BlogMission Burhøne

Held er ikke et tilfælde

Mens danske politikere sælger ud af vores frihedsværdier og kloge mennesker argumenterer for hvorfor det er helt i orden, er jeg gået videre med næste bog af forfatteren Gay Hendricks.

Den første, jeg læste af Gay, “The Big Leap”, handler om det, han kalder “The Upper Limit Problem” (ULP) –  andre kalder det selvsabotage og der findes givetvis mange andre udtryk.

Den nye bog har titlen: “Conscious Luck” og emnet er at held er et valg, noget man selv skaber. Det lyder selvfølgelig som noget vrøvl, for held er vel tilfældigheder og derfor ikke noget man kan gøre noget ved. Men det mener Hendricks, at man kan.

Det første man gør er at tage en beslutning om at man vil være heldig. Dernæst skriver man det i hånden, som en erklæring, både med den dominerende og den sekundære hånd, da den sekundære har bedre kontakt til det ubevidste.

Så er man i gang. Man har taget beslutningen og committet sig.

Jeg undrer mig over om der findes et dansk ord der betyder det samme som “committe.”? Og om ordet er accepteret i det danske sprog? Og nej, “forpligte” duer ikke. Det er tæt på, men ikke helt.

Der er mange ting at arbejde med i bogen The Big Leap, så måske skulle jeg holde en pause og bearbejde de mange gode ideer, men da temaet Conscious Luck ligger tæt på, ser jeg ikke noget problem i det.  De er i familie.

Som anbefalet af Søren Kierkegaard, går jeg også ofte ture, mens jeg tænker, og derefter ophører al lighed, men på min tur i går, havde jeg besluttet at jeg lige skulle have en pakke usaltet smør, da jeg overvejer igen at begynde at drikke Bulletproof kaffe om morgenen.

Opskriften er friskbrygget kaffe med lidt smør og måske kokosolie i en blender. Det er godt.

Jeg gik ind i Meny, da det ligger lige på min rute, og fandt en pakke kostbar usaltet økologisk smør fra Øllingegaard. Der var ikke andre valgmuligheder, men der stod “Det lokale”, “økologisk” og “gammeldags” på pakken, så jeg var tilfreds med mig selv.

Da jeg nærmede mig kassen så jeg til min skræk at de to åbne kasser havde ret lange køer, og tilsyneladende var gået i stå, af en eller anden grund.

Jeg bevarede roen, og lige i det samme kom en medarbejder hen og begyndte at åbne den kasse, jeg tilfældigt stod ud for. En mand med en stor kurv gik hen foran mig og satte kurven op på rampen, men af en eller anden grund, fortrød han, og forsvandt igen.

Nu var kassen åbnet og klar, og jeg lagde den lille pakke smør på båndet, betalte og gik hjem.

Held er ikke noget der tilfældigt “slår ned” som et lyn, men skal opfattes som en vind eller en strøm, der hele tiden er der. Udfordringen er at forbinde sig med strømmen og ride med.

Crede et Vicisti – Tro og Vind