Når man er i Tivoli er det uundgåeligt at man bruger meget tid på at vente i køer.

Sammen med en energisk pige på 6 år, der har meget at fortælle, er der ikke så meget tid til at tænke, men af og til gled tankerne mod Eckhart Tolle. Jeg har tænkt over tid, og måske opfatter jeg tid, fejlagtigt, som segmenter, og nuet som noget jeg kan dele op i eksempelvis sekunder. Forleden nat overvejede jeg om det er fejlagtigt. Tiden er et rum og der er kun et nu. Jeg tænkte på om vi spildte vores tid i køen, men besluttede at det var fint at stå der, vi snakkede om løst og fast, den lille talte mest, og vi krammede og fortalte historier og glædede os til det blev vores tur. Men det er vel ikke mere spildtid at stå i en kø, end at sidde i en maskine der snurrer rundt.

Jeg var tilfreds med at blive guidet rundt i haven, men jeg havde dog et ønske om at prøve veteranbilerne. Jeg ved ikke hvorfor, men der er noget hyggeligt og nostalgisk ved de gamle modeller og de er meget langsomme og meget kedelige, men det er helt som det skal være. Jeg måtte kæmpe lidt for det, for mit barnebarn var ikke i humør til dem lige i det øjeblik, men til sidst ændrede hun mening, som hun ofte gør, og vi tog en tur sammen. Hun styrede, og jeg slappede af. Jeg kan ikke påstå at turen bragte særlige minder frem, men nu har jeg et nyt, som en dag vil blive til et gammelt minde.

Tivoli er smuk og idyllisk, og de er gode til at skabe en magisk hyggelig verden ved hjælp af kulisser og effekter. Men jeg overvejede, om der måske blandt de ansatte eksisterer et hierarki? Er der mon visse jobs der er forbundet med mere prestige end andre?

Det tror jeg ikke. De virker glade og jeg tror de støtter hinanden og tager hinandens vagter, uanset om det er de vilde forlystelser, eller om det er langsomme og kedelige for små børn.

Jeg blev ret populær hos min pige, noget jeg altid arbejder på, fordi jeg tog med i radiobilerne og det var første gang for hende. Vi smadrede ind i hinanden, men det var bare for sjov og ingen blev uvenner.

Så vidt jeg husker var den forlystelse, der nu hedder “Minen”, engang en magisk verden hvor man sejlede i de små både i gange med lysende sommerfugle. Nu er det lavet om til en mineskakt, med rotter og uhyrer. Måske findes der en gruppe, der kæmper for at bringe sommerfuglene tilbage og går rundt og er sure over at nogen fjernede deres elskede forlystelse? Det er blot spekulation. Det tror jeg ikke, og jeg havde ikke meget tid til at tænke i går. Heldigvis var der vigtigere ting på færde.

Billedet af min pige tog jeg i går, hun er på vej af sted mod et eller andet, og enten må hun ikke røre stregerne mellem fliserne, eller også skal hun ramme dem. Det bestemmer hun selv.

Crede et Vicisti – Tro og Vind