Glæden ved at gå

Søren Kierkegaard sagde mange kloge ting. Blandt andet:

“Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.”

I går var jeg “mandagsbombet” og fornemmede at små ligegyldigheder kom til at fylde for meget i mine tanker. Så jeg greb Kierkegaards råd.

På med en jakke, et kamera over skulderen og ud i de mørke gader. Det var en dejlig mild efterårsaften og jeg gik uden noget særligt mål. Nogle få butikker havde stadig åbent og jeg traskede væk fra byen og ud i mindre villaveje, og jeg tænkte over det forløbne år der har været mærkeligt og uroligt og frustrerende, men som også udfordrende og godt. Jeg gik forbi haver jeg har arbejdet i, steder jeg har været, jeg kunne se mennesker der sad i deres oplyste stuer, nogen sad foran tv’et, en lå på sofaen og stenede, nogle sad tilsyneladende og spiste og det så hyggeligt ud. Det var næsten skyfrit, og månen oplyste byen meget smukt. Jeg forsøgte at fotografere og det gik, men med så lidt lys og intet stativ, fik billederne meget støj, og var nærmedt ubrugelige.

Jeg gik forbi et sted beboet af en person jeg kender og holder af, og jeg så ham stå og tale med sin kone. Hun stod og vaskede op og han stod og talte og så bekymret ud. Jeg ved at han har grund til bekyrming og jeg spekulerede på hvad han mon sagde og hvordan det går med ham. Jeg håber det går godt. Jeg satte ikke farten ned da jeg passerede, så det var som et hurtigt fotografi, taget i bevægelse, men i stedet for en digital sensor, sidder billedet på nethinden. Da jeg kom tilbage til min lejlighed føltes de samme tanker meget lettere.

Crede et Vicisti – Tro og Vind