Indre og ydre rejser
I går var jeg forbi Kunstmuseet Louisiana igen. Jeg har købt et klubmedlemskab, så jeg kan komme så ofte jeg vil, uden at skulle betale entre. Det giver et andet forhold til et besøg, for før skulle jeg altid gennemleve den smerte det er at punge ud med 145 kr.
Et medlemskab gør kun ondt én gang om året og det er hurtigt glemt 🙂 Der er for nylig startet en ny udstilling med tysk kunst fra tiden efter 1. verdenskrig. Det er egentlig ikke noget der siger mig så meget, men der var mange flotte billeder. De siges at skildringerne af mennesker fra den tid er præget af den skam og efterfølgende ydmygelser mange tyskere oplevede efter 1. verdenskrig.
Folk gemte sig bag en facade af kølig påtaget ligegyldighed der havde til formål at skjule det de virkelig følte.
At føle sig svag, sulten og ydmyget, kan let inspirere til at søge tilflugt hos en stærk person der lover genoprejsning af selvrespekten og mad på bordet.
Jeg har ikke lyst til at sprede mere frygt og bekymring end nødvendigt, især fordi de politikere vi er så uheldige at skulle trækkes med, ynder at benytte frygt som kontrolværktøj i stor udstrækning, men jeg deler alligevel Vibeke’s indlæg herunder. Tilsyneladende taler statistikken sit tydelige sprog.
En slagter kan få en bøde på 40.000 kr. for at skrive æg med små bogstaver, og der skulle jo have stået ÆG, men myndighederne kan lyve, lokke og indirekte tvinge unge mennesker og børn, til at tage en medicin som ingen kender indholdet af, og som hverken er testet eller virksom for det der er lovet. Og det har foreløbig ikke haft konsekvenser for de ansvarlige.
I denne tid er jeg opmærksom på indre rejser i sindstilstande jeg husker. Jeg tænker på om det er muligt at beskrive dem visuelt i et symbolsprog. De er ofte tilknyttet steder og billeder, både indre billeder i hukommelsen og digitale fotos. Eller måske er det ligegyldigt.
Jeg fornemmer at det har noget at gøre med den tid vi er på vej ind i. Jeg er bekymret for om vi igen skal til at slås med coronarestriktioner for det gider jeg ikke, men på den anden side set, var det måske både den værste, men også den bedste tid i mit liv, hvor jeg fandt ressourcer jeg slet ikke troede jeg havde – det var med til at forme dele af en ny identitet og selvopfattelse. Følelsen af at være udenfor, at være iagttager, helt bogstaveligt, var ikke rar og jeg ønsker ikke at gentage det, men det var alligevel interessant og udviklende.
Billedet er taget fra Gilleleje, mod Sverige og i horisonten skimtes byen Mølle. Det er et land der kan være stolt af sig selv.
Crede et Vicisti – Tro og Vind