BlogMission Burhøne

Massage og Min Intelligens

Jeg har ondt i hovedet, men på den gode måde. Hvordan kan det nu være? Jo, sagen er, at jeg fik massage i går. Min krop var gået i baglås. Gammelkendte spændinger i ryggen, der forplanter sig til andre steder, og til sidst fungerer jeg ikke optimalt. Jeg havde aldrig før prøvet massøren – Søren Gotved, hedder han. Han er barnebarn af en gymnastikpioner, Helle Gotved. Jeg kender hende ikke, men havde hørt hendes navn, men det var ikke derfor jeg valgte ham. Jeg søgte en massør i en fb gruppe i lokalområdet, og han skrev til mig og gav mig et godt tilbud. Jeg elsker gode tilbud, men det var ikke mindst efter jeg havde undersøgt hans baggrund og uddannelser og kurser, at jeg besluttede at jeg ville prøve hans evner. Jeg kunne læse at vi havde fælles interesser. Han havde også læst Eckhart Tolle, været på alverdens spændende kurser, breathwork, lydhealing og meget andet, men først og fremmest er han massør og lægger i sit arbejde ikke så meget vægt på traumebehandling. Og det var det jeg havde brug for. Men det er rart at vide at han har en holistisk tilgang til opgaven, så man ikke blot er et stykke spændt kød der skal bearbejdes.

Og det var en god oplevelse, og han fandt flere steder, der var anspændte, og det gjorde virkelig ondt, når han tog fat. Vi har aftalt et nyt møde i næste uge.

Så nu sidder jeg her i en både ubehagelig og behagelig tilstand, hvor kroppen prøver at finde sin balance igen, og energiflowet forhåbentlig er ved at genåbne.

Som gammel “it-mand”, undrer det mig lidt at jeg overhovedet ikke har nogen som helst interesse for det relativt nye fænomen, der er på alles læber i denne tid. Kunstig intelligens – kalder man det. AI – artificial intelligence. Jeg har derfor ikke gjort noget for at sætte mit ind i det – og jeg har ikke prøvet det en eneste gang.

Jeg kan ikke forstå fascinationen af en teknologi, der, også, er designet til at gøre mennesker overflødige.

Jeg har derfor besluttet at min hovedinteresse skal være MI. Det er en forkortelse for “Min intelligens” og “Menneskelig intelligens”.

Jeg kommer sikkert ikke uden om AI, og det er også fint, og givetvis brugbart i mange henseender. Men jeg vil hellere forsøge at udvikle MI.

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og Vind