Kontanter lever

Det er lørdag. Det har været en heftig start på dagen 😀 

På vej hjem fra den lokale togstation, hvor jeg afleverede mit barnebarn og hendes mor, der skulle til Spanien med flere andre familiemedlemmer, hvilket i sig selv var lidt sindsoprivende, for det er altid lidt mærkeligt at sende sine nære ud i den store verden, når man egentlig mest har lyst til at beskytte dem mod alt muligt “farligt”, hvilket selvfølgelig er noget pjat, og det ved jeg også godt, valgte jeg at køre forbi en nærliggende tankstation og købe noget morgenbrød til min “second breakfast”.

Da jeg trådte ind i butikken, gjorde den søde dame bag skranken mig straks og venligt, opmærksom på at deres dankortmaskine desværre var ude af drift, så de tog kun mod kontanter.

Som frihedskæmper bærer jeg naturligvis altid kontanter på mig, så jeg gjorde, selvtilfreds, og med en følelse af skadefryd, ikke for butikken, men for systemet der ønsker at fjerne de sidste områder de ikke kan kontrollere og overvåge, opmærksom på at det skam ikke var et problem, og jeg bestilte det jeg havde lyst til. Og jeg afleverede også en kommentar, noget i retning af “ja, tænk de vil forsøge at indføre det kontantløse samfund – godt det ikke sker”. Jeg ved ikke om damen var modtagelig for lidt aktivisme, det tror jeg ikke for hun var optaget af at gøre en anden kunde opmærksom på det samme og han blev meget ærgerlig, da han havde skænket en kop kaffe fra en automat, men nu gik det op for ham at han ikke kunne betale. Og han lignede en, der trængte til kaffe.

Som analogiseringsforkæmperen Anders Kjærulff siger – bare fordi man har opfundet elevatoren betyder det ikke at man afskaffer trapperne, da de er gode at have når elevatoren går i stykker.

Men nu handler denne trang til at digitalisere alt og alle, jo ikke om hvad der er smart og praktisk, men hvad der giver magthaverne mest muligt kontrol over pøblen.

Men derfor kan vi da godt lade som om, og påpege alle de andre fordele ved en analog verden, for de godtroende mennesker der stadig ikke har opdaget den virkelige agenda.

Og det er vigtigt at vi ikke opgiver kampen, for man kan allerede mærke konsekvensen af umyndiggørelsen, som forbavsende mange accepterer. En infantiliseret befolkning der ikke ønsker, eller kan tage ansvar, og dræbende for kreativitet og initiativ.

Ja, jeg tegner stadig næser og jeg synes stadig det er svært. Men jeg giver IKKE op. Jeg vil være god til det.

Crede et Vicisti – Tro og Vind