Peter Hurley Headshot kursus
Fotografering er min store passion og interessen bevæger sig ud i mange forskellige genrer. I denne artikel vil jeg fortælle om et spændende kursus med temaet headshotfotografering. Det var arrangeret af den berømte fotograf Peter Hurley.
Hvem er Peter Hurley?
Jeg opdagede Peter Hurley ude på det store internet. Jeg blev meget fascineret af hans tilgang til headshotfotografering og jeg læste og så, alt hvad jeg kunne finde om hans teknik.
Da han tilbød et 8 ugers onlinekursus, hev jeg mit kreditkort frem og tilmeldte mig. Det var ikke helt billigt, men det skulle vise sig at være alle pengene værd.
Det særlige ved kurset var, at det udelukkende beskæftigede sig med modellens udtryk og slet ikke brugte tid på det fototekniske. Altså ikke noget med at forklare hvilke objektiver der er bedst egnede og heller ikke noget om lukkertider og blændeindstillinger. Alt det skulle man have styr på.
Lyssætningen tog udgangspunkt i Peter Hurleys specielle setup, der brød med den klassiske metode.
Lige om lidt vil jeg forklare forskellen på et portræt og et headshot. Men først vil jeg lige forklare hvad der er karakteristisk ved Peter Hurleys lys.
Peter Hurley har en baggrund som professionel fotomodel. Han mødte en fotograf der anbefalede at han købte et kamera, og selv begyndte at lave billeder. Han fotograferede venner og kollegaer fra modelbranchen og gradvist begyndte han at opbygge en karriere.
Det specielle lys
I begyndelsen arbejdede han udelukkende med naturligt lys fra vinduer, men en dag fik han mulighed for at låne nogle Kino Flo videolyspaneler. Han havde dem kun i en weekend, men de kom til at spille en stor rolle i udformningen af den stil han er blevet kendt for.
Normalt bruger stillbilledfotografer flash, der giver et lynhurtigt blink og et meget kraftigt lys.
Videolys er et konstant lys, og fordelen er at det nøjagtigt viser hvordan lys og skygger falder. Dette er ikke altid tilfældet ved flash og slet ikke ved mindre speedlights. Ulemperne er at videolyset er relativt svagt og stadig ret kostbart at anskaffe.
Han benyttede lejligheden til at eksperimentere og placerede panelerne i en firkant foran modellen. Denne opsætning belyste modellen fra alle sider og top og bund. Den individuelle styrke er selvfølgelig tilpasset, og resultatet, udført korrekt, bliver et smukt, næsten skyggeløst lys.
Forskellen på portræt og headshot
Som lovet vil jeg forklare forskellen på et portræt og et headshot.
Et headshot begrænser sig til hovedet og ansigtet og stopper ca. midt på brystkassen.
Et portræt kan også skildre folk i et miljø. Det kan være en arbejdsplads, i naturen eller andet.
Men man kan også kalde et headshot for et portræt. Det er mine egne hjemmbyggede fortolkninger og hvis du mener noget andet er det helt ok.
Nu hvor de spændende, og en smule nørdede, tekniske forklaringer er nogenlunde på plads, vil jeg fortælle lidt mere om kurset.
Fjern usikkerheden og byg selvtillid
De fleste mennesker er meget usikre foran et kamera og aner ikke hvad de skal gøre. De står badet i lys, foran en fremmed person og skal gøre noget de aldrig har prøvet før, og måske slet ikke bryder sig om.
Som sagt har Peter Hurley en fortid som fotomodel. Det er erfaringen fra dette arbejde, han benytter til at fremelske det bedste i de personer han har foran kameraet. Og det er denne viden han på mesterlig vis, formidler i kurset.
Fotografen skal ikke bare passivt klikke løs, men aktivt instruere og træne modellen. Det tager længere tid, men hvis samarbejdet fungerer bliver resultatet meget bedre.
Det foregår i praksis ved at fotografen instruerer modellen, gerne ned i de mindste detaljer. Med jævne mellemrum, uploader man billederne til en computer og gennemgår resultaterne. Fotografen forklarer hvad der virker og ikke virker og efterhånden lærer modellen at det der måske føles akavet og forkert, faktisk ser godt ud. Man formidler viden, opbygger muskelhukommelse og selvtillid, og så kommer de gode resultater.
Brug øjnene og fjern dobbelthagen
Øjnene er sjælens spejl og Peter Hurley lægger stor vægt på at lære modellen at bruge musklerne omkring øjnene rigtigt. Han benytter ofte ordet squinch, der betyder noget i retning af at knibe øjnene sammen. Men alligevel ikke helt, for det er faktisk primært den nederste del af øjnene man bruger. Det er svært at beskrive med ord, så lad mig hellere vise et eksempel.
Mestrer man “the squinch” kan man udstråle fokus, interesse, power.
Dog kan det let overdrives og så ligner man en ondskabsfuld skurk. Grænsen er hårfin og kunsten er at afstemme det så det passer til billedets kontekst.
Et andet vigtigt område er hagen og kæben. En markeret kæbelinje giver ansigtet karakter og bliver derfor opfattet som mere attraktivt. Som følge deraf lægger Hurley stor vægt på at man virkelig forstår teknikken til at optimere dette område og lære at formidle det til modellen. Positionerne føles ofte akavede og ukomfortable, men udført korrekt giver det flotte resultater.
Det er ikke unormalt at man hører modellen sige “Jeg føler mig som en skildpadde” og senere klager over hold i nakken. Men det er prisen for det ultimative billede.
Vi kom også ind på emner som ansigtssymmetri, hovedets position i relation til skuldrene, kropsholdning, hestehale eller ej, frisurer generelt, bevægelse af øjenbryn og meget mere. Alt blev gennemgået og vi gik helt ned i detaljerne. Det var nørdet, men skønt.
Kommunikation og tillid er afgørende
Også den altafgørende kommunikationen mellem fotograf og model blev drøftet. Hvordan skaber man tillid og hvordan får man får modellen til at slappe af.
Hver onsdag fik vi en instruktionsvideo med et nyt emne, og vi kunne kontinuerligt uploade billeder til det medfølgende website. Søndag mødtes vi til en fælles online konference, hvor udvalgte billeder fik feedback.
I de 8 uger kurset varede, fotograferede jeg 35 personer i mit eget studie. Alle var helt almindelige mennesker uden model erfaring. Det var meget tilfredsstillende at se hvor godt teknikkerne virkede og fantastisk hvor meget personerne udviklede sig i de 60-90 minutter en session varede.
Jeg bruger stadig den viden jeg tilegnede mig. Lyssætningen er dog forskellig så den passer til situationen, men kommunikationen med modellen og forståelsen for udtrykket, er den samme.
Læs også