BlogMission Burhøne

Mere om mirakler

Det er længe siden jeg har skrevet om mirakler.

Da jeg blev arbejdsløs i 2019, efter 12 gode år som it-medarbejder på Ekstra Bladet, kunne jeg mærke trangen til at prøve noget andet. Jeg vidste bare ikke hvad. Jeg havde behov for fred og ro til at tænke mig om. Men nu skal man jo ikke tro at der, selvom man har betalt skat i ca. 40 år, og har været medlem af en a-kasse i ca. 20 år, gives plads til den slags dybe eksistentielle behov i det danske højt besungne velfærdssystem. Nej, bollesprøjtemodellen træder i prompte i kraft.

Jeg har tidligere sammenlignet velfærdssystemskabelontankegangen med min mormors bollesprøjte og det er muligt at læse historien her, hvis det har interesse.

Derfor skulle jeg jo også i gang med at skrive 2 obligatoriske ansøgninger om ugen, der derefter skulle bogføres i en database. Det skulle være godt, for så har man noget man kan checke og kontrollere. Det er ikke så vigtigt om det giver flere jobs, bare der er mulighed for kontrol og straf. Og det skaber i sig selv en hel del arbejdspladser i “kontrol og straf-branchen” hvor der sidder mange kompetente og dedikerede medarbejdere. Jeg forestiller mig at det er en branche i konstant vækst. Og vækst er godt. Altid.

Tænk hvis man en dag kan måle motivation. Nå det kommer nok når teknologien er tilstrækkeligt udviklet.

Men jeg var altså ikke synderligt motiveret, men skulle jo producere ansøgninger i en regelmæssig strøm, som dej fra en bollesprøjte.

Jeg stillede mig selv et spørgsmål. Hvis jeg selv kunne vælge, hvilken branche vil jeg så helst arbejde i? Hvilket produkt kunne nok være sjovt at arbejde med? Mit svar var: Automobiler. Jeg vidste ikke hvordan eller hvorfor, men jeg synes biler er ret interessante, dog mest vintage biler, bilernes historie, og den slags. Nyere biler finder jeg ret kedelige, men dog meget mere interessant end mange andre produkter, som eksempelvis engangsbleer, cykelhjelme eller dametøj.

Så jeg begyndte at bombardere bilfirmaer med uopfordrede jobansøgninger. Det gav ikke noget resultat og med tiden skiftede jeg fokus til andre jobs. Så kom cirkus corona til byen og jeg fik job i den grønne branche, som også var en ret lærerig periode, på godt og ondt.

Jeg mistede jobbet i den grønne branche og det var godt, for i den nye, korte, arbejdsløshedsperiode, fik jeg et job i bilbranchen.

Om det var en tilfældighed, eller om det er et mirakel jeg selv har skabt, kan jeg ikke vide, men jeg havde lyst til at fortælle historien.

Jeg har tidligere skrevet en historie jeg kalder “Virkelighedens storyboard” om Neville Goddards anbefalinger om at programmere underbevidstheden og på den måde skabe det man ønsker. Den kan læses her: https://erduder.dk/virkelighedens-storyboard/

Hvis det har interesse.

Nu vil jeg ikke skrive mere. Det er lørdag, og jeg skal i gang med at skabe nye mirakler.

Crede et Vicisti – Tro og Vind