Jeg er bekymret

Jeg blev pludselig ramt af en dyb bekymring. Det skete i går, og kom som lyn fra en klar himmel. Jeg vil skrive om oplevelsen, men jeg må starte med at opsummere baggrunden.

Jeg har beskrevet det ubehag jeg føler ved tanken om at skulle ind i a-kasse og jobcenter systemet. Jeg betragter det som min ret at få tilbagebetalt mine egne penge, fordi jeg opfatter a-kassen som en forsikring jeg har betalt til, og fordi jeg har været skatteyder i ca. 40 år.

Jeg bryder mig ikke om systemets dobbeltsidede tilstand af “hjælpsomhed”, suppleret med mistillid og tilhørende overvågning, kontrol og mulighed for straf.

Systemet skaber selv hjælpeløsheden og afhængigheden, og tilbyder derefter hjælp, men det virkelige motiv er kontrol. Uafhængige mennesker er svære at kontrollere.

Inden jeg skulle til mødet, besluttede jeg mig for at anvende en metode, inspireret af den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson.

Det går i sin enkelthed ud på at sige det man tænker, uden at bekymre sig om reaktionen og  konsekvensen. Ikke noget forsøg på at forudse hvad der vil ske, og ingen agendaer. 

En tillid til at man ikke kan, eller skal, kontrollere alt. Tillid til at man finder en løsning når der er brug for den, og ikke forsøge at forudsige en masse potentielle problemer, der måske aldrig opstår, og udtænke løsninger til dem. Det er, i det store hele, spild af tid og energi.

Da jeg tog beslutningen, forsvandt den ubehagelige følelse.

Det var en kort opsummering – og nu til min bekymring.

Jeg var glad for oplevelsen og min emotionelle frihed, men min bekymring gik på om jeg måske er ved at udvikle Stockholmsyndromet.

Hvis man ikke ved hvad Stockholmsyndromet er, er her et forklaring kopieret fra Wikipedia:

“Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken fanger eller ofrene for en kidnapning udvikler tilknytning til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet. Syndromet udvikler sig ud af ofrets forsøg på at relatere sig til sin tilfangetager eller få sympati fra kidnapperen.” Slut.

Så min bekymring var om jeg i min iver efter at fjerne den ubehagelige tilstand, var ved at udvikle en sympati og forståelse for det system jeg egentlig ikke bryder mig om.

Jeg gik ind i min tænkeboks, undersøgte og analyserede.

Da jeg kom ud af boksen, var jeg mere rolig. Falsk alarm – det var ikke Stockholmsyndromet.

Jeg åndede lettet op.

Nogle vil måske hævde at det er at stramme den at sammenligne det velmenende velfærdssystem med en kidnapning.

Det mener jeg ikke.

Magt og kontrol er altid gemt bag venlige masker, der er svære at sige nej til. De vil jo bare hjælpe, det er til dit eget bedste, eller klassikeren: Det er til fællesskabets bedste.

Jeg tror bestemt der findes oprigtige mennesker der uden bagtanker vil hjælpe andre, og for hvem det er belønning nok, og jeg tror også at der blandt ansatte i jobcentre og tilsvarende stillinger, findes mennesker der helhjertet og oprigtigt gerne vil hjælpe, indenfor de rammer reglerne tillader.

Det er det overordnede paradigme jeg kritiserer.

Men lige nu glæder jeg mig bare over at jeg kan erklære mig rask 😀

Crede et Vicisti – Tro og Vind