BlogMission Burhøne

Høne i oliepastel

I dag vil jeg skrive lidt om en ny video jeg har lavet. Den er ganske simpel, og formålet med at lave den var hovedsageligt at genopfriske eller genopdage de teknikker jeg stiftede bekendtskab med i 2020/21. Det var helt fundamentale ting, altså ikke ligefrem på niveau med dyre Hollywood produktioner. Den største udfordring var at åbne det imponerende, ja næsten intimiderende, videoredigeringsprogram: Blackmagic Davinci Resolve.

Men jeg er jo frygtløs, så jeg gjorde det.

Jeg har tilbragt mange timer i det og det var også et kært gensyn, men jeg måtte ganske mange gange søge efter viden, der kunne genopfriske hvordan jeg skulle udføre en opgave. Men heldigvis er det alligevel ikke helt som at starte forfra. Det ligger jo inde i hjernen et sted og man skal bare lige have lidt hjælp – så kommer reaktionen “Nåååå ja, det var sådan det var” – og så går det nogenlunde. Langsomt, men det kommer tilbage.

Det var også første gang jeg brugte et ret nyindkøbt kamera til det formål. Det er et lille Sony ZV-E10 der skal fungere som erstatning for det Canon M50 jeg solgte. Det leverede varen, og jeg er glad for det og nu er der kompatibilitet med det andet Sony udstyr jeg har.

Som historiefortæller vil jeg gerne have at videoproduktion skal være en del af værktøjskassen. Og jeg er ved at tage tilløb til et nyt video CV, og det var også en af grundene til at jeg spidsede blyanten og kom i gang.

I denne video valgte jeg at præsentere to nye æsker Sennelier oliepastelfarver og lave en tegning eller maleri med dem. Det er ikke så vigtigt, hvad det er, for man kan lave historier om alt, det er bare sjovere når det er noget nyt, og noget man er glad for.

Jeg har ikke lavet de store forberedelser, altså ingen storyboard og manuskripter, det fandt jeg unødvendigt, men blot en kort introduktion efterfulgt af en demonstration. Og jeg havde aldrig før prøvet oliepastel, så jeg anede ikke hvad jeg gjorde. Det er ikke første gang.

Jeg havde i første udgave valgt noget andet musik. Indisk sitar, som jeg holder meget af, fordi det er mystisk og meditativt, og Beethovens 5. symfoni under maleriet.

Jeg har foreløbig begrænset mig til Youtubes musik bibliotek, for jeg vil helst ikke have problemer med ophavsrettigheder. Jeg vil undersøge om der er andre muligheder.

Senere ændrede jeg mening og har forsøgt at lave en lettere stemning, inspireret af de franske Sennelier farver. Og i stedet for den dramatiske, men smukke, Beethoven symfoni, fandt jeg Mozarts “Eine Kleine Nachtmusik”, der er noget lettere – og også smuk. Jeg ville foretrække Mozarts 40. symfoni i G mol 1. sats, men den er ikke tilgængelig i omtalte bibliotek.

Jeg har også senere overvejet at udvide det franske tema med små videoklip af rødvinsglas, croissanter og kaffekopper, men jeg betragter videoen som færdig i denne version.

Crede et Vicisti – Tro og Vind