Panoptikon

Jeg har ikke så meget at fortælle om Mission Burhøne, for der ikke sket noget siden sidst. Jeg har sat noget i gang og nu skal universet lige have tid til at reagere.

Men jeg fik god feedback på mine kommentarer til jobcenter/a-kasse oplevelsen, som jeg endnu ikke har haft i denne omgang, men husker fra sidste ledighedsperiode. Min dreng har lige færdiggjort uddannelsen som Socialrådgiver, og har derfor også stiftet bekendtskab med nogle af disse overvejelser, og jeg drøftede det med ham i går. Ligeledes fik jeg en fin kommentar fra en god ven, der læser til Socialrådgiver og beskrev det uhensigtsmæssige ved at de personer der skal “hjælpe”, også er ansat til at kontrollere, og også repræsenterer systemets interesser, fordi de også selv er underlagt meget snævre regler og tilhørende kontrol.

Min dreng nævnte bogen Panoptikon, som jeg ikke kendte til, skrevet af den engelske filosof Jeremy Bentham i 1791. Den beskriver, så vidt jeg forstår, konstruktionen af en bygning der er bygget efter panoptikon princippet, muliggør overvågning af alle de indsatte fanger i et fængsel, fra et centralt sted.

Princippet skal, i følge Bentham, overføres til resten af samfundet for at opnå kontrol over mennesker. Ikke for at pine og plage dem, men for at beslaglægge og udnytte deres arbejdskraft.

Man må sige at dette princip er blevet indført med stor nidkærhed og ved brug af moderne teknologi, og total fjernelse af respekt for menneskers ret til en privatsfære som princip, er vi på vej mod det totale panoptikonsamfund – ja vi er givetvis allerede ankommet.

Men som den nationalsocialistiske tyske propagandaminister Joseph Goebells sagde: “Hvis du ikke har noget at skjule, har du intet at frygte”.

Heldigvis, for dem der elsker kontrol over andre, sover langt hovedparten af befolkningen, og så længe der er rigeligt med serier, realityshows og sport i tv, er de fleste ligeglade.

Jeg finder denne tankegang dybt frastødende. Jeg skulle aldrig have spist den røde pille.

At det er socialismen, et af de mest udbredte totalitære tankesæt, men ikke det eneste, der har omfavnet panoptikon princippet, overrasker ikke, da forskellen ligger i om man mener at mennesker har ret til at være sig selv, som individ, eller bare er små tandhjul i et stort maskineri, markedsført som “fælleskabets bedste”.

I går forlod jeg akvarelteknikkens udfordringer for en stund, og malede igen et billede af høns i en have med vilde blomster. Jeg valgte at øge størrelsen til 29,7 x 42 cm. og det var dejligt at vende tilbage til den mere frie og intuitive måde at tegne og male i samme arbejdsgang.

Min plan fremover er at affotografere billederne og lave print af dem. Så længe jeg er en ukendt og ikke anerkendt kunstner, – kan det ikke lade sig gøre at leve af at sælge originalbillederne. Det tager alt for lang tid at producere dem og priserne er for beskedne.

Jeg er glad for billedet. Jeg kan lide den løse skitseagtige metode.

Apropos løs skitseagtig stil, og uden sammenligning – så jeg en dokumentar om kunstneren Alberto Giacometti i går aftes. Han var fra Schweiz, men boede i Paris hovedparten af sit liv. Dokumentaren er lavet af Stanley Tucci, der også har instrueret en dramatiseret spillefilm om Giacometti, der hedder Final Portrait. Den kan jeg også anbefale.

Alle der har været på Louisiana kender Giacometti for de langstrakte tynde bronzeskulpturer der står i de fine rum. Men jeg er mest fascineret af hans portrætter.

Hans billeder virker ofte ufærdige og skitseagtige, med løse streger, og næsten altid malet i gråtoner, sjældent farver, og han kunne bruge meget lang tid på at male et ansigt, og han var sjældent tilfreds med resultaterne. Han arbejdede og boede i et lille bitte faldefærdigt atelier og rum, og selvom han solgte sine billeder og skulpturer, og blev meget velhavende, ændrede han aldrig livsstil og boede der til han døde.

Nu skal jeg i gang med at afprøve hvilke metoder der er mest hensigtsmæssige for at lave flotte digitale print, og jeg skal finde en løsning der giver god kvalitet, til en rimelig pris, også i små mængder.

Crede et Vicisti – Tro og Vind