Mod

Efter en længere tænkepause, eller måske rettere, forsøg-på-at-lade-være-med-at-tænke-og-bare-være-bevidst-periode, har jeg igen lyst til at skrive en historie.

Det er selvfølgelig fordi jeg i går deltog i den fantastiske begivenhed med temaet MOD, der blev afholdt i Hvidovre, og arrangeret af Center for Holistisk Sundhed. Det var et særdeles vellykket arrangement, på alle måder.

Temaet mod, er altid interessant, og da jeg så det var to af mine helte, Lars Muhl og lægen og vaccineforskeren Christine Stabell Benn, der var blandt talerne, tog det mig ikke mange sekunder at beslutte mig for at tilmelde mig.

Jakob Lund, kendte jeg slet ikke, men hans ekspertiseområde er brugen af åndedrættet, og det er også meget spændende.

Stedet det blev afholdt lå ganske tæt på et boligområde jeg havde arbejdet for, 2 dage om ugen i 2021, og jeg valgte at køre hjemmefra i god tid, for at besøge den gamle arbejdsplads.

Jeg var dengang havemand og arbejdede for et firma der skulle ordne de grønne områder, og det var en underlig, men også fascinerende tid for mig, for det var det første job jeg havde, efter jeg stoppede som webmaster på ekstrabladet.dk, og jeg blev kastet ud i opgaven, med kun 14 dages oplæring. Og corona-psykosen var stadig i fuld gang.

Jeg nægtede at tage maske på under hele forløbet, og det var ikke et krav til jobbet, men jeg husker stadig at folk stod ved det nærliggende busstoppested, og skulle tage masken på inden de gik ind i bussen.

Da jeg ankom til MOD arrangementet, viste jeg min kvittering og fandt en plads. Jeg faldt i snak med nogle mennesker jeg kendte, og andre jeg aldrig havde mødt, og vi er jo bundet sammen af en fælles bizar og surrealistisk oplevelse, som stadig påvirker mange af os.

Samfundet svigter de stakler, der tog vaccinen og fik skader, nogle meget alvorlige, og det er utilgiveligt.

Men vi andre, der, som jeg, ikke tog sprøjten, eller dem ikke mærker fysiske bivirkninger, er også blevet svigtet, fordi man politisk og fra medierne, der jo blot er medløbere og intet kritisk journalistik udfører, nægter at evaluere hele coronaforløbet. Ud fra et politisk-strategisk-taktisk synspunkt, er det fuldt forståeligt, da det var en gigantisk overreaktion med dybt ødelæggende konsekvenser, som de givetvis, og med rette, skammer sig over, og ønsker at fortrænge. Jeg er dog ikke så naiv at jeg ikke tror der er flere i den politiske verden, der på ingen måde er skamfulde, men ganske tilfredse med de hegnspæle, de flyttede.

Kort efter jeg havde fundet en stol og sat mig, kom Christine Stabell Benn og satte sig ganske tæt på rækken lige foran mig. Hun smilede og hilste, og det var lidt vildt, at havde jeg rakt armen ud, kunne jeg røre ved hende, så tæt var hun på. Men jeg måtte styre mig og påminde mig selv om at jeg altså ikke er en pjattet teenager mere, og at hun jo blot er et menneske som os andre. Dog af en helt særlig støbning.

Senere ankom Lars Muhl og så gik arrangementet i gang.

Jeg havde nok forventet at talerne ankom, sådan lidt rockstar-agtigt, lige til deres aftalte tid, måske lidt forsinket som stjerner jo ofte er, afleverede deres budskab og gik igen. Men sådan var det slet ikke. De var der alle fra start til slut, og deltog også i pauserne og spisningen og var tilgængelige hele tiden.

Jeg parkerede min bil ved den gamle arbejdsplads, og det var en smuk varm sensommerdag. Stedet lignede sig selv. Jeg tog min fototaske, og gik langsomt rundt i området. Det virkede lidt stille og tomt, men den gamle følelse kom tilbage, og det var blandt andet her jeg lyttede til bogen Seeren fra Andalusien af Lars Muhl uendeligt mange gange.

Og jeg følte at stedet var et helle, et refugium, et sted jeg var beskyttet mod en vanvittig verden, men også et sted hvor jeg følte mig udenfor, helt bogstaveligt. Jeg huskede de vintermorgener hvor det stadig var mørkt når jeg mødte, og jeg gik rundt i området og kunne se lyset fra de lejligheder hvor folk sad og så tv, og jeg tænkte at nu er hjernevasken gået i gang. Det var som at stå og kigge på en hel række skærme, der alle repræsenterede et menneskeliv, en familie, og jeg kunne kun iagttage.

