Nuets og gaffeltruckens kraft

2-12-2023 Et essay om at køre gaffeltruck

Et essay om kærligheden til at køre gaffeltrucks og nuet.

Livet kan tage de mest overraskende og fantastiske drejninger, og det på ganske kort tid.

Det har jeg selv erfaret og jeg værdsætter de oplevelser jeg har fået på vejen.

Selv de såkaldt dårlige hændelser, kan på deres egen måde være gode, fordi de guider mig i nye retninger, skaber oplevelser og erfaringer. Af og til blidt og hensynsfuldt, og andre gange lidt mere abrupt og dramatisk.

Jeg fik lyst til at skrive en lille historie om glæden ved at køre gaffeltruck.

Jeg er meget fascineret af denne maskine og jeg vil her forsøge at beskrive hvorfor.

I august 2023 meldte jeg mig ledig i a-kassen, efter jeg selv havde opsagt et job, og selv havde betalt en pause på 2 måneder, for at prøve at have ubegrænset tid til kreative aktiviteter.

Kort efter de første jobansøgninger var sendt, blev jeg inviteret til en jobsamtale hos et udlejningsfirma med speciale i entreprenørmaskiner. Samtalen forløb godt og de spurgte om jeg, såfremt jeg fik jobbet, havde noget imod at tage et gaffeltruckcertifikat, som de naturligvis ville betale, da det var fordelagtigt i det job jeg eventuelt skulle bestride. Tanken havde aldrig før strejfet mig, men jeg syntes det lød spændende, så jeg sagde selvfølgelig ja.

Efter samtalen hørte jeg aldrig mere fra firmaet, så jeg antager at jeg ikke får jobbet, men de havde inspireret mig med deres forslag om certifikatet, og jeg begyndte derfor at undersøge hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg fandt ud af at jeg var berettiget til nogle kurser, og henvendte mig til a-kassen der forklarede at det eneste jeg skulle gøre var at finde en skole der tilbød kurset, få dem til at sende en indmeldelsesblanket, udfylde og sende den til a-kassen, der ville sende den til jobcentret, der ville godkende kurset, og derefter ville det hele falde på plads. Som sagt, så gjort, og en uge efter, mødte jeg på Roskilde Tekniske Skoles Landbrugsskole, til 7 dage i gaffeltruckens fascinerende verden.

I 2019 stoppede jeg som webmaster på Ekstra Bladet, efter næsten 13 år, og det var en dejlig periode, men jeg vidste godt at det kun var et spørgsmål om tid, før også jeg skulle videre, da virksomheden var, og måske stadig er, på slankekur, og jeg havde sagt farvel til mange af mine kolleger. Folk ændrer vaner og søger nyheder fra mange nye kanaler. Borgerjournalistik er blevet en faktor, fordi medierne og journalister ikke har været deres opgave voksen som den fjerde statsmagt, men er blevet magthavernes forlængede arm, i stedet for at overvåge og være kritiske.

De er økonomisk afhængige af statsstøtte, og i visse andre lande, af penge fra magtfulde virksomheder, der kun ønsker at annoncere der hvor deres produkter ikke bliver omtalt kritisk, selvom det i høj grad er påkrævet.

Så vore veje skiltes helt udramatisk, og jeg mærkede en lyst til at prøve at arbejde i helt andre brancher. 

Jeg meldte mig ledig, og det var en stor udfordring at finde ud af i hvilken retning jeg nu skulle søge. Jeg kastede mig ud i et projekt med at interviewe og fotografere en række mennesker, der alle arbejdede i håndværksmæssige fag og havde fantastiske oplevelser, mødte interessante mennesker og så spændende steder.

I 2020 startede verdenshistoriens største massepsykose, og skandale, nemlig den berømte og voldsomt opreklamerede Coronavirus, og den proportionsforvrængede reaktion, der blev brugt til at skræmme folk til underkastelse, betingelsesløs lydighed, og reducere menneskers frihedsrettigheder.

Helt unødvendigt, men en chance som magthaverne og andre med økonomiske interesser, blandt andet medierne og medicinalindustrien, ikke kunne lade gå fra sig, og derfor udnyttede  maksimalt.

Og apropos dårlige hændelser, der også kan føre noget godt med sig, blev den periode katalysator for mit behov for og ønske om at skrive. Som tiden gik, blev jeg modigere, og turde pludselig udtrykke mig på helt nye måder, og lagde mine tanker og ord ud i det offentlige rum.

