Systemkritik og bevidst ligegyldighed
Den seneste tid har jeg skrevet en del systemkritiske historier.
Noget om at bede, tvinge eller presse borgerne til at tilpasse sig skabeloner, der ikke nødvendigvis tilgodeser individuelle behov og egenskaber.
Jeg har skrevet om den underliggende, og slet skjulte mistillid, overvågning og kontrol, og det ubehag der kan følge deraf.
Der er vist, trods alt, startet en lille debat om det racerløb der er i gang for at gøre Danmark til et fuldstændig digitaliseret samfund på rekordtid. Men ingen, absolut ingen, har spurgt borgerne om de synes det er en god ide. Og ingen interesserer sig åbenbart for om det skaber en bedre livskvalitet, eller om den bliver dårligere. Og ingen stiller spørgsmål om den virkelige agenda, nemlig muligheden for at kontrollere folk, eller om behovet og respekten for en privatsfære hvor ingen kan snage, er et vigtigt menneskeligt behov der skal tilgodeses og respekteres. For det er det.
Det ligger bare i luften at, selvfølgelig er det godt og selvfølgelig skal det gå hurtigt.
Mennesket er ligegyldigt. Det grundliggende paradigme er jo også at mennesket er til for systemet, og ikke omvendt, som det vist engang blev markedsført.
Jeg har også tænkt en hel del på hvordan man håndterer den følelse af ubehag der følger med at være i dette system.
Nu er jeg selv på vej ind i et system, fordi jeg ikke har noget arbejde. Jeg valgte at udsætte tilmelding til a-kassen og valgte 3 uger som en fri mand, jeg selv har betalt.
Men jeg ser ingen grund til at bruge mine opsparede midler, når jeg har betalt til en forsikring der kan hjælpe mig. Og jeg har betalt skat i dette land i ca. 40 år, så det jo mine egne penge jeg gerne vil have tilbage nu hvor jeg har brug for dem. Det er helt rimeligt.
Jeg lægger ikke skjul på at jeg er meget begejstret for den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson. I et helt nyt interview beskriver han hvordan han, for mange år siden, besluttede at sige hvad han tænker og være helt ærlig, udtrykke sine tanker og følelser, uden skjulte agendaer, og være fuldstændig ligeglad med reaktionerne og konsekvenserne.
Det er ikke en ny tanke for mig, men den blev genopfrisket og jeg mærkede begejstringen.
I går skulle jeg til det første møde med a-kassen. Jeg kunne selv vælge i hvilken afdeling jeg ville aftale mødet. Da jeg klikkede på drop-down menuen og kunne jeg vælge mellem: Ringsted. Og ingen andre.
At give mennesker følelsen af at have et valg er ret smart, men ofte er det en illusion, og åbner ikke for et reelt frit valg. Du kan vælge mellem pest eller kolera, men jeg vil helst være fri for sygdom, og den mulighed eksisterer ikke i drop-down menuen. Og i denne menu, eksisterede ikke et alternativ, hvor ligegyldigt det end havde været.
Men jeg aftalte mødet og mærkede igen denne følelse af ubehag. Og jeg tænkte at NU har du muligheden for at praktisere JPs metode. Du er jo så helvedes klog Jes, sagde jeg til mig selv, du har jo læst og hørt så mange kloge ting, og nu har du muligheden for at føre det ud i livet. Walk the talk, som det vist hedder.
Det eneste der reelt bekymrede mig var om de ville stille underlige og urimelige krav.
Men jeg besluttede at forsøge mig med Jordan Peterson metoden.
Så jeg var ikke forberedt, og besluttede at sige min mening ærligt, uden tanke for konsekvensen. En afventende opmærksomhed og en tillid til at jeg intuitivt ville vælge det rigtige svar i situationen, men ikke forsøge at gætte på forhånd.
Alene disse beslutninger ændrede noget inden i mig. Den dårlige følelse forsvandt.
Jeg kørte mod Ringsted i ret god tid, men på grund af tung trafik og dårligt vejr, gik det alligevel meget langsommere end jeg havde troet. Jeg kunne se at jeg måske ville komme lidt for sent, men jeg besluttede at det ikke betød noget.
Jeg kom to minutter for sent, og blev mødt at en ualmindelig attraktiv kvinde i slutningen af fyrrende, og det hjalp jo også på stemningen 😀 Mødet var afslappet og positivt og jeg fik slet ikke brug for at udtrykke noget der kunne opfattes konfronterende, for hun behandlede mig meget rimeligt, og var forstående hele vejen igennem. Vi havde en god og ligeværdig samtale.
Det var endnu en fase i Mission Burhøne, som jeg har beskrevet her https://erduder.dk/mission-burhone/ – hvis det har interesse.
Apropos høns, så havde jeg egentlig besluttet at det vedhæftede billede af hønsene malet med sort, hvid og okker, ikke skulle ud. Jeg gjorde den fejl at fortsætte med en igangværende palet, og det gav en dårlig og grumset start. Jeg skal starte med rene friske farver på en ren palet. Jeg var fascineret af at oliefarver er så langsomttørrende at man kan bruge dem igen dagen efter. Men så kan jeg lære det. 😀
Crede et Vicisiti – Tro og Vind