Ja, det er der noget at gøre ved

Jeg øver mig i at modsige mig selv. Eller måske skal jeg hellere sige, at jeg øver mig i at være i stand til at have forskellige meninger, der modsiger hinanden?

Og jeg øver mig også i at være rummelig og acceptere at der er mennesker der mener noget andet end mig. Det går nogenlunde, ikke godt, men nogenlunde, med at rumme, synes jeg selv, men ikke altid med at forstå hvorfor disse mennesker ikke forstår at ikke alle synes deres ideer er så gode at andre ønsker at leve med konsekvenserne af disse.

Egentlig forstår jeg det jo godt – det handler om at mennesker føler sig stærkere i flok, og at visse mennesker finder stor nydelse ved at bestemme over andre. Det er ganske simpelt og overordentligt primitivt, er jeg ked af at sige.

Denne historie er egentlig inspireret af en artikel jeg tilfældigt så på et kendt socialt medie, delt af en ven. En rigtig ven jeg har mødt i det virkelige liv.

Artiklen er skrevet af Anders Heide Mortensen, der er kommunikationsrådgiver og kommentator på mediet Finans.

Hvis man vil læse den, kan man søge på teksten: “Tak, CBS. I viser, hvor interessante mennesker, vi danskere er blevet.” Jeg sætter nemlig ikke links ind i mine tekster, da jeg har forstået at visse sociale medier, i så fald, begrænser mine “visdomsords” udbredelse, og det vil jeg ikke risikere.

Mortensen kommer ind på noget, der er meget relevant, og som har min store bevågenhed.

Det overordnede budskab er, at danskere generelt har mistet troen på, at de kan præge det samfund, de lever i. De er blevet groomet til at acceptere, at andre tager beslutningerne for dem, at man skal underkaste sig flertallets beslutninger, uanset hvor stupide de end måtte være, og uanset om det forringer livskvaliteten og giver færre valgmuligheder.

Danskerne resignerer og konstaterer at “det er der ikke noget at gøre ved” – vi bestemmer ingenting, udviklingen kan ikke stoppes, og vi må bare følge med og acceptere det hele.

I artiklen nævnes som eksempel den digitalisering der med lynets hast, skal tvinges ned over befolkningen, selvom ca. 20% ikke har det godt med det, og har svært ved at finde ud af det. Men de skal ikke præsenteres for et analogt alternativ.

De en gang så modige danske vikinger der rejste ud på det store hav i små skibe, der ikke var godkendt af hverken arbejdstilsynet eller søfartsmyndighederne, og erobrede lande og kvinder, sidder nu spagt og finder sig i at deres valgmuligheder bliver dem frataget og de bliver administreret af mennesker der har en dagsorden der ikke er drevet af ønsket om at forbedre vilkårene for den befolkning der betaler deres løn, men blot øge kontrollen og magten, så disse føler sig sikrere i deres job og kan tilfredsstille deres behov for at bestemme.

Jeg bliver til tider beskrevet som en ret distræt person, og det er nok også korrekt. 

Det sker, at jeg står foran mit køleskab, har åbnet lågen og stirrer intenst på en Havarti ost, uden at se den, og pludselig må konstatere at jeg har glemt, hvorfor jeg står der.

Men det sker også, at min hukommelse overrasker mig, som da jeg så A. H. Mortensens kontrafej på den omtalte artikel omhandlende danskens villighed til at underkaste sig flertallets beslutninger, hvor tåbelige, begrænsende og ødelæggende de end måtte være og desværre have mistet troen på at de kan forandre noget.

For d. 9. november 2021 skrev samme Mortensen en artikel, med titlen. “Nu tager far med dig hen for at blive vaccineret. Punktum”.

Som jeg tolker denne artikel, plæderer han for at den del af os, der havde undersøgt den berømte og overordentligt opreklamerede virus der hærgede i starten af tyverne, og derfor ikke ønskede at være forsøgskaniner, ikke skulle bevilges denne valgmulighed.

Vi måtte forstå at frihed til at vælge er fint nok, men i dette tilfælde måtte vi alle underkaste os et medicinsk eksperiment for fællesskabets skyld. Jeg påstår ikke at Mortensen går ind for tvang, men det er denondelynemig tæt på.

Som jeg tidligere skrev, øver jeg mig i at have modsatrettede, modstridende meninger, og jeg synes det er en nobel menneskelig kvalitet, som alle bør øve sig i når de har lidt tid.

Følger man med, ved man nu at den højt besungne vaccine, der slet ikke er en vaccine, har skadelige bivirkninger i en grad der er langt højere end normalt og hvad der bør være acceptabelt. Især når man vælger at sprøjte den i alt og alle – også børn. Sidstnævnte, at man har givet den til børn, er, hvor rummelig jeg end forsøger at være – aldeles utilgiveligt.

Nogle vil hævde at “det vidste vi jo ikke” og det er også rigtigt, hvis man blot lytter til magthaverne.

“Så det er der jo ikke noget at gøre ved”. 

Og det er også rigtigt. Skaden er sket.

Det lader til at Modus Operandi for tilhængerne af den førte politik under virushysteriets vilde dage, jeg tænker her på lockdowns, masker, eksperimentel genterapi og andet pseudovidenskab, er at fastholde deres historie og ignorere den information der har været tilgængelig det meste af tiden, men nu er nemmere at komme i besiddelse af, og fortsat kalde alle andre for “antivaxere” og konspirationsteoretikere. 

Kort sagt, at lade som ingenting, og fortsætte som intet var hændt, 

Et engelsk slangudtryk er: “Double down”.

Det er altid nemmere hvis alle gør det samme. Og der kan altid findes argumenter for at skabe et skabelonsamfund, som Danmark i meget høj grad er.

Så behøver man ikke at tage hensyn til dem, der vil noget andet – de må bare tilpasse sig.

Men det er ikke acceptabelt, for ikke alle trives lige godt under ensartede forhold.

I det gamle kommunistiske Østtyskland DDR, brugte myndighederne mange udspekulerede metoder til at knække systemkrtitikere.  Søvndeprivering var en af dem, og en anden var at lave en personlighedstest for at finde ud af om en person var ekstrovert eller introvert.

Var personen introvert, blev de sat i store fællesceller, og omvendt kom ekstroverte i isolationsceller. På den måde kunne man knække folk – helt uden blå mærker og brækkede fingre.

Jeg tror det vil være godt hvis flere begynder at øve sig i at jonglere med modsatrettede meninger i deres bevidsthedsfelt, for at øge forståelse og rummelighed.

Jeg foreslår et nyt mantra i stedet for det opgivende og fatalistiske: “det er der jo ikke noget at gøre ved”.

Hvad med: “Lad os gøre noget ved det, for det kan vi godt – men bland dig uden om mit liv, tak.” 😀

Crede et Vicisti –  Tro og Vind