Det første jeg lærte på gaffeltruckkurset var, at der findes mange forskellige typer trucks. Alle kender den almindelige kontravægt truck, som findes i mange størrelser, men der findes også små eldrevne trucks til indendørs brug i mange varianter. Ofte kaldes de gaffelstablere og rækketrucks.

Kurset var veltilrettelagt med teori om formiddagen, og praktisk kørsel om eftermiddagen. Skolen har 8 trucks, og da der kun var 6 personer på holdet, var der altid ledige maskiner til rådighed. Så vi trænede flittigt.

Jeg var glad for at kurset blev taget seriøst, både af underviseren og de andre elever, og teorien blev terpet grundigt ind i hovederne på os. Man skal lære en del om belastningsevne, og skal forstå de diagrammer der viser hvor meget en truck må løfte, i en given højde, da kg momentet ændrer sig i forhold til løftehøjden.

Jeg fik genopfrisket noget om kraft gange arm, tyngdepunktsafstande, og meget andet.

Det fascinerende ved en gaffeltruck er at den, betjent korrekt, med finesse, tålmodighed og følsomhed, kan styres med utrolig høj præcision. Men det kræver træning og det er vigtigt at lære at betjeningsgrebene skal påvirkes langsomt og forsigtigt, ellers reagerer maskinen derefter, voldsomt og i ryk, og det er ikke det man ønsker.

Man styrer trucken med et almindelig rat, der som oftest har en ratknop, så det er nemt at dreje rattet med én hånd. Det er fordelagtigt, da man så kan bruge højre hånd til at betjene gaflerne og mastens vinkel fra en konsol i højre side.

Den adskiller sig fra en almindelig bil, ved at den styrer med baghjulene og kan dreje ualmindeligt skarpt. Faktisk så skarp at forhjulet næsten står stille ved fuldt styreudslag, så den næsten drejer med et hjul som fast akse.

Trucken har tre fodpedaler. Til højre er det gaspedalen, i midten bremsen og helt til venstre en pedal kaldet en inching pedal. Sidstnævnte reducerer hydraulikolien til gearkassen, så man kan køre langsomt og præcist, mens man stadig har motorkraft til at løfte og sænke gaflerne.

Til højre har man nogle håndtag der kan variere fra mærke til mærke, men jeg har mest erfaring med Toyota trucks, og på konsollen har man et stort håndtag hvor man vælger kørselsretning, eller neutral. Foran dette er der 4 små håndtag. Med venstre håndtag vælger man slæden og gaflernes vertikale bevægelse, altså højden.

Til højre for dette er det mastens og dermed gaflernes hældning der kan justeres lidt frem og tilbage, hvilket kan være fordelagtig når man skal optage eller afsætte en last hvis trucken står på et skråt underlag, og det benyttes også når man optager en last, ved at tilte masten lidt tilbage så gaflerne peger lidt opad. På den måde kommer lasten til at ligge mere stabilt, og man risikerer ikke så let at tabe den. I lille lækker detalje, i hvert fald på Toyota gaffeltrucks, er at der på dette håndtag, sidder en lille knap på siden, der når den holdes inde mens håndtaget bevæges frem eller tilbage, selv justerer masten, så gaflerne finder vandret, i forhold til trucken.

Med håndtaget til højre for denne kan man justere begge gaflerne synkront sidelæns, hvilket er smart hvis man ikke kan komme i den rigtige position med trucken.

Med det sidste kontrolgreb, helt til højre, justeres afstanden mellem gaflerne, så man kan tilpasse dem lastens bredde. Som hovedregel er det bedst at de er så langt fra hinanden som muligt, da det giver maksimal stabilitet.

Det er primært i disse 4 håndtag at fascinationen opstår, kombineret med truckens fantastiske manøvreevne. Der er noget fascinerende ved at kunne styre den kraftfulde maskine med så fine bevægelser, og når det lykkes at gøre det fejlfrit, er det meget tilfredsstillende.

Men man skal passe på, for man kan let glemme hvor stærk den er.

Jeg erindrer en episode da jeg skulle optage en tom europalle, og ville justere gaflerne, kom jeg til at køre for langt ud, mens jeg havde gaflerne inde i pallen, og den flåede pallen fra hinanden med største lethed. Man skal have respekt.

