Næser, Typografi og Steve Jobs
Ja, jeg tegner stadig næser og den vedhæftede næsetegning er produceret denne smukke fredag morgen. Jeg fandt det passende at lave en lille opsummering for at se om jeg har lært noget efter de sidste par dages næsestudier.
Der er lang vej endnu, men jeg synes faktisk jeg er blevet lidt klogere på næsens anatomi og de komponenter der udgør organet.
Tegningen er stadig meget “wireframe” opbygget og grov, men det er helt fint. Med tiden kan man lære at kvalificere og finjustere.
Mens jeg tegnede kom jeg til at tænke på filmen “The Matrix” fordi jeg blev inspireret af den “wireframe” og det skelet eller struktur der danner basis for næsen, og jeg tænker at filmens budskab er meget væsentligt for den tid jeg lever i lige nu.
I går lærte jeg også at grunden til at nogle mennesker har et “bump” eller knæk på næseryggen er at brusken efter næseknoglen ændrer retning markant.
Det kunne jeg jo nok have sagt mig selv, men jeg har bare aldrig tænkt over det før.
Jeg kan godt lide næser der er lidt specielle, det giver ansigter karakter.
Den til tider ret kedelige repetition af næser, fik mig også til at tænke på tiden i folkeskolen, som jeg ikke husker meget fra, men tror jeg erindrer et rødt hæfte, der var konstrueret til at lære at skrive bogstaver. Der var vist nogle grønne hjælpelinjer, der markerede bogstavernes x-højde, overlængde og hvad det ellers hedder i typografiens verden, og i dette hæfte skrev man bogstaverne gentagne gange, til de til sidst sad fast. Der er nok ingen genveje.
Når man laver et eksperiment som det jeg laver, med at opsige sit job, for at bruge tid på at lære at tegne og male og andet man finder interessant, er det naturligt at man leder efter en begrundelse der kan retfærdiggøre beslutningen. Det skal helst “bruges til noget.” Men jeg aner ikke hvad.
Det mindede mig om Apple grundlæggeren Steve Jobs berømte tale på Stanford University i 2005, hvor han blandt andet taler om sin tid på universitetet, som han senere droppede ud af. Han fortæller, at han tog et kursus i typografi, udelukkende fordi han syntes det var spændende, kunstnerisk, smukt og historisk interessant. Der var ingen langsigtede tanker bag beslutningen, kun fornøjelsen.
Da han 10 år senere var i gang med at designe Macintosh computeren, erindrede han pludselig dette kursus, og insisterede på at indbygge de typografiske principper i computerens skrifttyper, og det var den første computer i verden med smuk typografi der kunne justeres af brugerne.
Han taler også om at “connecting the dots” – forbinde punkterne, og at bevæge sig frem i tæt tåge, uden at have anelse om hvor man er på vej hen.. Det er spændende.
Nå, jeg har ikke tid til at skrive mere – jeg skal studere næser.
Crede et Vicisti – Tro og Vind