Jeg kunne se at der var lavet små ændringer og forbedringer her og der, men det meste lignede sig selv. Den gamle havemand kom op i mig og jeg vurderede arbejdet, som nogle steder var ok, mens andre trængte til omsorg.

Jeg besøgte den busk, jeg formklippede som et hjerte, selvom busken var uegnet til det, men kunne konstatere at den ikke var blevet vedligeholdt. Det samme gjorde sig gældende  for legepladsen, som jeg altid gav særlig opmærksomhed. Der var lidt ukrudt, som jeg aldrig havde accepteret.

Lars Muhl var den første taler om temaet mod. Det var tydeligt, at han er scenevant og har en god ide om hvad han vil sige.

Han lagde vægt på at man skal huske hvem man er, og at lære at opbygge tillid til at søge svarene inden i sig selv, også selvom det er svært, så man vil lave fejl, og det kræver træning.

Man skal lære at stole på det man ved er rigtigt. Og at se i øjnene, at vælger man en ny vej i livet, kan det i værste fald betyde, at man må sige farvel til dele af sin omgangskreds, og at det kan gøre ondt. Og han ved jo hvad han taler om, med erfaring fra et omskifteligt liv, fra rockstjerne der skulle finde en ny vej som forfatter og meget andet.

Og finder man ikke selv ud af det, kan man risikere at få det at vide på den hårde måde. Som han selv, et langt sygdomsforløb, eller måske en fyring, en skilsmisse eller andet.

Det kan være et tegn på at man skal videre og at det er vigtigt. Så ignorer det ikke.

Jeg ved ikke om det kun er for mig, men det var nok Christine Stabell Benn der gjorde størst indtryk på mig. Måske fordi hun ved at være så åben om sin egen usikkerhed, nervøsitet og generthed, kommer til at fremstå så sårbar, at man undrer sig over at hun alligevel har fundet styrken til at gå mod coronahistorien.

Men det har hun, heldigvis. Så man skal passe på med forudfattede opfattelser om hvordan modige helte ser ud – de kan også være ganske fredsommelige og blide.

Jakob Lund lavede nogle meget fine fælles åndedrætsøvelser og fortalte lidt om disse. Han arbejder meget med indsatte i fængsler, og hjælper dem med at finde balance og ro i deres svære livsfase. Og man kan jo fristes til at sige, hvad dælen skal jeg bruge det til, jeg er jo ikke fængslet, men ved nærmere eftertanke – så er jeg måske alligevel. Ikke fysisk, men tanker kan være så fastlåste, at man i praksis befinder sig i et fængsel. Det er jo et emne, der har min store interesse, og som også er temaet i Lars Muhls bog, Seeren fra Andalusien.

Jacob arbejder med at give mennesker i en fængselscelle ro i sindet, og de må acceptere at de er spærret inde og at andre har nøglen til døren. Jeg er fri, men er låst fast i vanemæssige tankemønstre. Jeg har ikke OCD, så slemt er det slet ikke, men vanerne er stærke.

Men man skal ikke glemme, at rigtig mange mennesker har det fint med at opholde sig i et rum af faste tanker. Det giver tryghed og forudsigelighed.

Måske kan det også lade sig gøre for en indsat på livstid at finde ro og accept, men jeg arbejder stadig med filen.

Jeg tror mange mennesker stadig er traumatiseret over flertallets opførsel under coronahistorien, over en statsminister der var villig til at så så meget splid blandt en befolkning, og ødelagde så meget for menneskelige relationer, splittede familier og venskaber, og misbrugte myndigheder i opportunistisk politisk øjemed, og også på den måde skabte mistillid til myndigheder.

Og det skaber en stor skuffelse og måske overraskelse over at man er villig til at efterlade befolkningen i den tilstand, uden at foretage en afrunding, et forsøg på heling og samling igen. Men at indrømme fejl, og at sige undskyld, vil kræve format, så det kommer ikke til at ske.

Jeg vælger at se det positive også, for selvom det fik det værste frem i mange, frem”elskede” det også det bedste i mange mennesker og mange fandt ressourcer og en styrke de ikke vidste de havde, og kom måske videre og fik ryddet op.

Og jeg er ikke ked af, hvis flere har fået mistillid til myndigheder og autoriteter, for de har vist at de ikke er den tillid værdig, og at kritik og sund skepsis er påkrævet. Der er ikke meget  positivt at sige om blind autoritetstro, især ikke hvis det bliver misbrugt.

Så derfor er sådan et arrangement jeg lige har deltaget i, en stor hjælp og helende for mange.

Det var en fantastisk eftermiddag og aften og en inspirerende oplevelse.

Crede et Vicisti – Tro og Vind