Da corona historien så småt aftog i 2021, fandt jeg arbejde i anlægsgartnerbranchen, og her opdagede jeg min fascination for maskiner og andet materiel og jeg havde ca. 14 måneder i branchen, inden det stoppede på grund af sæsonafslutning og derfor færre arbejdsopgaver.

Ved et tilfælde fik jeg kort efter et job i et firma der udlejede biler, men valgte at stoppe efter 8 måneder, da jeg ikke følte at der var tid nok til de respektive opgaver.

Der var mange forskellige årsager til at mine medkursister havde tilmeldt sig gaffeltruckkurset.

Der var en brugsuddeler fra Vestsjælland, to gutter der havde købt et firma der solgte udretningsbænke til pladesmede, en dækmontør, med flere … og så var der mig, fordi jeg synes det var interessant og sjovt at prøve, men ikke havde nogen ide om hvad jeg ville bruge det til.

Kort efter blev jeg kontaktet af et vikar- og rekrutteringsbureau, og har derefter fået job i et andet firma, der også udlejer entreprenørmateriel.

Planen er at jeg på længere sigt skal være kundekonsulent, men først skal jeg være ude på pladsen, hvor udstyret bliver modtaget, checket og klargjort, og igen sendt ud til nye kunder.

Og det er her, jeg nu er så heldig at jeg får gode muligheder for at køre gaffeltrucks igen, og benytte noget af det jeg har lært på kurset, men under praktiske og realistiske forhold.

På kurset laver man de samme øvelser igen og igen, og det er også helt fint. Men på jobbet får jeg mange forskellige opgaver, så sund fornuft, forsigtighed og respekt, er påkrævet.

Så nu har jeg prøvet at flytte pladevibratorer og jordlopper ved at samle dem op med gaflerne, flytte tromler med strop og en stor sakselift med gaffellommer, samt at optage last fra lastbiler, hente mindre, men tunge maskiner i håndværkeres kassevogne, og meget andet.

Det er gået godt hver gang, indtil nu, og planen er at det skal fortsætte sådan.

Gaffeltrucks har forskelligt sikkerhedsudstyr, såsom en advarselslyd når den sættes i bakgear, blinklys og en smart detalje er en violet lyskegle der bliver kastet ned på jorden bag trucken, så folk kan se at en bakkende truck er på vej.

Men på et tidspunkt skal jeg væk fra den type job og ind på et kontor. Tiden vil vise om det er noget for mig, og om jeg er noget for firmaet. Det bekymrer mig ikke.

Inspireret af Eckhart Tolle, tager jeg et nu ad gangen.

Et pudsigt udtryk. “I ét nu” – betyder på dansk: i løbet af ganske kort tid; på et øjeblik.

Men sådan skal Tolles tolkning ikke forstås. Et nu er ikke nødvendigvis kort. Måske kan man sige at der kun er ét nu, så derfor er det meget langt?

Af og til fascineres jeg af den måde trucks’ne bevæger sig imellem hinanden på arbejdsområderne i firmaet – i en langsom flydende dans, hvor man uden ord eller signaler, aflæser hinandens hensigter og behov, og vi prøver at bevæge os hensynsfuldt, eller holde stille og vente tålmodigt, når det er påkrævet.

Mennesker behøver ikke at have udpenslede regler for alt i de mindste detaljer, vi kan godt selv finde ud af at bruge vores sunde fornuft.

Jeg vil slutte hvor jeg startede. Livet kan tage de mest overraskende og fantastiske drejninger og jeg tror det er bedst at følge sit hjerte, og sin lyst og sin nysgerrighed – det der er lige foran næsen, lige nu, og se hvad livet vil bringe, når vi giver det vores fulde opmærksomhed.

Også i gaffeltrucken har jeg fået bekræftet, at Eckhart Tolles ord er sande. Nuet er vigtigst.

“When you want to arrive at your goal, more than you want to be doing what you are doing, you become stressed.” – Eckhart Tolle

Når jeg skal hente en last, må jeg være tålmodig og koncentrere mig om bevægelsen nu.

Også selvom der står en garvet lastbilchauffør, der gerne vil videre til nye opgaver og venter på at jeg skal blive færdig.

Det fører mig derhen jeg skal, men mister jeg tålmodigheden og presser håndtaget for at sætte fart på, fordi jeg bliver mere fokuseret på resultatet og målet, end nuet, går det ofte galt.

“Hvad fremtiden bringer, afhænger af dit bevidsthedsniveau nu.”

– Eckhart Tolle

Crede et Vicisti – Tro og Vind