Skam og begrænsende overbevisninger
Jeg fortsætter mine studier af Gay Hendricks bøger og brugte en stor del af lørdagen på at lytte til bogen Conscious Luck. Man kan godt få den tanke, især hvis man hæfter sig ved titlen, at det er en af disse bøger der fortæller hvordan man med nogle smarte tricks kan vinde i lotto og kortspil og den slags.
Det er ikke tilfældet. Bogen er i familie med en anden af Hendricks bøger, The Big Leap, og den bruger også en del tid på at beskrive metoder til at frigive gamle begrænsende overbevisninger der kan ligge i underbevidstheden. Måske fra barndommen eller ungdommen.
For at identificere disse oplevelser, anbefaler han at man skriver en tidslinje, på papir eller skærm, og prøver at fornemme hvornår de begrænsende oplevelser er blevet installeret.
Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis præcise tidspunkter, men ofte baseret på følelser og intuition. Når man mener at have identificeret tidspunktet, skriver man det på tidslinjen, peger på det, og siger: “Det var dengang” og peger derefter på sig selv og siger “Dette er nu”.
Ifølge Hendricks er det meget vigtigt at man gør det, for den fysiske bevægelse skaber en bedre kinæstetisk ankring, og det lejres og huskes bedre.
Han skriver også at mange føler at de har en “forbandelse” over sig, og nej det handler ikke om djævleuddrivelse af Vatikanets exorcist, men det er også begrænsende overbevisninger der kan være installeret fra barnsben. Det kan være fra forældre eller andre familiemedlemmer, venner eller skolelærere – alle der har påvirket os tidligt.
Som eksempler giver han at nogle mennesker ikke har været ønsket, andre har oplevet at deres forældre ønskede at få en dreng, men fik en pige og omvendt.
Han fortæller om en konkret historie, hvor en ung mand sidder ved sin fars dødsleje, og det sidste faderen siger, er “Jeg har faktisk aldrig brudt mig om dig”. Derefter døde han.
Det er en tung vægt at slæbe rundt på, for selvom manden først fik det at vide på faderens dødsleje, havde han hele tiden haft fornemmelsen af at være uønsket.
Når man har held med at identificere de begrænsende overbevisninger og deres årsag, er det vigtigt at være så blid og forstående som muligt.
Måden at komme af med de gamle, jeg-er-ikke-heldig- eller-god-nok, mønstre er paradoksalt nok, ved ikke at prøve at komme af med dem.
Det hjælper ikke at skubbe dem væk, da de er en del af os.
Hvor skal de gå hen?
Metoden er at hilse på de gamle mønstre med kærlig opmærksomhed og observation, i stedet for fordømmelse. Fordi den oplevelse jeg har, er den jeg har.
At skubbe væk skaber det modsatte af fred i sindet.
At fordømme, og finde fejl ved disse gamle mønstre, er at holde dem fast.
Et helt kapitel er dedikeret til følelsen af skam.
Skam og skyldfølelse er to følelser, der ligner hinanden, men Hendricks beskriver forskellen.
Skyldfølelse er som regel skabt af en konkret situation og handling, men skam er en følelse, der kan være svær at identificere og finde årsagen til.
Han beskriver sin egen oplevelse, da han forstod, hvorfor han havde følelsen af skam.
Da hans moder døde, og de gik og ryddede hendes hus, opdagede han en gammel kuvert med et brev. Han læste brevet der var fra moderens kirkegruppe. De bad hende komme ud af sit hus, og at hun ikke kunne blive ved med at gemme sig. “Vi ved, at din graviditet og din mands død fylder dig med stor skam. Men vi er her for dig. Vi er ligeglade med, hvad der skete, eller at du er enlig mor.”
Han forstod ikke hvad det handlede om.
Hendricks altid havde hørt historien, at hans far døde af pludselig sygdom, da faderen var 32 år, mens hans mor var gravid.
Han havde hørt at oplevelsen bragte hans mor i dyb sorg og store bekymringer over økonomi, men aldrig nogensinde noget om skam.
Han erindrede pludselig en samtale, han havde haft med en læge om faderens død, for længe siden, og da lægen hørte om symptomerne, sagde han: “hm, det lyder som en forgiftning”. Men Hendricks hæftede sig ikke nærmede ved det.
Nu gik det pludselig op for ham, at hans far ikke var død af sygdom, men havde taget sit eget liv.
Og han forstod, hvorfor brevet talte om skam, og han var klar over, at den omtalte graviditet, var med ham.
Og han forstod også, hvorfor han selv havde denne uforklarlige følelse. Han havde som foster ligget gennemsyret i skammens biokemi, i moderens følelse af skam.
Han rettede opmærksomheden indad og kunne mærke følelsen af skam manifestere sig fysisk flere steder i kroppen.
Han benyttede samme fremgangsmåde til at lindre dens effekt, med de tidligere omtalte metoder.
Opmærksomhed og observation, føle den, og til sidst, efter længere tid, gradvist acceptere den.
Gay anbefaler en teknik der kan hjælpe til at give slip.
Luk øjnene og træk vejret dybt, og tune ind på kroppen. Forsøg at identificere de steder i kroppen hvor skammen sidder. Det er ikke nødvendigvis nemt, men prøv.
Prøv at give slip på den, og fyld i stedet områderne med lys.
Senere oplever han at kunne bruge de samme områder, der før var optaget af følelsen af skam, til at tiltrække gode oplevelser, held og overflod.
To be continued …
Crede et Vicisti – Tro og Vind